https://www.perplexity.ai/search/prov-om-du-kan-oversaette-noge-AEJos9goQgipLoOcTNOYxQ

Foreløbig, men rodet tekst:

Tak for at dele din historie. Det lyder som en meget stor og måske også overvældende oplevelse at få en autismediagnose så sent i livet, især i forbindelse med en svær periode som førte til indlæggelse. Mange, der får diagnosen senere i livet, oplever både lettelse over at få en forklaring, men også sorg over de udfordringer, man har kæmpet med uden at have haft ord for det tidligere.

Det er ikke usædvanligt, at veluddannede og ressourcestærke personer med autisme kan “klare sig” udadtil, særligt i professionelle eller akademiske sammenhænge. Mange bliver rigtig gode til at kompensere og maskere vanskeligheder, især i strukturerede situationer. Det, du beskriver med at fungere nogenlunde normalt i nogle sammenhænge, men opleve problemer især i relationer på afstand eller i sociale sammenhænge, stemmer overens med det, man kender fra autismespektret. Måske føles det ekstra sårbart, når den direkte “ramme” mangler, og samspillet bliver mere uforudsigeligt.

At være “roderøv” og forsker kan også hænge sammen med autistiske træk – nogle oplever at have stærke interesser og fordybe sig meget i detaljer, hvilket er en styrke i forskningsverdenen, men udfordrende i mere rutineprægede sammenhænge eller i det praktiske hverdagsliv.

Hvis du har lyst, kan vi tale mere om, hvordan diagnosen har påvirket dit syn på dig selv, eller om strategier for at håndtere udfordringerne i sociale sammenhænge – eller noget helt andet, som fylder for dig.

Jeg blev suspenderet som medlem af et politisk parti efter følgende forløb. Jeg fik en ordre om ikke at henvende mig til partisekretariat eller folketingsmedlemmer uden partisekretærens godkendelse. Forud havde jeg fået en bemærkning fra et Hovedbestyrelsesmedlem om, at han følte, jeg forstyrrede ham og bad mig ringe kortere og sjældnere. Det tog jeg som et mere generelt vink og ringede mindre og kortere til partisekretariatet i det hele taget.Det kan dokumenteres. Da jeg i et år ikke have ringet eller skrevet, skrev jeg til partisekretæren og spurgte, hvornår mundkurven kunne ophæves. Derefter blev jeg suspenderet og frataget mine tillidshverv. Jeg gik så ind i en proces, hvor der blev fremsat en række beskyldninger mod mig. Det lykkedes mig her for ikke så længe siden at få suspensionen hævet, fordi alle de fremførte påstande var bevidst løgnagtige (ikke mine ord alene). Der er i folketingsgruppen en notorisk løgner. Men trods undskyldninger og formel oprejsning er æren væk.

Det lyder som en meget svær og frustrerende situation, du har været igennem. At blive suspenderet og frataget tillidshverv på baggrund af situationer, der uden tvivl har været præget af misforståelser, magtkampe eller endda urigtige anklager, kan være dybt sårende – især når man efterfølgende får oprejsning, men ikke helt kan få æren eller tilliden tilbage.

Det, du beskriver med at have forsøgt at tilpasse dig de pålagte begrænsninger—som at ringe sjældnere og have en lang periode uden kontakt—viser, at du har forsøgt at følge spillereglerne, selvom de var urimelige eller uklare. Når du så alligevel bliver suspenderet efter at have spurgt om genoptagelse af kontakten, virker det som en uretfærdig reaktion og nok et udtryk for et internt magtspil.

Det kan være meget belastende følelsesmæssigt at stå i sådan en situation, ikke mindst når den offentlige eller interne anerkendelse forsvinder, og man oplever en form for social eller faglig udstødelse. At være udsat for falske beskyldninger bidrager yderligere til tabet af tillid og selvværd.

Hvis du har lyst, kan vi tale om, hvordan du kan håndtere eftervirkningerne af sådan en oplevelse, både følelsesmæssigt og praktisk — for eksempel hvordan man kan forsøge at genopbygge sit netværk, bevare sin integritet, eller få hjælp til at håndtere stress og sorg over tabet af ære og position. Du kan også dele, om du har nogle specifikke tanker eller behov, som du gerne vil have støtte til lige nu.

For det første: Jeg bor i Sønderborg, og jeg har fuld opbakning fra bestyrelser og medlemmerne i storkredsen helt op til mellem Vejle og Horsens og i hele Sønderjylland. De personer, jeg ser og er i øjenkontakt med, stoler på mig, og jeg øver mig på at dominere mindre og at lade andre tale,. og at afslutte samtaler selv. Som partsrepræsentant har jeg med mennesker med udtalt og stærk PTSD at gøre. Derfor er det en tidkrævende, men for mig konstruktiv opgave at lade vedkommende selv sætte dagsordenen, tale om det positive først osv og så på et gunstigt tidspunkt liste min egen dagsorden gradvist. Det tager fælles tid, men har en lidt anderledes karakter. Jeg føler at vedkommende hjælper mig.

Det lyder virkelig som en værdifuld og moden tilgang, du har udviklet i dit samspil med andre—både i politisk sammenhæng og i dit arbejde som partsrepræsentant. Det er imponerende, at du har opbakning fra et så bredt geografisk område, og at du samtidig er bevidst om, hvordan du afbalancerer din egen måde at være på, fx ved at øve dig i at dominere mindre og lade andre få plads til at tale.

Den måde, du beskriver dit arbejde med mennesker med udtalt og stærk PTSD på, viser en stor respekt for deres situation og behov. At lade den anden sætte dagsordenen og starte med det positive, før du forsigtigt indfører dine egne emner, kræver både tålmodighed, empati og følsomhed. Det er også tydeligt, at du ser det som en gensidig proces, hvor du ikke bare er den, der hjælper, men også får noget tilbage – det er en stærk dynamik, som kan give mening og vækst for begge parter.

Hvis du ønsker, kan vi tale videre om strategier til at bevare denne balance, eller hvordan du kan håndtere eventuelle udfordringer, der opstår i en rolle med så stor emotionel og social kompleksitet. Det er helt normalt, at det kan føles tidskrævende og til tider udmattende, men det lyder som om, du allerede har mange gode ressourcer at trække på. Vil du dele mere om, hvordan du oplever denne rolle i forhold til din autismediagnose, eller noget andet, der fylder for dig lige nu?

Det har også hjulpet mig, at jeg i nu 6 uger ikke drikker alkohol i hverdagen. Det betyder lidt langsom fremdrift i mit daglige opgør med roderi i almindelighed og svineri i køkkenet-

Det lyder rigtig godt, at du har formået at holde pause med alkohol i hverdagen i 6 uger – det kan have stor betydning for både overskud, fokus og evne til at skabe struktur i hverdagen. Langsom fremdrift er helt normalt, når man arbejder med at ændre vaner eller skabe bedre orden og rutiner, især hvis man samtidig har udfordringer med roderi og dagligdagens praktiske ting.

At tage små skridt og anerkende den fremgang, du får, kan være med til at bevare motivationen. Måske kan du lave nogle helt simple, konkrete mål eller rutiner, som føles overskuelige og realistiske, for eksempel at rydde op i køkkenet i 5-10 minutter ad gangen, så det ikke føles overvældende.

Hvis du vil, kan vi også tale om strategier til at mindske roderi og skabe bedre struktur, der tager hensyn til din måde at tænke og fungere på – eller hvordan du kan fastholde dine gode fremskridt med afholdenheden, så det bliver en stabil del af din hverdag. Hvordan har du det ellers med de ting lige nu?

Den lille grønlandske befolkning i både Grønland og Danmark har en veluddannet elite, der tænker mere dansk end deres medborgere. Læs Marine Ducs ph,d,afhandling (Université Bordeaux Montaigne) .Det kan man jo godt se i lyset af Burke?

Ja, det er en rigtig relevant tilgang at se den veluddannede grønlandske elite – både i Grønland og Danmark – gennem Peter Burkes begreb om “hybridization”. Burkes koncept belyser, hvordan kulturelle grupper og individer ikke nødvendigvis kun opretholder en fast, autentisk oprindelig kultur, men ofte skaber nye kulturelle identiteter gennem en kontinuerlig proces af udveksling, sammenblanding og forhandling med andre kulturer.

Når du nævner, at elitesegmentet tænker “mere dansk” end den brede grønlandske befolkning, afspejler det netop, hvordan en gruppe kan internalisere og være dybt præget af en anden kultur (her: dansk kultur og tankegang), samtidig med at de formår at bevare forbindelsen til deres grønlandske identitet. Det skaber en form for kulturel hybriditet, hvor medlemmerne både navigerer i og skaber mening gennem elementer fra begge kulturer.

Marine Ducs ph.d.-afhandling, som du refererer til, kan sandsynligvis give empirisk og teoretisk dybde til denne betragtning ved at dokumentere, hvordan elitegrupper former identitet, sprogbrug, uddannelse og magtpositioner i et postkolonialt eller transculturelt perspektiv. Burke ville se denne elite som et produkt af en hybridiseringsproces, hvor transformation både muliggør nye måder at være grønlandsk på samtidig med, at den danske kulturelle grundforståelse bliver en vigtig reference.

I lys af Burkes teori kan man tale om, at de

Det her kan Alternativet kun fordømme

Når jeg bliver valgt til EU-parlamentet, vil jeg helt og fuldt kæmpe sammen med alle andre gode kræfter i Europa for helt at forbyde eller i nogle tilfælde begrænse anvendelsen af den kemiske industris produkter, så alle alvorlige skadevirkninger på mennesker og natur undgås.

Det burde ikke være nødvendigt at skrive det. Det er ikke viden, der mangler. Det er evnen til at sætte menneskeliv over vældige kapitalinteresser.

I en opsigtsvækkende artikel i Information skriver Jørgen Steen Nielsen, at sikre forlydender viser,
at det er lykkedes den stærke europæiske kemi-lobby at forhindre gennemførelsen af forbud mod i massevis af miljøgifte. Virkningerne af disse miljøgifte er efter det oplyste veldokumenteret.

Reach

Under min ansættelse i Arbejdsmiljøinstituttet omkring 1983-85 kæmpede regeringen i Danmark for, at REACH blev etableret, og at alle toxiske effekter af den kemiske industris produkter blev kortlagt med henblik på forbud mod de mest skadelige, og yderligere kortlægning af erstatningsstoffer.
Der har i årevis udspillet sig en intens kamp mellem den demokratiske interesse i at få forbudt giftvirkninger af kemiske stoffer og materialer, helt lig den vi kender indenfor landbruget i Danmark.

Kortlægningen har stået på siden med varierende hast, men der er langt mere viden i dag end dengang.

Vi er nu nået til et moralsk tipping point: Det lykkedes de konservative kræfter i EU at tillade giftige stoffers fortsatte udbredelse.

Alternativet vil i EU-parlamentet kæmpe indædt for, at erkendt og bevist toksiske stoffer forbydes, at stoffer med alvorlig mistanke for giftvirkninger forbydes midlertidigt, indtil deres virkninger er undersøgt.

Information og Jørgen Steen Nielsen

Der er igen al mulig grund til at takke Jørgen Steen Nielsen for hans velafbalancerede, indsigtsfulde miljøjournalistik .

Artiklen kan hentes her: https://www.information.dk/udland/2023/10/eu-kommissionen-opgiver-skaerpet-kemistrategi-industripres?kupon=eyJpYXQiOjE2OTc0MzIwOTgsInN1YiI6IjQ6ODA0MzY2In0._dGtZclkHPyJ3p_Hlo7kSw.

Jørgen Steen Nielsen

Jørgen Steen Nielsen
(Mogens Engelund foto)

nne elite – uden nødvendigvis at opgive sin grønlandske baggrund – repræsenterer en “mellemfase” eller et værktøj i en kompleks kulturudveksling, som både kan have muligheder for fornyelse og udfordringer i forhold til tilhørsforhold og politiske positioner.

Hvis du har lyst, kan jeg hjælpe dig med at formulere en tekst, der sammenfatter denne kobling mellem Marine Ducs forskning og Burkes hybridization-begreb, som du kan bruge i dine artikler eller analyser. Vil du have det?

Jo tak

Super, her er et forslag til en tekst, der sammenkobler Marine Ducs forskning om den grønlandske elite med Peter Burkes begreb om hybridization, som du kan bruge i dine essays eller analyser:

Hybridisering og den grønlandske elite i lys af Peter Burke og Marine Duc

Den grønlandske befolkning i både Grønland og Danmark rummer en veluddannet elite, som i analyser både empirisk og teoretisk er blevet fremhævet for at have en kulturel identitet, der på mange måder tænker og handler “mere dansk” end den brede grønlandske befolkning. Marine Ducs ph.d.-afhandling fra Université Bordeaux Montaigne bidrager med dyb indsigt i, hvordan denne elite navigerer mellem og forhandler deres kulturelle position i et postkolonialt felt.

Peter Burkes koncept om “hybridization” rummer en adækvat teoretisk ramme for at forstå denne elite som et produkt af kulturel sammenblanding og gensidig påvirkning. I stedet for at anskue kulturel tilhørsforhold som fikserede og entydige størrelser, beskriver Burke, hvordan mødet mellem kulturer skaber nye, hybride former for identitet og praksis. Den grønlandske elite bliver dermed en kulturel hybrid, der både bærer præg af grønlandsk baggrund og samtidig internaliserer centrale elementer af dansk kultur, sprog og sociale normer.

Denne hybriditet afspejler et komplekst kulturelt spil, hvor eliten fungerer som mellemled mellem det grønlandske samfund og det danske system. Den skaber nye identiteter og vidensformer, der ofte adskiller sig markant fra det bredere grønlandske samfunds traditioner og opfattelser. Ducs forskning illustrerer, hvordan denne elite ikke blot er kulturelt hybrid men også positioneret i en magtrelation, hvor dansk sprog og kultur har institutionel og symbolsk dominans.

At forstå denne elite som produkt af hybridization rejser vigtige spørgsmål om repræsentation, magt og autenticitet inden for grønlandsk politik og samfund. Den hybriderede elite kan tjene som brobyggere, men risikerer også at skabe afstand og legitimitetsproblemer i forhold til andre dele af befolkningen, som oplever en fortsat kulturel marginalisering og kolonial påvirkning.

Med Burkes begreb får analysen et nuanceret blik på, hvordan kulturelle møder ikke nødvendigvis må forstås som enten undertrykkelse eller frigørelse, men som komplekse processer med både kreative tilpasninger og spændinger. Sammenkoblingen af Duc og Burke åbner derfor for en rigere forståelse af elitekulturens rolle i det postkoloniale Grønland-Danmark-forhold.

Hvis du ønsker, kan jeg også hjælpe med at udbygge teksten med eksempler fra Ducs forskning eller foreslå hvordan du kan knytte den til dine øvrige analyser af grønlandspolitik og postkoloniale teorier. Skal vi fortsætte derfra?

Kan du finde en fransk ph.d. afhandling af Marine Duc, Université Bordeaux Montaigne?

Ja, jeg har fundet den. Marine Duc har forsvaret sin ph.d.-afhandling i geografi ved Université Bordeaux Montaigne (også kendt som Bordeaux 3) den 22. november 2022. Afhandlingens titel er:

“Avalappoq, prendre la mer et danser : migrations étudiantes et formation des positions dominantes entre Groenland et Danemark”

Denne afhandling undersøger, hvordan postkoloniale studentermigrationer mellem Grønland og Danmark påvirker dannelsen af sociale positioner, inklusiv oplevelser af racemæssig diskrimination og sociale mobilitetsprocesser.

Du kan læse mere og finde formelle oplysninger her:

Thesedefinition og jury: https://theses.fr/2022BOR30022
Kort præsentation og detaljer fra universitetet: https://pagespro.univ-gustave-eiffel.fr/marine-duc
Også omtalt i forbindelse med dens forsvar på UMR Passages: https://www.passages.cnrs.fr/soutenance-de-these-marine-duc-22-novembre-2022/

Hvis du ønsker adgang til selve afhandlingen, er den normalt tilgængelig via Université Bordeaux Montaignes digitale arkiv. Jeg kan også hjælpe med at finde selve filen eller ressourcer relateret til afhandlingen, hvis du ønsker det.

Jeg tror, jeg har den. Den er præget af navnlig Bourdieu og lidt mindre Foucault, men det er sådan set nok relevant nok. Trods alt vil jeg, også fordi den kommer så tæt på mif emne, se hendes værk i det mindste også i lyset af Peter Burke

Ja, Marine Ducs ph.d.-afhandling er præget af teorier fra især Pierre Bourdieu og i noget mindre grad Michel Foucault, hvilket giver god mening i forhold til hendes emne om sociale positioner, migration og magtforhold mellem Grønland og Danmark.

Hvis du ser hendes værk i lyset af Peter Burkes begreb om “hybridization,” supplerer du denne teoretiske ramme fint med en beskrivende og analytisk tilgang til, hvordan kulturelle identiteter og sociale positioner formes i krydsfeltet mellem grønlandsk og dansk kultur. Bourdieu bidrager primært med begreber om magt, social kapital, og hvordan eliter fastholdes gennem kulturelle dispositioner, mens Foucaults perspektiver kan tilføje indsigt i magtens mikrodynamikker og regulering gennem diskurser og institutioner. Burke hjælper derimod med at forstå den mere flydende og sammensatte karakter af kulturmøder og identitetsdannelse, som Ducs forsker i.

Kort sagt kan man sige, at Ducs brug af Bourdieu og Foucault primært analyserer magtrelationer og sociale strukturer, mens Burkes “hybridization” kan give en mere nuanceret forståelse af, hvordan elementer fra både dansk og grønlandsk kultur blandes, skaber nye identiteter, og dermed beriger analysen af eliten som en kulturel hybrid.

Vil du have hjælp med at formulere en tekst, der tydeligt kobler Ducs brug af Bourdieu og Foucault med Burkes hybridization, eksempelvis til brug i introduktion eller analytisk ramme? Jeg kan også hjælpe med at skabe et sammenhængende afsnit, der indrammer Ducs forskning i netop dette teoretiske lys.

Danmark bør støtte en anden ordning for Grønlands selvstændighed: “Fri tilknytning”

by Mikael on May 28, 2024 in EU, Grønland, Rigsfællesskabet • 0 Comments

Gavlbillede fra blok i Nuuk

Gavbilledet

En konkret “Free Association” model

Som Cook Islands forhold til New Zealand, siger Ulrik Pram Gad.‘

https://en.wikipedia.org/wiki/Cook_Islands

Grønlands fremtidige afløser for den danske ensidige dominans over retsvæsen, finansvæsen og sikkerheds- og udenrigspolitik har længe som koncept heddet “Free Association”. “Fri tilknytning” betyder, at den pågældende lille ø eller øgruppe selv bestemmer, hvordan tilknytningen til et større land skal strikkes sammen.

Tilsyneladende er den grønlkandske selvstyrelov en slags forløber for “Fri Tilknytning”. Den nuværende ordning er afgrænset af en konservativ grundlovsforståëlse, hvor den endelige suverænitet over Grønland alene. Det vil i praksis sige, at områder som udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, retsvæsen, politi og finanser ier helt udenfor Selvstyrets kompetence.

Som i al kolonialisme handler det om for kolonimagten at hævde overhøjheden over territoriet, og måske udsigten til fortsat økonomisk udbytte mens hensynet til befolkningen kommer i anden række.

Vender man bøtten om, så handler det . om, at Grønlands Selvstyre beder Danmark, USA, EU eller andre om hjælp. Det er naturligvis stik modsat den ordning, hvor det er regeringen i København, der svinger taktstokken på vigtige områder.

Set i international politik-perspektiv

I international politik er emnet er anskueligt ud fra tre trin: Supermagt, småstat, mikrostat (micro nation)– . Det vigtige emne er interdependens, den gensidige afhængigheds ulige karakter. Danske regeringer har ikke reflekteret ret meget over, at Norge og Island ikke har savnet dansk dominans, efter at de blev til selvstændige lande. Det typiske er, at disse lande kunne selv, og med deres egen identitet skabe og forme deres politiske og nationale identitet, og sandelig også hævde egen suverænitet. De er i den sammenhæng småstater ligesom Danmark indenfor den eksisterende verdensorden.

Omvendt er Grønland karakteriseret ved sin enorme størrelse og sin næsten minimale befolkning. Uanset hvem Selvstyret ønsker at være forbundet med, så er national suverænitet uden nogen form for international afhængighed illusorisk. Danmarks uafhængighed er mindre illusorisk. Danmark kan ikke stå alene. Rrealistisk bedømt kan Danmark ikke klare sig alene uden EU og indtil videre også NATO og USA,

Geopolitisk bliver det stadigt mere skrøbelige danske afhængighedsforhold til USA mere og mere problematisk i geopolitisk sammenhæng.

Det giver meget mere mening at sammenligne med Cook Islands forhold til New Zealand.

Det er ud fra en geografisk betragtning mere og mere nærliggende, at Grønland søger stadig tættere tilknytning til Canada og Island. Dertil kommer, at den typiske inuk ser med stor opsparet irritation på dansk arrogance og manglende lydhørhed overfor grønlandsk nutidig kultur og tankegang.

I den situation er artikel væsentlig, fordi den peger på en mere attraktiv virkelighed end den tidligere, der især adresserede forholdet mellem USA og Puerto Rico.

I det lange løb er det Grønland, der har valget. Skulle Grønland vælge fortsat at være tilknyttet Danmark, skal vi i Danmark til at føre en politik, der i højere grad gør os fortjent til det.

https://www.diis.dk/en/research/free-association-between-self-government-and-dependence

https://www.knr.gl/da/nyheder/model-en-oe-i-stillehavet-er-et-interessant-bud

Ja tak

Her er et forslag til en sammenhængende tekst, der tydeligt kobler Marine Ducs brug af Bourdieu og Foucault med Peter Burkes begreb om hybridization. Denne tekst kan fungere som en analytisk ramme eller introduktion i dit essay eller kapitel om den grønlandske elite og kulturmødet mellem Grønland og Danmark:

Analytisk ramme: Ducs brug af Bourdieu og Foucault i lys af Burkes hybridization

Marine Ducs ph.d.-afhandling trækker i høj grad på teorier af Pierre Bourdieu og Michel Foucault for at afdække, hvordan sociale positioner formes og opretholdes i relationen mellem Grønland og Danmark. Bourdieu bidrager med begreber som social kapital, habitus og felt, der hjælper med at forstå, hvordan den grønlandske elite bygger og fastholder magtpositioner gennem internalisering af kulturelle normer og strategier – typisk ofte præget af dansk kulturel dominans. Foucaults fokus på magt og diskurs åbner op for at analysere de mere usynlige og institutionelle magtdynamikker, der regulerer elitegruppens adfærd, muligheder og identitetsdannelse.

Peter Burkes begreb om “hybridization” supplerer disse kritiske tilgange med en mere deskriptiv forståelse af, hvordan kulturelle identiteter i praksis skabes i mødet mellem forskellige kulturer. Hvor Bourdieu og Foucault primært retter opmærksomheden mod magtstrukturer og regulering, tilbyder Burke en ramme for at se identitet som et fleksibelt og sammensat fænomen — et produkt af kulturel sammenblanding og gensidig påvirkning.

I relation til den grønlandske elitesituation adresserer Burkes hybridization, hvordan eliten ikke blot er danskpræget, men samtidig en kulturel hybrid, der forhandler sin tilhørsforhold både til grønlandsk oprindelighed og dansk kulturarv. Denne hybriditet gør det muligt at forstå eliten som brobyggere med adgang til dannelse og ressourcer i Danmark, men også som aktører, der befinder sig i en kompleks position mellem forskellige kulturelle og politiske verdener.

Ved at kombinere Ducs brug af Bourdieu og Foucault med Burkes hybridization opnår man en dybere indsigt i, hvordan sociale og kulturelle magtforhold former eliteidentiteten, samtidig med at man anerkender identitetens dynamiske og flydende karakter. Denne dobbelte teoretiske tilgang tillader en nuanceret analyse af, hvordan magt og kultur sammen skaber elitestrukturer og positioner, som både er indlejret i en historisk kolonial kontekst og i nutidens globale kulturmøder.

Hvis du ønsker, kan jeg også hjælpe med at udbygge eller konkretisere teksten med eksempler fra Ducs afhandling eller forslag til, hvordan denne ramme kan knyttes til konkrete temaer i din analyse. Skal vi gå videre med det?

God idé

Det glæder mig, at du synes, det er en god idé! Hvis du ønsker, kan vi tage næste skridt og eksempelvis:

Udfærdige et mere uddybende afsnit, der integrerer konkrete eksempler fra Marine Ducs ph.d.-afhandling, som illustrerer hendes brug af Bourdieu og Foucault, samtidig med at vi kobler det med Burkes hybridization.
Udforme forslag til, hvordan du kan anvende denne analytiske ramme i dit videre essay eller kapitel om den grønlandske elite og dansk grønlandspolitik.
Eller jeg kan hjælpe med et udkast til en introduktion eller sammenfatning, der elegant binder de tre teoretiske perspektiver sammen.

Sig endelig til, hvilken retning du foretrækker, eller om du har specifikke punkter, du vil have fokus på!

MIn artikel : “Til forræderiets teori” (Oversættelse af Enzensberger)

“Til Forræderiets Teori” – af Hans Magnus Enzensberger

by Mikael on April 18, 2024 in Uncategorized • 0 Comments

Demoktati:

Hvem skal beskyttes: Individet mod systemet – eller omvendt?

Til forræderiets teori
Af Hans Magnus Enzensberger

‘

Oversat af Mikael Hertig Januar 2024
© Hans Magnus Enzensberger, Suhrkamp Verlag 1963 og 1974

Forord

Da Hans Magnus Enzensbergers¹ bog “Politik und Verbrechen” udkom i 1963 bestående af ni essays, var flere af dem allerede udgivet andetsteds på forhånd. De otte første essays er fortællinger, hvor de dunkle sammenhænge mellem et regime og dets forbrydelser udrulles. Det niende er tænkt som en mere abstrakt opsummering, en reflekterende og undrende konklusion.

Denne oversættelse handler om det niende essay. “Zur Theorie des Varrats”².

Bogen udkom i 1964, fint oversat af henholdsvis Per Øhrgaard (de første otte essays) og Mogen Boisens (det sidste essay, der samtidig også blev udgivet i tidsskriftet Vindrosen).

Jeg henvendte mig i sommeren 2023 til Suhrkamp Verlag i Frankfurt for at foreslå en ny oversættelse af det sidste essay, “Zur Theorie des Verrats“. Begrundelsen for henvendelsen var, at jeg gennem min oversættelse ville gøre sproget lidt lettere tilgængeligt og mere nutidigt.
Jeg fik det venlige svar tilbage, at det syntes de for så vidt var en god idé. Samtidig understregede forlaget, at hvis der udelukkende ville blive tale om en elektronisk, ikke en trykt udgivelse, ville der i der ikke være tale om noget ophavsretligt problem.

Der er flere grunde til, at en ny oversættelse er passende. Sproget har ændret sig, og der er brug for et tillæg om brugen af betegnelsen “terror“, både i dansk lov og i de igangværende konflikter rundt om på kloden.

Det kan måske undre, at Enzensberger ikke kom ind på det tema. Det skyldes den senere udvikling, for den nuværende måde at bruge termen “terror” på kom først til for alvor i brug efter intifadaen i 1987 og angrebet på tvillingtårnene 9/11 2001. Min indledning indeholder et fyldigt afsnit om “terror” i dansk og vestlig strafferet.

E-bogs- og pdf-formaterne indebærer den fordel, at links kan aktiveres direkte, og at der meningsfyldt kan skelnes mellem fodnoter og slutnoter.

Indledning

ved Mikael Hertig 2024

Magt korrumperer. Magthavere vil beskytte deres position med næsten alle til rådighed stående midler. Sådan var det under feudal- og enevælde, og sådan vil det muligvis altid være. Med de såkaldt frie forfatningerts magtadskillelseslære skulle der være tilkommet en beskyttelsesmekanisme mod myndighedernes skalten og valten med det enkelte individ efter forgodtbefindende. Med overgangen til frie forfatninger og konstitutionelt styre skulle der opnås en større retfærdighed.

Alle lande med skriftsprog og noget, der ligner pengevæsen, har domstole. Traditionel strafferet (sædvaneret) har regler, der forbyder traditionelle lovovertrædelser. Drab, vold og tyveri straffes efter gældende regler. Forræderi derimod handler om straf eller ekstra straf for at gøre oprør mod det eksisterende regime, uanset om det er Hitlers naziregime eller demokratisk.

Straf or oprør, forberedelse til oprør, sammensværgelser, og brud på hemmeligholdelsesregler skulle man tro skulle stride mod i det mindste en del af demokratiets fundamentale spilleregler, alt efter kontekst.

Enzensberger undrer sig over disse herskernes selvbeskyttelsesreglers fortsatte eksistens og deres karakter.

Hvad har de at gøre i dag? Hvori består deres mystiske karakter? Kan de afmystificeres, afskaffes eller reduceres, og hvorfor ikke?

På rent dansk grund ser vi politiske skandaler og sager, der har klar berøring med Enzensbergers essay fra 1964. Helt oplagt er de nu opgivne retsssager omkring det samlede danske efterretningsvæsen mod bl.a. Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen. På samme måde må man også se på retssagen mod Samsam, og Enzensbergers analyse lægger op til et helt andet syn på dem.

Man kan undre sig over, at Enzensberger ikke inddrog forbrydelser med “terror”-karakter i sin analyse. Men den nuværende måde at bruge terrorbegrebet på i national ret er af nyere dato, og den genfindes kun yderst sporadisk i folkeret og international lov.

De nuværende danske sigtelser (vinter 2023/24) mod herværende borgere for at sympatisere med terrorbevægelser hører afgjort til som holdningsforbrydelser kort efter et ret omfattende diskussion om forbud mod nedværdigende behandling af hellige skrifter. Kernen i diskussionen om den lovgivning var indgreb i ytringsfriheden. Tilstedeværelsen af regler, der forbyder sympati med politiske “terrorbevægelser” har ikke givet anledning til anfægtelser i den anledning. Tværtimod er alle, som Enzensberger tørt konstaterer, enige om, at forræderi ³ og tanker om forræderi skal være strafbart.

Sådan har det været siden romerrettens tolvtavlelov. Giver det nogen mening i et demokrati? Er det nødvendigt, og i givet fald i hvilken udstrækning? Det er den diskussion, Enzensbergers artikel åbner plads til. På samme måde åbner han også for en diskussion om hemmeligheder og brud på dem.

Tags: forræderi, polvending, tolvtavleloven, majestætsfornærmelse, projektion, herskertabu, loyalitet, Montesqieu,
holdningsforbrydelse, paranoia, projektion, statshemmelighed, revolution, Dreyfus, Goebbels, terror.

Franz Kafka Sort/hvidt portræt en face

Sort hvidt portræt af Franz Kafka

Franz Kafka

Til forræderiets teori

“Vore love er ikke almindeligt kendte. De holdes som hemmeligheder for den lille gruppe af adel, der styrer os… Det er en tradition, at de eksisterer og er betroet adelen som hemmeligheder. Det er mere end en gammel tradition, og de er troværdige på grund af deres alder. De er ikke kendte og kan ikke være det, fordi karakteren af disse love også kræver, at deres eksistens hemmeligholdes.”

Franz Kafka: https://de.wikisource.org/wiki/Zur_Frage_der_Gesetze.

1 Forræderne er de andre.

Ingen ønsker at være forræder. Uanset, hvem lovgiveren er, uanset i hvilke samfundsmæssige vilkår de fleste lever under, er næsten alle overbevist om, at de ikke fortjener den betegnelse. Lige så fast er troen på, at der findes forrædere, og at disse fortjener den strengeste straf. Måske bør de helst straffes med døden; i hvert fald bør de straffes med den hårdeste straf, lovgivningen tillader.

2Enhver som forræder.

Denne overbevisning er værd at bemærke. Den står i åbenbar modsætning. til de historiske erfaringer, som enhver kan indsamle i sin levetid. Spørger man om, hvad forræderiets væsen egentlig er, kan næppe nogen af de overbeviste svare på det.

Hvis vi for øjeblikket er styret af den retspraksis, der har været gældende de fra 1934 til1964, i hvert fald på det europæiske kontinent, er der ingen tvivl om, at næsten enhver indbygger på et tidspunkt i sit liv i statsmagtens øjne har været en forræder. Stiller man spørgsmålet om, hvad forræderi er eller bør være, vil næppe nogen af de overbeviste formå at kunne svare på det. Men ved siden af det kan vedkommende orientere sig foreløbigt om periodens faktiske retspraksis på det europæiske kontinent.
Næsten hver eneste indbygger på dette fastland har på et tidspunkt været forræder i statsmagtens øjne. Ganske vist er ikke alle disse forræderier blevet opdaget, retsforfulgt eller straffet. Det ville have været for høj en pris at affolke vores verdensdel.

3 Forræderiets uundgåelighed.

At godkende beviser tager sig ud som en så almindelig kendt, overflødig fremgangsmåde, som alle og enhver umiddelbart kan bifalde. At fastslå, at alle og enhver kan være forræder, rækker dog ikke. Det er tilmed afgørende for begrebets logik, at enhver under visse betingelser må kunne dømmes for forræderi. Blandt forrædere (her menes altid i den teknisk-juridiske betydning af ordet) bestod eksempelvis de samlede befolkninger i Norge, Holland, Frankrig, Grækenland og Jugoslavien under den tyske besættelse af disse lande. Uanset hvilken regering den pågældende holdt med, ville der samtidig være en anden, i hvis øjne han begik forræderi. Lignende spejlede tvangssituationer så vi i alle de delte lande, eksempelvis siden 1948 i Tyskland.

4 Forræderiets dialektik.

Enhver radikal ændring i herskerforholdet gør millioner af mennesker til forrædere, set ud fra de tidligere magtforholds synspunkt. Fremgangsmåden, kan kaldes en juridisk polvending⁴ Den, der ikke før var forræder, bliver nu potentiel forræder, og omvendt. Kun skiftet fra den hidtil opretholdte umiddelbare position i form af en lynhurtige tilpasning til den nu nødvendige kan beskytte den enkelte mod denne forandring. Den, som ikke vil gå for at være forræder, må med det samme forråde sin hidtidige position.

Den 8. marts 1943 blev den femoghalvfjerdsårige pensionist Wilhelm Lehmann i Berlin dømt til døden i Berlin for at have planlagt højforræderi. Han havde på en toiletvæg skrevet:: “Hitler, du massemorder, du skal myrdes.”Ti år senere ville det have i nærheden af en forræderisk handling, hvis man havde udtrykt det modsatte.

En polvending i modsat retning skete i Spanien. Margaret Boveri ⁵ fortæller, at ordet “loyalist” fra 1936 til 1945 havde betegnet “republikanere”, mens det i 1964 i USA blev vendt til at betegne tilhængere af Francoⁱ. En tilsvarende polvending gælder naturligvis også begrebet forræderi. Tilsvarende eksempler findes der nok af. De forskellige faser af Algeriets konflikt har på et tidspunkt mellem 1954 og 1962 formelt gjort enhver til forræder. Det samme gælder indbyggere i alle afrikanske og asiatiske lande, som med vold har befriet sig fra kolonialismen, for ikke at fortie Sovjetunionens historie under stalinismen.

5 Fra romertiden

Under disse omstændigheder kan det undre, at man overhovedet kan hævde forræderiets gerningsindhold som juridisk praksis.

Hvad der stikker under, er der næppe nogen, der ved, mindst af alt den mest voldelige og den mest ivrige til at opfordre til forfølgelse. Selv de professionelle jurister er ikke i stand til at opklare sagen sagligt. De indskrænker sig til den mest formelle udlægning af de mest entydige lovtekster.

I påfaldende modsætning til denne almindelige rådvildhed står den uhæmmede ophidselse over forræderen sammen med den uindskrænkede beslutsomhed til at pålægge ham de strengeste sanktioner. Forestillingen om forræderiets strafbarhed er så indgroet, at den ikke kan rystes af nogen historisk erfaring. Den er så irrationel, at den ser ud til at være hævet over enhver bevisførelse og enhver tvivl. Forestillingen beror på den langvarige tradition, og de romerretlige⁶ rødder. I virkeligheden havde Europas ældste retskodeks, den romerske 12-tavlelov ⁷, allerede en forræderi-bestemmelse, perduellio ⁸. Den højeste retsinstans i Rom var en specialdomstol, der kun havde til opgave at pådømme forræderi ( duumviri perduellionis )]

6 Forræderi som majestætsfornærmelse (Laesa maiestatis)

Den romerretlige kerne i 12-tavlelovens bestemmelse.
Lovovertrædelsens mystiske kerne er formørket i Tolvtavleloven, som det er tilfældet under alle republikanske, endsige demokratiske, forfatninger. I kejsertiden og romerretten fremstår den som ny.

Forræderi hedder fortsat crimea maiestatis (se artikel) eller laesa maiestatis. en terminologi, der er blevet videreført i hele den europæiske retshistorie. Den engelske Treason Act fra 1351 ⁹, der fortsat gælder, betragter det som højforræderi “to compass or imagine the death of the King, the Queen or their eldest son or heir” dvs “at forberede eller forestille sig drab på kongen, dronningen eller deres ældste søn eller arving“.

Tilsvarende bestemmelser genfindes i alle europæiske monarkier, således også i §§ 80 og 81 i den første tyske straffelov, som hjemler dødsstraf mod kejseren eller fyrsten til den, der truer dem med mord eller mordforsøg. Laesa Maiestatis lever videre i det nittende århundrede som majestætsfornærmelse. Slægtskabet mellem majestætsfornærmelse og forræderiske handlinger er klart, og skelnen mellem dem fremgår af processen i 1872 mod den tyske socialistleder August Bebel ¹⁰.

I Vesttysklands lovgivning var mord på statsoverhovedet rykket i baggrunden som forræderi¹¹. Alligevel savnes bestemmelsen ikke i nogen lovgivning. Den må ikke fejle, for den udgør forræderiets grundtanke. Det tyske ord “verraten” har, efter oplysning fra (andre) tyske etymologiske ordbøger grundbetydningen: “at træffe en beslutning om at ødelægge nogen”.¹² Denne nogen er ingen anden end indehaveren af magten.

7 Herskertabuet og dets dobbelte betydning

Forræderiets romerske og irrationelle kerne er et magisk forbud, hvis oprindelse må søges hinsides al anden skreven ret og som må karakteriseres som herskertabuet ¹³. Overtrædelsen af dette tabu kommer meget tydeligt til udtryk i det romerske ord for forræderiⁱⁱ, laesa¹⁴.

Tabuet er genkendeligt som etberøringsforbud. Bestemmelsen beskytter en person, som ikke må antastes. Vedkommende er beskyttet mod enhver aggression. Men tabuets egentlige funktion ligger dog i dets dobbelte betydning. Herskertabuet beskytter ikke kun herskeren mod de beherskede, men lige så meget de beherskede mod herskeren.

“He must not only be guarded, he must also be guarded “against” “ (Frazer J G: “the Golden Bough Part II, Taboo and the Perils of the Soul”, 3 ed. London 1911, p 192ⁱⁱⁱ.

Dette dobbelte formål operationaliseres gennem et yderst indviklet system af forskrifter. Deres fuldkomne symmetri og gensidighed er beundringsværdig.

Tabuet er rask væk magthaverens betingelse og mulighed for at kunne udøve magt. Det beviser de ekstremt hårde straffe, der følger med. Det alene indestår for herskerens sikkerhed såvel de beherskede. Den neutraliserer dødstruslen både for den ene og den anden side.

Den egentlige substans i herskerens magt menes at være hans mana, en magisk “urkraft”, der etablerer tabuet og gør berøring farlig. Manaen giver ligesom en transformator mulighed for gradueringer og dermed formidling mellem magthaveren og de befolkningen.
På den måde kan en underordnet eller rådgiver med mindre mana uden risiko berøre herskeren og på sin side berøre sine egne undergivne. Denne forestilling åbner mulighed for dannelse af hierarkier. Det er karakteristisk ved tabuet er endelig også dets overførbarhed. På sin vis kan det spredes af sig selv.
Hvad en hersker har berørt, bliver tabu, set fra hans side. Her gælder princippet om sammenhæng. Det er et særkende for magisk tænkning generelt. Freud har henvist til ligheden med association. For forræderiet er dette princip forblevet bestemmende. Det handler om “skyld ved association” (guilt by association), og vi møder den fortsat i juridisk sprogbrug, når det angår forræderi.
Men jo mere herskeren befæster sin position som hellig, des mere svækkes gensidigheden, som så ikke længere kan påkaldes. Erosionen bliver stadigt kraftigere. Denne proces kan detaljeret eftervises i lovgivningen. Fra nu af retter forræderiet sig mod de regerede, mens herskerne er dem, forræderi-bestemmelserne beskytter.

8. Forræderi som helligbrøde

Tilkomsten af ikke-kultisk religion¹⁵ ændrede relationen mellem magthaver og folk. Mellem guder og konger havde der bestået et særligt forhold, hvor de beherskede ikke deltager. Indvielsen træder i stedet for manaen, urkaften. Magten selv bliver sakral, hellig. At volde skade på magten nærmer sig helligbrøde.

Allerede i kejsertidens Rom var forræderi og helligbrøde to sider af en og samme sag. De blev kaldt laesa maiestas og laesa maiestas divina. I stedet for krænkelsen af det religiøse tabu, som hævner sig selv som erkendt synd, indtræder den sekulære magts forfølgelse. Enevældens herskermagt og guddommelighed forenes, så forræderi og kætteri klasker sammen til ét og det samme. I romerretten gjaldt bekendelse til kristendom på et tidspunkt som majestætsforbrydelse (crimen maiestatis), det vil sige som forræderi. En sindsstemning er altså tilstrækkelig til at påføre den kejserlige majestæt skade.

Denne udviklings rækkevidde ligger på den flade hånd. Herskertabuet bygger på dobbeltbetydningen; men helliggørelsen af magten bringer dets eneposition i fare. En rest heraf forbliver altid tilbage, indlejret i loyalitetsbegrebet. Enten beror den på gensidighed, eller slet ikke. Det kommer institutionelt til udtryk i edsaflæggelsen. Den giver kun mening, når den er gensidig¹⁶. Ved sådanne forbindelser, som har overlevet i lange tider gennem feudale systemer, påkalder feudalherren sig tabuets dobbelt-betydning.

Feudalherren er til enhver tid i lige så høj grad i stand til at begå forræderi som sin vasal; han er teoretisk set underlagt de samme sanktioner som sin vasal, hvis han bryder sin ed. En tilbagevenden til den tidligere tilstand kan man knap nok juridisk forestille sig, om end den teoretisk kan tænkes. Romerrettens tabu, som bygger på forræderiet som begreb, bliver til et redskab for herskeren.

9 Tabuets udflydende karakter og dets videre udbredelse

“En regering behøver kun at lade det stå uklart, hvad forræderi er, og den bliver til et despoti.”^iv. Tager man Montesqieus¹⁷ observation på ordet, så finder man næppe nogen regering, som er fri for despotiske træk. Forræderi har fra begyndelsen en indlejret tendens til at blive spredt ud. Tabu-karakteren gør forræderiforbudet effektivt. Samtidig giver det mulighed for at udvide den hidtidige lovovertrædelse efter forgodtbefindende gennem analogier. Den udflydende karakter er ikke nogen tilfældighed. Tværtimod udgør den netop forræderitabuets anvendelighed i styrets tjeneste. Selv i romerretten var tabuets kerne forbuddet mod at dræbe herskeren, så overgroet af sekundære og tertiære forseelser, at sammenhængen til det blev næsten usynlig.

På Justinians ¹⁸ tid omfattede forræderi ikke kun alle lovovertrædelser mod det romerske folks sikkerhed og ære, men også desertering, kritik af tronfølgen, besættelse af offentlige steder, befrielse af fanger, forfalskning af offentlige dokumenter og ulovlige edsaflæggelser; forsæt alene rakte til straf. Forrædere blev halshugget.

Den olielækageagtige spredning af lovovertrædelserne førte i sidste ende til, at juristerne næsten undlod at kodificere, hvad der ikke var forræderi. Ikke-forræderi var: Den, som restaurerede en forvitret kejserstatue; den, som omsmeltede en ikke-indviet statue af metal; den, som forsætligt smed en sten efter en sådan statue. Mere graverende var forræderi som holdningsforbrydelse¹⁹. ‘Holdningsforbrydelse‘ bredte sig ud over hele Europa og har ført til monstrøse resultater allerede i senmiddelalderen og renæssancen.

Henrik VIII af England havde for eksempel to døtre, der hver især kunne gøre krav på tronen. Følgende gjorde sig skyldige i forræderi: ifølge en lov af 1534, hvem der tvivlede på Marys krav eller anså Elizabeths krav for at være legitimt, ifølge en lov af 1536, hvem der repræsenterede et af disse krav; Endelig, ifølge en lov fra 1543, hævder enhver, der tvivlede på en af disse.

Forræderi-tabuet bliver her håndhævet på gennemført på helt igennem moderne vis: Herskeren definerede vilkårligt og ensidigt, hvem der skal betragtes som forræder. Det modsvarer ganske nøjagtigt til de nuværende magthaveres fremgangsmåde. De fastslår lige så vilkårligt hvilke afvigelser fra den officielle doktrin, der skal gælde som forræderi. Forræderiet bliver så at sige påtvunget forræderen uden nogen handling fra hans side.

Den udpegede bliver til en “objektiv fjende”, som det hedder på stalinismens sprog. Kredsen af disse objektive forrædere kan ikke kun udvides grænseløst gennem nye definitioner af forbrydelsen. Den udvider sig gennem videre udstrækning af tabuprincippet af sig selv .Som “uantagelig, som en security risk, som potentielle forrædere gælder ikke kun forræderes slægtninge, venner og bekendte, men også alle, der har kendskab til en dømt forræders dom eller som formoder det og ikke er gået imod. Forbrydelsens magiske smittekarakter afsløres i udtrykket “kontaktperson” [sympatisør?]

Tabuets funktion som magthaverens instrument og ikke som nødvendig følgesvend eller degenerationsfænomen. ligger deri, at enhver person og enhver handling kan udnævnes som forræderisk.

10 Paranoid struktur.

Straffenes bestialitet udtrykker, i hvilket omfang herskerne føler deres magt truet: Spredningen af forræderidomme fra at rive den levende forræders tarme ud, skære dem ud i fire stykker var almindeligt i den kristne middelalder, Men også sproglige omskrivninger som “særbehandling²⁰” i koncentrationslejrene²¹, udtrykker i hvilket omfang herskerne ser deres magt truet²².

Jo mere gensidigheden i det gamle tabu svinder, desto færre kan føle sig sikre. Fordi enhver handling fra en af disse undersåtter virker truende for dem, reagerer de med en modtrussel om at straffe enhver handling, ja en hvilken som helst følelse, som forræderi. Man kan ikke forudsætte loyalitet i de tilfælde, hvor den er fremmed for herskerne. Magthaveren føler sig hele forfulgt og udleder deraf, at han må retfærdiggøre sin forfølgelse af andre. Konsekvensen er en circulus vitiosus, et cirkelbevis.

Dette skema, denne forræderiets struktur og dets bekæmpelse udviser, der er kendt fra psykiatrien:paranoia .

Et klassisk vidnesbyrd om denne tilstand leverer den arabiske lærde Batuta fra sit ophold i ved hoffet hos Sultanen i Delhi, Muhammed Tughlak. Han gengiver følgende argumentation:

“Idag er der flere dårligere og opsætsige mennesker. Jeg straffer dem på den blotte mistanke eller formodning om deres rebelske og forræderiske hensigt, og jeg straffer den mindste anelse om ulydighed med døden. Det vil jeg blive ved med at gøre, til jeg dør, eller indtil folk opfører sig anstændigt og opgiver oprør og ulydighed…Jeg straffer de folk, fordi de alle på samme tid er mine fjender og modstandere”.

Efter paranoiaens logik er ingen uskyldige, kun de, som endnu ikke er blevet overført til forræderkategorien endnu, altså maskerede forrædere. Overalt lugter de maskerede forræderes sammensværgelser. Det handler kun om “at afsløre dem, at rive maskerne af“. Det er sproget i Hitlers “Völkischer Beobachter”. det er sproget i nutidens kinesiske presse overfor antikommunismen.

Til bekæmpelse af henholdsvis det paranoide “verdenssammensværgelses-” vrangforestillingssystem er modsammensværgelse nødvendig. Et tilrettelagt spejlet system kommer til syne.overalt, hvor forræderitabuet bliver herskerinstrument. Et organiseret spionvæsen træder alle vegne, hvor forrædderi bruges som herskerinstrument. I Tiberius’ tid fremkom der en sand forretning af professionelle meddelere , “delator ²³” . Det svarer til vore dages hemmelige politi. Det bliver den centrale politiske instans, som på den måde kan nå de fastsatte antal forekomster for registrering af mulige forrædere.

11 Projektion

En sådan forståelse af ‘forræderi’ imødegår den indvending, at den skulle være eftergivende overfor fjenderollen. I virkeligheden optræder den tilknyttede fjende i de retsforskrifter, der er relateret til forræderi, som den interesserede tredjemand, som har fordel af forbrydelsen; ja, man kan sige, at henvisningen til den tilknyttede, ydre modstander er nødvendig i lovgivningen. Det ske, uden at der tages noget hensyn til sandsynlighed.

Således ansås enhver handling, som vendte sig mod regeringens apartheidpolitik i Den Sydafrikanske Union²⁴ før afskaffelsen af apartheid, for højforræderi. Denne bandlysning begrundes med henvisning til Sovjetunionen. Ideen med denne kobling er, at sådant højforræderi skulle tjene USSRs interesser.

På sin side fortolkede Stalins regime enhver oppositionel handling som forræderi til fordel for de kapitalistiske magter. På samme måde udgjorde den tyske dolkestødslegende efter første verdenskrig den psykologiske forudsætning for forræderiprocesserne mod weimarrepublikken.²⁵

Da der til enhver kritisk følelsesmæssig ytring altid kunne findes en leende tredje vrimlede det i et hvilket som helst land med håndlangere. Det er paranoiaens logik.

Den psykologiske mekanisme, der virker her, hedder projektion. De uløste konflikter mellem magthaveren og den befolkningen sendes videre til en ydre fjende. Styrets indre trusler mod flyttes udenfor. Uden denne projektion ville forræderitabuet bryde sammen. Så snart dette gennemskues, fremgår det, at den forbandede ydre fjende ikke er anden end styrets indre selv. Frygtet og under forræderi-fordømmelsen står magthaverens indre modsigelser tilbage. Det er trusler, der kommer fra magthaveren selv. Højforræderi er ikke andet end det juridiske udtryk for revolution.

12 Revolution og forræderi.

Forræderi-tabuets magiske tendens til spredning når også dem, der bryder det. Historien om den revolutionære konspiration spreder sine frø overalt. Den ed, hvormed herskeren ønsker at beskytte sig mod forræderi, svarer til den ed, som konspiratorerne aflægger. Endnu mere ubarmhjertig end sin egentlige fjende bekæmper die revolutionære organisationer forrædere i egne rækker.

Dermed overføres den gamle ordens paranoide struktur til den nye, endnu før den har sat sig igennem²⁶. Fremragende eksempler ses i Netschajew s og de socialrevolutionæres sammensværgelse i zarens Rusland. Den strukturelle lighed med modstanderen, dvs. med det hemmeligt politi, er slående. Den muliggjorde et dobbeltspil som Asews, der netop derfor ikke blev genkendt, mens de kontrarevolutionæres fremtrædelsesform og metodik lignede dens til forveksling.

13 Nye forræderi-tabuer

Efter revolutionens sejr bliver præstationerne mod det ancien régime sikret på samme måde som det gamle regime tidligere havde gjort det imod revolutionen. Forræderi-tabuet bliver altså kun polvendt, ikke lagt til side.

Derved forsvinder dog imidlertid den centrale figur, som det indtil nu var baseret på: Den enevældige herskers suveræne tabu. Den suveræne herskers Mana forvandles til abstrakte “værdier”, “goder”, doktriner og til det anonyme statsapparats forvaltere. En enorm udvidelse af det potentielt strafbare forræderområde bliver konsekvensen. Tabuets tidligere sekundære aspekter træder i forgrunden: For eksempel nationalstatens territoriale integritet²⁷.

Fuldstændig nye berøringsforbud træder til. Som urørlig gælder den private ejendomsret til produktionsmidlerne, statspartiets “ledende linje”, de socialistiske erhvervede fremskridt, en races eller en klasses interesse. Under alle omstændigheder tjener tabuet de eksisterende magthaveres interesse.

Det borgerlige demokrati har gjort et forsøg på at genoprette forræderi-tabuets oprindelige gensidighed, og det endda med sine forskrifter om forræderi mod forfatningen. Disse forskrifter ( § 89 i den vesttyske straffelov, i dag §§ 84-91) inkluderer den mulighed, at statsapparatet selv kan forråde; de tabuiserer udtrykkeligt visse forfatningsgarantier mod magthaverne selv.

Imidlertid blev der kun fulgt op på et halvt dusin af de 150.000 indledte efterforskninger, som statsadvokaterne havde påbegyndt mod førende politikere. Det rækker til at blive dømt, hvis en arbejder gribes i at have uddelt kommunistiske flyveblade, men ikke, når den siddende indenrigsminister overfor parlamentet erklærer, at regeringens adfærd er eller har været uden hjemmel. Den, som opfordrer soldater til at nægte at arbejde med atomvåben, kan retsforfølges for forfatningsforræderi. Fire ministre under Adenauer har som nævnsmedlemmer stillet sig til rådighed for en organisation, som åbent gik ind for afskaffelsen af det parlamentariske demokrati²⁸. (Det såkaldte “Abendländische Akademie”); ingen har stillet dem til regnskab. Tabuets gensidighed forblev derved fiktivt. Faktisk optræder forræderiforbudet i lighed med tiden før alene som magtmiddel.

14 Statshemmelighed

Forbudet mod at udlevere statshemmeligheder²⁹ til en fremmed magt hører ikke til kernen af det gamle forbud mod forræderi. Selv det aspekt, som officiel propaganda udnytter mest, er helt perifert og går tilbage til en sen udvidelse af begrebet forræderi. I den ældre lovgivning spiller det ingen rolle. I den ældre angelsaxiske lovgivning hedder forræderi af statshemmeligheder overhovedet ikke forræderi (treason). Forbrydelsen hører ikke hjemme under forræderiloven (Treason Act), men under loven om statshemmeligheder. (“Official Secrets Act” fra 1889).

Sondringen mellem højforræderi og forræderi i tysk ret peger også på dets nyere oprindelse. Statshemmelighed og spionage som juridiske begreber er opfindelser fra slutningen af det nittende århundrede. De er født af imperialismens ånd. Deres sejrsgang indledtes i 1894 med Drefys-affæren.³⁰

Siden da er statshemmelighed blevet til et førsterangs magtmiddel.Dets præstationskraft er nærmest ubegrænset. Dets succes og popularitet skyldes, at de magiske ideer, der altid har været forbundet med tabuet om forræderi, fortættes ned til ét enkelt kompleks. I statshemmeligheden udkrystalliseres høvdingenes og præstekongernes mana håndgribeligt og immaterielt på én gang: det er simpelthen magtens hemmelighed. Dens tilstedeværelse fremkalder gys og ærefrygt, afkaldet på den hysterisk indignation. Aggression er ikke længere nødvendig for at overtræde tabuet.

Spørgsmålet når sit krympningspunkt, blot det bliver stillet. Dette er et niveau af begejstring, som ingen hersker før har nydt. Statshemmelighedens urkrafts mystik overgives dens indehavere. Afhængigt af graden af dens omfang immuniserer den dem. Indehaverne er derfor fritaget for at svare og er gjort uansvarlige i ordets egentlige forstand. Hvor mange statshemmeligheder en person kender til, afhænger af et fint tilpasset og indrettet, trinvist hierarki. Den almindelige befolkning har ikke del i hemmelighederne. Det vil sige, at de ikke har ret til at deltage i magtudøvelsen, at kritisere den og overvåge den.

15. Hemmeligholdelsestabuets smitsomhed og ubestemthed

Det hører til statshemmelighedens magiske karakter, at den ikke tillader nogen definition. Denne ubestemthed, ja også ubestemmelighed, som altid har været karakteristisk for forræderi-tabuet, er også et særkende for statshemmeligheden. Den udtømmer sin mening. Herefter er et gummistempel tilstrækkeligt til at erklære et sagsforhold hemmeligt. Men selve erklæringen er unødvendig og på ingen måde bindende. Den tyske retstilstand går konsekvent ud fra, at den officielle genkendelighed ikke nødvendigvis definerer hemmeligholdelsen. Også selv, når stemplet måtte mangle, kan hvad som helst gøres hemmeligt til enhver tid, også med tilbagevirkende kraft. Dertil kræves blot en enkel og ensidig afgørelse fra den ansvarlige myndighed.

Tabuet indskrænker sig heller ikke til statslige myndigheder som regeringsapparatet eller militæret. Efter tysk ret gælder hemmeligholdelsen også et partis udenrigspolitiske program, ja selv dets orientering og særpræg. Ifølge den såkaldte mosaik-teori i kan en sådan hemmelighed så at sige opstå gennem spontan sammenstilling, gennem simpel tilføjelse af informationer, hvoraf ingen er hemmelige hver for sig³¹.

Statshemmelighedens evne til at blive spredt er ubegrænset. Den når alt og alle, den kommer i berøring med.

Den, der bryder fortroligheden inficerer med den mistanke, han nedkaster over sig, også sine “kontaktpersoner”.

Retsprocessen mod ham er på sin side hemmelig. Hemmelig bliver også organisationer, der beskæftiger sig med beskyttelse hemmeligheder. Som hemmelig kan gælde, hvem der bærer hemmeligheder og hvem der ikke gør det. Men frem for alt er det hemmeligt, hvad der er en hemmelighed og hvad der ikke er det. Det er måske den egentlige statshemmelighed. I den tyske lovgivning bliver det skjult ved en særlig beskyttelsesforskrift. Gennem den kan man se velsignelsen af det samlede system.
Den straffer enhver, der “forsætligt tillader kendsgerninger, genstande eller nyheder om dem, som er falske, forfalskede eller usande, men som ville være statshemmeligheder, hvis de var autentiske eller sande, at blive videregivet til en uautoriseret person som ægte eller sande eller at gøre dem offentligt kendt.³²“.

Med straf trues således statshemmeligheder, som ikke er der. Det rækker, at det kunne have været hemmeligheder. Tabuet inficerer sin negation. Dermed er systemet sømløst. Indtræffer et tilfælde p, så er ikke bare et udsagn om det q forræderi, så gælder også q som forræderi, men også negationen ´p’, Med udsagnslogikkens omhu forhindres dermed enhvert tænkeligt udsagn om vilkårlige sagsforhold. Passer sagsforholdet ikke til p’, så gælder det samme.

16. Projektion endnu en gang

Det advarselssystem, som hemmelighedstabuet har udviklet, udviser paranoiaens logik i dens klinisk renhed. “Tankeaftapningen”, den aura af mystik, som patienten føler sig omgivet af, og fornemmelsen af at blive overhørt og overvåget er blandt de klassiske træk ved det kliniske sygdomsbillede. Derfor egner statshemmeligheden sig bedre end ethvert person-tabu til at udkrystallisere et advarselssystem. Systemets enorme succes skylder tak til en mekanisme, vi allerede har stiftet bekendskab med: projektion.

Hemmeligheds-tabuet begrundes og retfærdiggøres under alle omstændigheder med en ydre fjendes eksistens. Fjenden fremstilles som uendelig uvidende og nysgerrig. Mod ham rettes appellen til national solidaritet. Det er krigssituationen, der danner model for den situation. Først i den militære situation kommer statshemmeligheden til sin ret. Kun i militærhemmeligheden kommer statshemmeligheden til sin ret Da krig antages at være en permanent og total tilstand, kan enhver given situation indordnes under militære kategorier: Overfor fjenden skal alt betragtes som en hemmelighed, og enhver borger skal betragtes som en potentiel forræder.

Dette princips indenrigspolitiske ydeevner er indlysende. Det tabuiserer militæret som magthaverens redskab og unddrager befolkningen enhver form for kontrol. Den moderne krig omfatter alle livsområder og kan ikke isoleres fra samfundslivet. Det gælder alle tænkelige hemmeligheder, herunder også af militær karakter, uanset om det handler om våben eller ernæring, økonomi eller civilbefolkningens “moral”.

De, der håndhæver hemmelighedstabuet, gør det utvivlsomt ikke ondsindet, men derimod med god samvittighed og i den bedste mening.

Ikke bare ofrene, men også de, der skal håndhæve reglerne, bliver ofre for dette system af illusioner. Det forhold, at projektionen ikke kan gennemskues af dem, der bruger den, er netop det, der definerer dens funktion. At forvente Indsigt i tabu-illusionen af dens administratorer er ligeså svært at forvente som sygdomserkendelse hos en paranoid.

Ethvert erkendelsesaspekt af en oplysning forbigår deres opmærksomhed.. Ingen indsigt, uanset hvor klar den ellers måtte forekomme, kan overbevise dem. De forbliver i deres urealistiske forestilling. Enhver udtalelse om, at hemmeligheds-tabuet ikke primært er rettet mod den ydre fjende, men altid mod ens egen befolkning, kan forvente indigneret modstand. Der mangler ikke indicier på dette.

Offentligheden bliver først orienteret på det tidspunkt, hvor den ydre fjende allerede er gjort bekendt med den. I det mindste er det efter tysk lov underordnet, om fjenden allerede var orienteret på tidspunktet for offentliggørelsen eller ej. Den højeste domstol i Weimarrepublikken gjorde det endda strafbart at genoptrykke udenlandske publikationer om tyske forhold. Den udtrykte kun tabuets egentlige betydning: hemmeligholdelse af politiske anliggender, ikke for den ydre fjende, men for den indre fjende, nemlig befolkningen. Retssagerne mod Dreyfus, Ebert ³³ og Ossietzky ³⁴ samt spionprocesserne i det stalinistiske Rusland og forræderiprocesserne mod den tyske modstand i Det Tredje Rige var udelukkende rettet mod indenlandske fjender Ebert ] .

17. Spionagens mytologi – “fjenden lytter”

Billede fra 1940

Plakat: "Feind hört mit". Fjenden Lytter

Fjenden lytter

Plakat fra Tyskland 1940

Under anden verdenskrig indledte Goebbels ³⁵i Tyskland en propaganda-offensiv under mottoet: “Pas på, fjenden lytter”. På alle mure og reklamesøjler fremstod på gul baggrund en mand i silhouet. Figuren viser spionagens fantom. Jo mindre realitet fantomet har, des mere intenst tilbedes det. Det gælder også andre tabubeskyttede fantomer, som for eksempel ideen om suverænitet.

Spionage eller hemmeligheder har ikke spillet nogen udslaggivende rolle. Hitlers nederlag skyldtes ikke gennemrodning af papirkurve eller sedler med figurer, skrevet med usynligt blæk.Mata Hari og den hemmelige kurer i Orientekspressen hører til i den politiske sladders rige. Den traditionelle spionlegende tager med glæde vrangforestillingerne fra det officielle tabu op, populariserer dem og gør dem acceptable.

Spionage i den forstand har kun en mytologisk funktion:Den tjener det formål at fastholde statshemmelighedens indenrigspolitiske tabu. I det omfang den overhovedet besad nogen sand kerne, er den forlængst blevet til en anakronisme. Den har intet at gøre med det arbejde, stormagternes efterretningstjenester udfører. Det arbejde hører til den regulære militære rutine, på sin vis som en fjerde våbenart. Den udfolder sig sigende nok i en atmosfære af den yderste saglighed. Modstanderen holder sig til visse spilleregler, så man næsten kan tale om et samspil mellem fjendtlige tjenester Man tager fx fanger og bytter dem ved først givne lejlighed. Her mangler hysteriske eller paranoide kendetegn. Det drejer sig om et normalt, hele vejen igennem anset erhverv. De ledende hoveder i disse informations-, afværge- og planlægningsstabe er traditionelt fast overbevist om, at deres fælles anstrengelser helt og holdent tjener fredens sag.

De primære data, der derved bliver behandlet, kommer næsten udelukkende fra to kilder: først fra den normale indre informationsstrøm i det moderne industrisamfund, som kan flyder uhindret uden livsfare for sin side, og dernæst fra de observationer af modstanderen via fly- og satellitsporing. Spioner med mørke briller, deres sengehemmeligheder og skjulte mikrofoner er ikke længere noget nævneværdigt. Modspillet kommer fra eksperters habitus, overvejende fra matematikere og statistikere, spilteoretikere og andre fagfolk inden for databehandling. Hemmelighedsbegrebet har ingen plads i deres metodiske arbejde; hver af dem kender ikke alene nøjagtigt besked om modstanderen, han ved også, at denne viden beror på gensidighed.

Iøvrigt fører afskrækningsstrategien, som gælder uudfordret over hele verden dertil, at den nyeste oprustningstilstand (altså den militære hemmelighed par excellence) med pral i stemmen kan fremvises for modstanderen. For så vidt befinder denne strategi sig i absolut overensstemmelse med pacifistiske teoremer. Deres virksomhed beror på, at hemmeligheder bliver elimineret.

18 Forræderi som tegn på et systems tilstand

Man kan altså uddrage to følgeslutninger af den totale krigstrussel: At alt er statshemmelighed, eller at statshemmeligheder ikke længere findes. De to sætninger er på sin vis lige betydningsfulde; den ene slår over i den anden.

Jo mere nidkært statsmændene efterlyser statshemmelighederne, des mere ubønhørligt går de efter forræderiet af dem. Absurditeten er indlysende. Men selve tabuets karakter af vrangforestilling forhindrer dets opløsning.

Tabuet er uforeneligt med sandt demokrati. Politik må gøres offentlig, åben. Hvis de frihedsrettigheder, der er nedlagt i forfatningerne, skal garanteres, skal have nogen mening, så ligger den her.

_______________________________________________________________

Grønland – Instinuit

Fri tilknytning, Ulrik Pram Gad

Danmark bør støtte en anden ordning for Grønlands selvstændighed: “Fri tilknytning”

by Mikael on May 28, 2024 in EU, Grønland, Rigsfællesskabet • 0 Comments

Gavlbillede fra blok i Nuuk

Gavbilledet

En konkret “Free Association” model

Som Cook Islands forhold til New Zealand, siger Ulrik Pram Gad.‘

https://en.wikipedia.org/wiki/Cook_Islands

Som i al kolonialisme handler det om for kolonimagten at hævde overhøjheden over territoriet, og måske udsigten til fortsat økonomisk udbytte mens hensynet til befolkningen kommer i anden række.

Set i international politik-perspektiv

Geopolitisk bliver det stadigt mere skrøbelige danske afhængighedsforhold til USA mere og mere problematisk i geopolitisk sammenhæng.

Det giver meget mere mening at sammenligne med Cook Islands forhold til New Zealand.

I den situation er artikel væsentlig, fordi den peger på en mere attraktiv virkelighed end den tidligere, der især adresserede forholdet mellem USA og Puerto Rico.

I det lange løb er det Grønland, der har valget. Skulle Grønland vælge fortsat at være tilknyttet Danmark, skal vi i Danmark til at føre en politik, der i højere grad gør os fortjent til det.

https://www.diis.dk/en/research/free-association-between-self-government-and-dependence

https://www.knr.gl/da/nyheder/model-en-oe-i-stillehavet-er-et-interessant-bud

_______________________________________________________

Demokrati

Demokrati – noget vi drømmer om eller noget vi kæmper for at få?

by Mikael on November 12, 2023 in Alternativets demokratigruppe. • 0 Comments

Foto af Christiansborg set fra Frederiksholms Kanal

Christiansborg

Denne artikel er skrevet for at åbne en diskussion i Alternativet om demokrati. Dagsordenen er åben.

Hvis man ud i luften spørger, hvad “Demokrati” betyder, så vil dwt vælte ind med svar.

I Alternativet har vi udviklet ikke en ny ideologi, men et værdigrundlag for et ideelt samdund for menesker at leve i.

Det kan man blandt andet læse om her:

https://alternativet.dk/der-er-et-alternativ/ny-politisk-kultur-sadan-vil-vi-lede-danmark/det-nye-folkestyre

Lad os bare for at komme i gang lade min gamle lektor, nu professor emeritus’Palle Svenssons artikel komme frem her.
Der er ikke læsepligt, men for sjov har vi her noget, man kan vende tilbage til:

Det store indledende spørgsmål:

1: Magtens tredeling og demokrati som noget, vi har (haft siden 1849) ?

2: Demokrati som det ideelle samfund: Hvilke kræfter kommer på tværs?

3: Idealtyper:

Socialisme og det store, altfavnende fællesskab
(marxisme og samfundshistorie, produktivkræfter og kapital)

Liberalisme og borgerligt demokrati.

Er Danmark et demokrati i dag? Er vores politiske system ideelt?

https://denstoredanske.lex.dk/demokrati?gclid=EAIaIQobChMIjdi21LO_ggMVKoRoCR3uFg08EAAYAiAAEgKobfD_BwE

Artiklen er gengivet nedenfor i sin helhed:

Palle Svenssons artikel om Demokrati

Demokrati er folke-styre. De to bestanddele i denne definition, folk og styre, er gennem tiderne blevet fortolket meget forskelligt.

Faktaboks

EtymologiOrdet demokrati kommer af græsk demos ‘folk’ eller ‘pøbel’ og kratos ‘magt, herredømme, vælde’.

Også kendt somfolkestyre, folkevælde, folkeligt selvstyre

Demokratiet i antikkens Grækenland

Ordet demokratia blev første gang anvendt af grækerne i slutningen af 500-tallet f.v.t. som betegnelse for en ny organisering af det politiske liv. På samme tid begyndte grækerne at omtale to værdier i deres politiske liv, som byggede på lighedsprincippet: alle mandlige borgeres ret til at tale i den styrende forsamling, isegoria, og lighed i politiske rettigheder, isonomia. Den militære baggrund for denne nyskabelse var det nye våben, galejen, store robåde med vædderstævn. Dette våben krævede et stort øvet og modigt mandskab, som var stærkt motiveret, fordi i åben kamp så overlevede kun hver anden båd-besætning deres første væddering.

Efterhånden som den forsamling, hvor folket mødtes for at drøfte offentlige spørgsmål, blev opfattet som den suveræne myndighed, synes demokrati at have vundet indpas som betegnelse for den nye styreform.

Athens demokrati

Athens demokrati blev indført af Kleisthenes i 507 f.v.t., idet magtens centrum blev flyttet fra valgte embedsmænd til folkeforsamlingen, folkedomstolen og et nydannet femhundredmandsråd. Samtidig blev der gennemført en opdeling af Attika i distrikter og kommuner og givet bestemmelser for deres deltagelse i statsorganerne.

Inden for de klassiske styreformer adskilte demokrati sig fra monarki og tyranni, som er karakteriseret ved, at én person styrer, og fra aristokrati og oligarki, hvor nogle få personer styrer.

Hvem havde stemmeret?

Hvem folket, demos, omfatter, har givet anledning til megen strid og varieret fortolkning. Såvel i det klassiske Grækenland som i moderne tid har man udelukket nogle personer som ukvalificerede. Til alle tider og i alle samfund har man udelukket børn, men grænsedragningen mellem børn og voksne har været omstridt.

I det athenske demokrati udgjorde folket kun et mindretal af den voksne befolkning, idet ikke blot slaver og kvinder var udelukket, men også frie fremmede, dvs. fastboende uden athensk statsborgerskab, metoikerne. Det er først i 1900-tallet, at folket ud fra princippet om almindelig valgret er blevet defineret som stort set alle voksne statsborgere.

Den direkte deltagelse

Hvad det vil sige, at folket styrer, har der også været forskellige opfattelser af. I det klassiske Grækenland og frem til slutningen af 1700-tallet var demokrati forbundet med folkets direkte deltagelse i den politiske beslutningsproces.

Demokratibegrebet var forbundet med bystaten, hvis begrænsede geografiske udstrækning og overskuelige indbyggertal gjorde det muligt at samle borgerne til drøftelse og afgørelse af offentlige anliggender.

Repræsentativt demokrati

Med fremvæksten af den moderne nationalstat blev denne styreform praktisk umulig, og demokratiseringen af store, folkerige nationalstater skete derfor gennem opbygningen af et repræsentativt demokrati, hvori folket vælger medlemmerne af et repræsentationsorgan med et eller flere kamre.

I et repræsentativt styre placeres den politiske autoritet eller myndighed, dvs. retten til at træffe bindende politiske beslutninger, helt eller delvis i en valgt forsamling. Oprindelig var udpegningen af politiske myndighedspersoner gennem valg et aristokratisk princip. Ved valg skulle de mest kvalificerede til myndighedsposterne udpeges. Det demokratiske princip for udpegning af personer til myndighedsposterne var derimod lodtrækning og rotation, idet alle borgere blev anset for at være tilstrækkeligt kvalificerede.

Repræsentativt styre før 1800-tallet

Elementer af folkestyre i form af repræsentativt styre var sparsomme før 1800-tallet, og hvor de fandtes, blev de ikke betegnet med ordet demokrati. Heller ikke i Schweiz, hvor man længe kombinerede elementer af direkte og repræsentativt folkestyre, blev ordet anvendt til betegnelse af styreformen.

Baggrunden var, at ordet og begrebet demokrati i Platons og Aristoteles’ ånd blev tillagt en negativ vurdering; det betegnede sammen med tyranni og oligarki en slet styreform over for de gode styreformer monarki, aristokrati og politeia. Demokrati blev opfattet som de manges styre i deres egen interesse, de fattiges herredømme over de rige uden hensyn til loven og helheden, kort sagt “pøbelvælde”.

Indtil slutningen af 1700-tallet blev demokrati og repræsentation anset for uforenelige størrelser. Denne opfattelse finder udtryk i 1762 hos Jean-Jacques Rousseau i Du Contrat social og findes stadig så sent som i den schweiziske forfatning af 1848.

Foreningen af demokratiet og det repræsentative styre

Med den amerikanske uafhængighed i 1776 samt den føderale forfatning af 1789 og med Den Franske Revolution samme år begyndte imidlertid en tilnærmelse mellem demokrati og repræsentativt styre, hvilket første gang fandt udtryk i Thomas Paines Rights of Man fra 1792. Foreningen af begreberne demokrati og repræsentation var imidlertid en langsom proces, som i første omgang fandt sted i USA og navnlig vandt frem efter 1828 med Andrew Jacksons demokratiske parti.

I Europa var det især de engelske utilitarister, der begyndte at kombinere demokrati og repræsentation, således James Mill i Essay on Government (1820); men det var frem for nogen Alexis de Tocqueville, der med bogen De la Démocratie en Amérique (1. del 1835, 2. del 1840) banede vej for en forening af begreberne.

Dette dannede fra midten af 1800-tallet baggrunden for udviklingen af den indtil da usete styreform: det repræsentative demokrati, hvor folket ikke direkte tager de politiske beslutninger eller kun undtagelsesvis i form af folkeafstemninger. Folkets hovedopgave bliver at vælge og kontrollere beslutningstagerne. Den militære baggrund for udviklingen af det repræsentative demokrati var, at våbenproduktionen blev effektiviseret og våbnene derfor billiger og derved blev det muligt at stille med større hære. Samtidigt betød jernbanen og bedre veje, at man bedre kunne transportere forsyninger til de større hære.

Denne forening af demokrati og repræsentativt styre finder klart udtryk hos John Stuart Mill i Considerations on Representative Government (1861), hvori han dog betoner repræsentanternes uafhængighed af vælgerne og nødvendigheden af en langsom og forsigtig udvidelse af valgretten.

Polyarki

Udviklingen af det repræsentative demokrati indebærer ikke blot en forening af demokrati og repræsentativt styre og en reduktion af den folkelige deltagelse, men også muligheden for repræsentation af forskellige anskuelser og interesser i nationalstater, som gennemgående er mere heterogene end små bystater. Den nye styreform, som udviklede sig gennem 1800- og 1900-tallet, er også blevet kaldt polyarki, fordi den spreder magten mellem konkurrerende partier og organisationer.

Demokrati i Danmark

Det danske demokrati eller polyarki er karakteristisk ved, at det er et repræsentativt styre med grundlovssikrede, individuelle rettigheder, dvs. personlig frihed samt politiske friheder som ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed, lige og almindelig valgret, hemmelig stemmeafgivning, forholdstalsvalg, etkammersystem og parlamentarisme. Denne styreform er indført gradvist og er resultat af såvel udenlandsk påvirkning som af debatter og kampe gennem generationer. Nogle skribenter har set tidligere tiders folkeforsamlinger og tingmøder som forløbere for senere tiders folkestyre.

Det danske demokratis historie

Det første brud med den enevældige styreform fandt sted i 1834, da der med De Rådgivende Provinsialstænder blev indført et første element af repræsentativt styre. Kampen for en fri forfatning blev ført af De Nationalliberale og Bondevennerne i 1830’erne og 1840’erne.

Junigrundloven af 1849 var et voldsomt skridt fremad, men betød langtfra overgangen til en demokratisk styreform. Den indeholdt en grundlovssikring af de individuelle rettigheder, en magtdeling mellem kongen og Rigsdagen samt en betydelig udvidelse af valgretten.

Afgørende for udviklingen af det danske demokrati blev i slutningen af 1800-tallet Venstres kamp mod Højre om folketingsparlamentarismen, dvs. anerkendelse af det princip, at regeringen skal sammensættes på en måde, der kan accepteres af Folketingets flertal. Regeringen hævdede derimod kongens ret til frit at vælge sine ministre. Det parlamentariske princip blev først anerkendt med Systemskiftet i 1901, og samtidig blev hemmelig stemmeafgivning indført.

Udviklingen i 1900-tallet

Det næste store skridt i Danmark fandt sted 1915-1920, dels med gennemførelsen af lige og almindelig valgret for såvel mænd som kvinder, dels med overgangen til forholdstalsvalgmåden. Den seneste demokratisering fandt sted i 1953 med afskaffelse af Landstinget og indførelse af mulighed for folkeafstemning.

I 1960’erne og 1970’erne omfattede det antiautoritære oprør blandt ungdommen, studenteroprøret, også en kritik af det repræsentative demokrati. En vision om et samfund med et demokratisk, snarere end et hierarkisk forhold mellem myndighederne og borgerne førte til forslag om et deltagelsesdemokrati, på engelsk participatory democracy, hvor borgerne i højere grad og på flere områder skulle inddrages i udformningen af de beslutninger, der former rammerne for deres tilværelse.

Forslag om brugerrepræsentation i offentlige institutioner, om decentralisering, såkaldt nærdemokrati, og forslag om udvidet mulighed for folkeafstemning kan ses som udslag af denne holdning til det repræsentative demokrati.

Socialt demokrati

Demokratiske idéer har fra den politiske styreform bredt sig til andre dele af samfundet. Med socialt demokrati sigtes der til en udvidelse af borgernes rettigheder fra det politiske til det sociale område, navnlig mht. retten til arbejde og social tryghed, uddannelse og sundhed, “velfærdsstaten”. Disse krav blev især fremført af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, men fandt i øvrigt i årene efter 2. Verdenskrig bred tilslutning i det danske samfund.

Økonomisk demokrati

Med økonomisk demokrati sigtes der dels til en reform af ejendomsforholdene, således at der vil ske en spredning af ejendomsretten til produktionsmidlerne, dels til en reform af ledelsesstrukturen på arbejdspladserne, således at medarbejderne selv vil kunne bestemme eller få afgørende indflydelse på, hvordan produktionen skal tilrettelægges. Socialdemokratiets forslag om økonomisk demokrati, ØD, og overskudsdeling, OD, i 1970’erne og 1980’erne mødte kraftig modstand fra borgerlig side og blev ikke gennemført.

Industrielt demokrati

Forslag om industrielt demokrati, ID, har derimod vundet indpas lidt efter lidt gennem bestemmelser om samarbejdsudvalg, medarbejderrepræsentation i aktieselskabsbestyrelser, sikkerhedsrepræsentanter mv., men en gennemgribende reform af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet har der ikke været tale om.

Demokratiets udbredelse

Mens demokrati frem til slutningen af 1700-tallet var et kontroversielt begreb, har det i tiden derefter vundet almindelig anerkendelse i form af repræsentativt demokrati. Stort set alle hævder, at de går ind for demokrati. Højst forskelligartede styreformer rundt om i verden ønsker at betegne sig som demokratiske, og demokrati synes i dag at kaste en særlig legitimitet over det politiske liv. Ofte er der dog ganske stor modstrid mellem ord og handling og mellem teori og praksis.

En fortsat demokratisering synes derfor påkrævet og kan i nutiden navnlig tænkes på tre områder:

Demokratiet, eller rettere polyarkiet, i nationalstaterne kan for det første udbygges dels ved i højere grad at inddrage borgerne i den politiske beslutningsproces, fx gennem folkeinitiativ, folkebegæring, borgerforslag og hyppige folkeafstemninger, og dels ved at udvide demokratiet til det økonomiske område.

Demokratiet kan for det andet udbredes til flere nationalstater, navnlig i Asien, Afrika, Mellemøsten og Latinamerika, hvor der stadig findes autoritære styreformer.

For det tredje kan demokratiet udbygges på det overnationale niveau i mellemfolkelige organisationer, fx i EU, som løbende kritiseres for at have demokratisk underskud.

_______________________________________________________________________________

EU og kemiske giftstoffer:

Det her kan Alternativet kun fordømme

Det burde ikke være nødvendigt at skrive det. Det er ikke viden, der mangler. Det er evnen til at sætte menneskeliv over vældige kapitalinteresser.

Reach

Kortlægningen har stået på siden med varierende hast, men der er langt mere viden i dag end dengang.

Vi er nu nået til et moralsk tipping point: Det lykkedes de konservative kræfter i EU at tillade giftige stoffers fortsatte udbredelse.

Information og Jørgen Steen Nielsen

Der er igen al mulig grund til at takke Jørgen Steen Nielsen for hans velafbalancerede, indsigtsfulde miljøjournalistik .

Jørgen Steen Nielsen

Jørgen Steen Nielsen
(Mogens Engelund foto)

_____________________________________________________________________

KOMMUNESTYRE

Kommunestyrets og selvstyrets nedsmeltning foregår lige nu

Når noget er ved at bryde sammen, og man ser det i slow motion, kan man naturligvis spørge, om man skal vente, til ruinhoben ligger tilbage, og røgen har lagt sig. Men det ser unægtelig ud, som om den centrale økonomistyring er ved at vinde en stor sejr over de opgaver, kommunerne skulle have kunnet løse. Retssikkerheden er gået bag af dansen, når det handler om de kommunale borgerrettede afgørelser, og nogle kommuner kan ikke længere fastholde et rimeligt serviceniveau, selv om de gerne ville. Kommunernes mulighed for gennem demokratiske valg selv at vælge skatteprocent og serviceniveau er for længst afskaffet, og reelt er der over det meste af det kommunale landskab dysfunktionel praksis tilbage indenfor store dele af daginstitutioner, skoler, ældrepleje og socialvæsen.

Der er derfor grund til at lade de hæse stemmer skrige op. Systemet er ved at smuldre, mens vi ser på det. Ingen er i stand til at forsvare det, og regeringens talsmænd glatsnakker.

Jo, der er nogle kommuner, der både har et nogenlunde tilfredsstillende serviceniveau, og der er nogle, der står sidst for, når tavlen er endeligt ryddet. Men helheden lider af iltsvind.

Begrebet ”det kommunale selvstyre” er en ret ny opfindelse, for selvstyret eksisterede i århundreder før begrebet blev opfundet nemlig i form af kirkernes opgaver. Og da det blev opfundet, så var det for at overlade det til regeringen at indhegne og lovgive om de tidligere underforståede ”kommunale” opgaver, som kirkerne stod for: undervisning, hospitalitet (pleje til syge, fattige og pilgrimme). Det kommunale selvstyre, der betegner de tilladte kommunale kerneopgaver, opstod som begreb, da statsmagten satte sig for ved lovgivning med videre at sætte grænser for, hvad sognekommunerne må og ikke må.
Skolerne på landet kom gradvist til i slutningen af 1700-tallet, og sognerådene, udskilt fra kirken, men med præsten som født medlem, blev til 1866. Selvfølgelig var der to forskellige spor i den kommunale udvikling: Købstæder og landsogne.

De oprindelige sogne brugte formentlig lidt af den kirkelige tiende til at løse sine serviceopgaver, men økonomien var ikke noget styringsmæssigt problem. Man løste i hvert sogn sine opgaver, så godt man kunne, med de forhåndenværende midler.

Ordet kommune blev først for alvor taget i brug omkring 1840, og begrebet først blev taget i anvendelse, da det langsomme angreb på det kommunale selvstyre (som vi nu kalder det), begyndte med grundloven af 1849. Hvis nogen bilder sig ind, at det kommunale selvstyre skulle være materielt sikret ved grundlovens § 82,, er det en fejltagelse¹.

Der er flere grunde til, at det er går så galt. Den statslige del af kommunernes finansiering er nødlidende på grund af mange års omprioriteringsbidrag til staten har skabt et kæmpestort efterslæb.

Indtægtssiden af udligningsordningerne har resulteret i en tilstand af overudligning, hvor de ”rigeste” kommuner ikke ville kunne påvirke deres egne indtægters højde ved at regulere skatteprocenten², hvis de måtte. Det skyldes formentlig de socialt indignerede partiers forkærlighed for at ”tage fra de rige og give til de fattige”. Der er med tiden opstået en markant ubalance mellem indtægtsudligning og udgiftskompensation. Kommuner som Langeland og Lolland får næppe deres udgifter tilstrækkeligt dækket.

Med socialreformen 2007 er udlignings- og tilskudsordningerne pladret sammen til pærevælling, og ingen har opdaget, at kommunerne ser nogle af de såkaldt ”objektive tilskud” som incitamenter, så kommunerne selv kan bestemme en del af deres indtægter, fx ved at holde langtidssyge på kontanthjælp i stedet for at rette sig efter loven og tildele førtidspension. Derved ophører tilskuddet med at virke som kompensation.

Ulykken er, at kommuner med middel eller lavt skattegrundlag og store sociale udgifter bukker under på grund af svigtende udgiftskompensation. Det gælder Sønderborg, hvor jeg bor.

Utilstrækkelige normeringer i skoler og daginstitutioner , lavere kvalitet i plejen, dårligere forebyggelse osv. aflejrer sig i konstaterede skader. Børnene læser dårligere, mistrives i disse kommuner. Danmark smuldrer.

Kan man rette Danmark op?
Der skal hældes penge i, ca 20 mia årligt)
Bloktilskud skal ændres, så de dels bliver retvisende, dels bliver upåvirkelige af kommunal adfærd.
Forvaltningsret standard skal genindføres i al kommunal afgørelsesvirksomhed, navnlig i jobcentre og det specialiserede socialområde.

Kommunalbestyrelsesmedlemmer og navnlig borgmestre og økonomiudvalgsmedlemmer skal undervises i fundamental ledelse og forvaltningsret, langt væk fra KL’s dominerende kontrol.

Lidt af en reform, ikke?

1”Som følge af bestemmelsen i Grundlovens § 82 om kommunernes selvstyre kan lovgivningsmagten ikke afskaffe det kommunale selvstyre helt, men det følger af bestemmelsens ordlyd, at det i øvrigt er lovgivningsmagten, der nærmere fastholder indholdet og rækkevidden af det kommunale selvstyre” (Christensen, JP mfl, ”Dansk Statsret, 145).

2”Overudligning”. —–

_________________________________________________________________________________

TRANSPORT OG JERNBANE – OFFENTLIG INFRASTRUKTUR

En ny fremtidig jernbaneplan for EU og DK?

by Mikael on October 5, 2023 in Alternativet, Alternativets EU-valgkamp, Internationalt • 0 Comments

Et fremtidigt tognet i EU, som DK er med i

Det må være visionen for dansk EU-politik i forbindelse med grøn omstilling og bæredygtighed,. at transportarbejdet udføres på skinner på de lange stræk. I Frankrig har man forbudt flyrejser mellem store byer, fordi togturen med hensyn til pris og rejsetid er gunstigere. Tilmed kan de rejsende arbejde i toget. Som du kan se på kortet,. så fungerer det eksisterende højhastighedsnet udenom Danmark, så til en vis grad kunne man tro, det “bare handler om at koble sig på”, så vil en dansk – muligvis gradvis tilkobling og tilpasning til det internationale net.

Kort over det eksisterende højgastighedsnet, der går udenom Danmark

Det eksisterende og kommende højhastighedsnet udenom Danmark

Erindring om det gamle nattog til München

I perioden omkring 1995-2005 var jeg tit til møder i München, gerne lige nær Münchens Hovedbanegaard. Jeg stod på i Høje Taastrup, hvor jeg boede, og blev med det samme budt velkommen i min kupe-sovevogn. Konduktøren spurgte først, hvornår jeg ville af kupeen ombygget til sovekupe. Normalen var at få det gjort, mens jeg spiste på færgen fra Rødby til Puttgarten.

Således installeret kunne jeg efter at have spist på færgen gå tilbage, men næppe i seng med det samme. Jeg kunne gå over i salon- og spisevognen og møde andre rejsende og drikke et par øller med nye bekendte. Bagefter kunne jeg bevæge mig tilbage til sengen, hvor konduktøren spurgte, hvornår jeg ville vækkes og have min morgenmad. Alt passede, så jeg kunne nå mødet klokken 9.

Nye hurtige strækninger

Af og til er det den verden, jeg drømmer om. Men det er jo en saga blott. Men de senere år har jeg besøgt Université Bordeaux-Montaigne. Man flyver (desværre!!) til Paris Charles de Gaulle, og så går toget til Bordeaux på to timer og et kvarter. Strækningen er helt tilsvarende København-Ålborg, Det tager 4 timer og 10 minutter. Hurtigste tur på de 536 km tager 2 rimer og 6 minutter.

Den hurtigere rejse lader sig gøre, fordi jernebanelinjerne på store dele af strækningen er omlagt udenom byerne. Antallet af stop er reduceret, og de nye stationer ligger udenfor bykernerne, lige som den nye Køge Nord ligger udenfor Køge. Linjeføringerne med nye spor er mere lige og følger terrænets koter, og der er selvfølgelig ingen jernbaneverskæringer.

Man har i Danmark hele tiden ment, at Danmark ikke er egnet til de smarte moderne ekstra hurtige tog, som man har i andre lande. Der er for kort mellem stoppene, og der er varmere på landet end om sommeren. Kort sagt, strækningen er den samme, antallet af stop det samme.

EU-jernbane (også gods!) i samdrift

Der er, så vidt jeg forstår, problemer med at få de elektricificerede tog, de nye signalanlæg, og på lignende områder.
Kunne vi få samtænkt togtrafik og køreplaner, ville den næste gevinst også ligge lige for. Vi kunne få den internationale togtrafisk på skinner.

I EFs og EUs første år var en hovedtanke, at alt muligt fra låse, dørhåndtag, el-kontakter og komfurer skulle leve op til standarder, for de fælles standarder ville øge konkurrencen i det indre marked.

Det danske jernbanenet er forældet og nedslidt: en samfundsøkonomisk model

Dansk jernbanepolitik har været fejlspecificeret. Transportarbejdet bør ses som en offentlig tjeneste i stedet for en privatøkonomisk konkurrencemodel. Gør man det, bør der anlægges en samfundsøkonomisk model på transport i almindelighed. Det vil indebære, at de ydre rammer bliver samfundsøkonomi med mulighed for indre reguleret konkurrence osv.

Det tager sig ud, som om der egentlig ingen rigtig model er, og størrelsen af fx DSBs samlede økonomi DSBs årsrapport for 2022 viser, at DSB kører efter et balanceret budget uden offentlige tilskud, der afspejler sig direkte i regnskabet. Med andre ord viser årsregnskabet, at man pejler sig ind efter en model, hvor DSB skal hvile i sig selv uden offentlige tilskud.

Sådan så jernbanestrækningerne ud i 1966. Mange linjer er nedlagt. Men ellers er linjerne næsten de samme som dengang.

Danmarkskort med jernbanestrækninger 1966

Jernbanestrækninger 1966

Kort over den nye strækning fra København til Ringsted over Køge

Den nye linjeføring fra København til Ringsted over Køge.̈́

::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

KOMMUNEPOLITIK – STATSLIG ORGANISERING AF KOMMUNERNE

Alternativets kommunepolitik – et ærbødigt forslag.

by Mikael on September 30, 2023 in Kommunalpolitik, Kommunepolitik, Lokalpolitik • 1 Comment

af Mikael Hertig
Sønderborg
mh@mikaelhertig.com
1. oktober 2023

27 24 47 00

En alternativ kommunepolitik

Jeg fremsætter hermed et forslag til ny kommunepolitik. En del af forslaget består i, at logikken i 1970’ernes kommunalreform genindføres.

Generelt skal alle kommuner have en økonomi, der gør det muligt at leve op til almindelige servicekrav. Lovbundne afgørelser skal leve op til forvaltningsretlige standarder og må ikke risikere at blive spareobjekter. Finansiel magtfordrejning skal ophøre så hurtigt som muligt i kommunal forvaltning.

Overordnet set sættes det som mål, at kommunerne stilles så lige som muligt med hensyn til skat/service på trods store af forskelle med hensyn til skattegrundlag, udgiftsstruktur, aldersfordeliing, areal, transportvilkår osv., Ligestillingen skal afapejles i, at høj skatteprocent afspejler et højt serviceniveau og omvendt: en lav skatteprocent afspejler et lavt serviceniveau

Advarsel: Hvis du læser denne artikel, vil den forekomme kedelig, belærende.
Den er en slags “Onkel Mikael tegner og fortæller”

Du kan læse den inden sengetid, så er der sikkert garanti for, at du falder hurtigere i søvn.

På den anden side – der et tale om et udkast til forbedring.

Danmarkskort. Vejområder

Om kortet her: Man kan inddele Danmark efter forskellige distriktsmodeller: sogne, postnumre, kommuner, tidligere amter i flere tempi, valgkredse, storkredse, regioner. Her har jeg valgt det til emnet mest irrelevante.

Resumé:

Kommunernes samlede finansering ligger nedslidt i ruiner. Derfor hænger rammeaftaler

Statens finansiering af kommunerne i dag

I dag er kommunerne ude af stand til at styre deres egen økonomi, og der er ingen klar sammenhæng mellem kommunens samlede indtægter og dens udgiftsbehov og serviceniveau.
Det kalder man teknisk “skat/service-forholdet”, men selv indholdet af dette begreb er blevet fordrejet og forvansket gennem de senere år og navnlig siden kommunalreformen 2007.

For meget længe siden var kommunerne stort set isolerede og selvforsynende fællesskaber omkring kirken. Pengeøkonomien var sparsom, den typiske fæstebonde havde nogle få rettigheder og en del pligter, bl.a. skulle han udover at tjene herremanden stå til rådighed som soldat. Kirken var ikke alene et trossamfund, men også en administrativ enhed, der førte bog over indbyggere, fødte og døde, vielser etc. Kirken stod for undervisning og en slags socialvæsen.

Fra denne fjerne fortid over oplysning og industrialisering er der sket store forvandlinger. Den seneste og den væsentligste er, at regering og folketing i ønsket om at styre hele Danmarks samlede økonomiske politik har lavet dybe og (efter min opfattelse unødvendigt skadelige) indgreb i kommunernes handlemuligheder. Økonomien er blevet udtørret, så nogle kommuner ikke har råd til at yde nogen form for tilfredsstillende service.

Med kommunalreformen i 2007 blev sondringen mellem lovbundne udgifter og serviceudgifter pladret sammen, Hidtil var lovbundne udgifter i høj grad statsfinansierede via øremærkede refusioner, mens de serviceudgifter i højere grad var finansierede via de kommunale skatter og bloktilskud.

Med budgetloven og indførelse af lofter og rammer ødelagde staten kommunernes mulighed for selv at fastlægge et eget serviceniveau ved at straffe kommuner, der sætter skatteprocenten i vejret ud over det, KL og Finansministeriet vedtager ved de årlige rammeaftaler. Ved disse aftaler har KL og kommunerne ingen mulighed reelt for at påvirke kommunernes samlede udgifter og indtægter.

Overudligning bliver skadelig

Venstrefløjens partier har – efter min mening utilstrækkeligt og ganske misforstået udligningsloven, så de stedse har forlangt, at “rige kommuner” (Frederiksberg, Gentofte, Rudersdal) skulle betale mere af deres skatteindtægter til “fattige kommuner”. Motivet er som sædvanlig social indignation. Men parallellen til private husholdninger duer ikke. For jo større en procentdel af en kommunes indtægter, der går til andre kommuner end til dens egen kasse, des mindre vil den være i stand til – alt andet lige- at. bestemme sit eget serviceniveu. Vore rigeste kommuner er ikke i stand til at bestemme deres egen økonomi som følge af overudligning.

Det bør derfor være et mål for Alternativet at reducere overudligning i udligningsloven yderligere.

1970-reformen -. den gode kommunalreform

Den kommunale udgifttsside – statens finansieringsdel

Nye refusioner

Ved kommunalreform 1 1970 blev tusindvis af kommuner reduceret til 275 “storkommuner”. De lovbundne udgifter skulle finansieres via nye refusioner, men samtidig blev der rydder op i mange ved forskellige lejligheder sikkert velmenende refusionslove, Problemet var manglende overblik, suboptimering og utilsigtede konsekvenser. Oprydningen var den ene halvdel af ændringerne i kommunalreformens økonomidel. Refusionerne blev betalt af staten, og de var øremærkede. Men refusionssystemet fremstod mere sammenhængende.

Bloktilskud til serviceudgifter : Ingen incitamenter

Med kommunareformen 1970 blev der indført generelle tilskud til kommunerne, også kaldet bloktilskud eller “objektive tilskud“. Tankegangen var, at kommunerne hverken på kort eller mellemlangt sigt skulle kunne spekulere i at rage midler til sig på andre kommuners bekostning. Eller sagt på moderne nutidsdansk: Der måtte ikke være indbygget incitamenter i bloktilskudsordningen.

Både refusioner og bloktilskud i 2007 -reformen var statslige tilskud til kommunernes økonomi

1970-reformens indtægtsudligning mellem kommuner

Også før 1970- reformen har der været udligningslovgivning, der skulle stille “rige kommuner” dvs. kommuner med et stort beskatningsgrundlag, (eks. Gentofte) lige med “fattige kommuner” (Langeland, Lolland).

Udligningerne i den udgave var alene kommunalt finansieret som ordninger, hvor nogle kommuner er nettobetalere, andre nettomodtagere af udligningsbeløbet.

Tanken om, at de “rige kommuner” i solidaritet med “de fattige kommuner” i solidaritet skal hjælpe de fattige, har domineret Socialdemokratiets, SFs og Venstresocialisternes syn på kommunepolitik og kommuneøkonomi.

Imidlertid er der en meget alvorlig ulempe knyttet til overdreven udligning: De såkaldt rige kommuner (Gentofte, Lyngby) kan komme til – på grind af de enorme forskelle i indkomstgrundlag – at skulle aflevere så store andele af deres mulige skatteprovenuer, at det ikke i praksis lader sig gøre at. påvirke deres eget serviceniveau ved at hæve eller sænke kommuneskatten.

Den effekt vedrører desværre også andre kommuner, der ikke har så vildt et større skattegrundlag end gennemsnittet.

2007-reformen blev en katastrofe

Hovedsynspunktet, set fra statens side på kommunernes økonomi var, at det i stigende grad var nødvendigt at styre den som en del af den samlede offentlige økonomi. I mange år har den del af de sociale udgifter, der går under betegnelser som “overførselsindkomster”, været lagt for had af nogle af de økonomiske vismænd. Om det har været med til årene igennem at legitimere manglende tildeling af førtidspension til langtidssyge, kan jeg jeg ikke bevise. Men tanken er nærliggende.

Den kloge herre bag reformen, VIVE-projektchef Niels Jørgen Mau Pedersen var uimodsagt, at når der eksisterer en kæmpe stor pulje udligningsmidler fra kommunernes egne kasser og en anden med statslige tilskud (refusioner og bloktilskud), så kunne man lige så godt slå det hele sammen. Efter den logik spiller det jo ingen rolle, hvor udligningsmidler og tilskud kommer fra, bare de er der.

Retssikkerheden sættes ud af kraft, når forskellen mellem lovbundne udgifter og serviceudgifter ophæves. Eksempel: det specialiserede socialområde

Men derved ophævede man – måske uforudset – forskellen på objektive tilskud og lovbundne udgifter. Det vil sige, at der reelt blev indført en ordning, hvor kommunen i strid med lovgivningen kunne spare på handicapudgifter til børn og voksne, og på børneområdet. (anbringelser udenfor hjemmet).
Endnu værre blev det, at man henlagde afgørelser om tvangsfjernelser udenfor hjemmet til et særligt domstolslignende nævn, “Børn- og Ungeudvalget”. Nævnet har kommunens familieafdeling som sekretariat, der fabrikerer alt vedrørende udgiftskrævende afgørelser, som anbringelser udenfor hjemmet er. Nævnet har på den måde snablen nede i kommunekassen, uden at økonomiudvalg eller kommunalbestyrelse kan sige noget som helst til afgørelserne. Men dertil kommer, at der reelt ingen ordentlig legalitetskontrol er med disse udgifter. Derfor: Jo mere, kimmunen tvangsfjerner, des mindre bliver der til handicapområdet.

Historien om “omprioriteringsbidraget” og den akkumulerede effekt.

Regeringens hensigt med at indføre omprioriteringsbidraget var at trække 1 eller 2 % fra kommunernes indtægter hvert år, svarende til 7 mia årligt (2023). Men dette beløb akkumuleres, så der uden renter reelt er tale om et velfærdstab på 50 mia. kr årligt. Det skal naturligvis sammenholdes med de samlede udgifter, anslået 700 mia. Men da de fleste kommunale budgetter er fastlåste, er tabet på op mod 50 mia årligt særdeles føleligt for det hele handler jo om de samlede drifts-. og anlægsudgifter, som man kan indføre besparelser på.

Budgetlov og udgiftslofter siden 2012

Der er kommet et helt nationaløkonomisk styringsregime med baggrund i EU’s budgetregler og Danmarks tiltræden til finanspagten – trods vore folkeafstemningers nej til €. Danmark har underkastet sig et modificeret austerity-regimente, som ingen normal vælger fatter et suk af. Med det afsæt er der udviklet en styringsmodel, der har sit eget liv, løsrevet fra den sociale virkelighed, kommunerne skal løse deres opgaver i. Økonomistyringen sker ud fra så fjerne hensyn, at de færreste nationaløkonomer selv er i stand til at forstå det. Det er uforklarligt. Kort sagt er forholdet mellem den samlede offentlige og den private sektorers økonomi blevet slidt ned.

Samtidig mangler der en stribe diskussioner i dansk politik.

Byrdefordeling: Hvilke opgaver skal høre under staten, hvilke unde regionerne og hvilke under kommunerne. Vi undlader for god ordens skyld at diskutere om kommunerne skal opsplittes til et lidt større antal. Men fx det samlede specialiserede socialområde burde nok overføres til regionerne – og efter min opfattelse formentlig også jobcenttene.

Udgiftssiden 2

Da udgiftssiden blev pladret sammen, blev bloktilskuddene ændret til det “socioøkonomiske indeks“. Det er reelt de regler, der er nedfældet i udligningslovens § 5. Her ser du resterne af de generelle tilskud, der skulle have udlignet forskellene mellem kommuner med store udgiftsbehov, “objektivt” målt og kommuner med lave udgiftsbehov.

Det hører til det dobbelte bogholderi, at udgifter og indtægter stort set skal være lige store i regnskaber, hvor der ikke skal dannes profit i det lange løb. Men meget tyder på, at den blandede pærevælling af refusioner og generelle tilskud ikke matcher i størrelse. Kort sagt lider kommuner med meget store udgiftspres under vildt manglende kompensation. Systemet er i ubalance.

Når nu det samlede system er i ubalance, samtidig med at underfinansieringen tager til, så skal det skride totalt. Og det gør det også.

Udligningsloven, udpluk. Læs principper

§ 5. Det socioøkonomiske udgiftsbehov pr. indbygger efter § 3, stk. 4, opgøres som et landsgennemsnitligt beløb pr. indbygger ganget med et beregnet socioøkonomisk indeks for den enkelte kommune, jf. stk. 2. Det landsgennemsnitlige beløb pr. indbygger beregnes ud fra udgiftsandelen efter § 3, stk. 5, divideret med indbyggertallet i hele landet.

….

5) antallet af almene familieboliger med en vægt på 12 pct.,

6) antallet af børn i familier, hvor forsørgerne har kort uddannelse, ikke er studerende og ikke er indvandrere, som var over 20 år på indvandringstidspunktet, med en vægt på 9 pct.,

7) antallet af enlige på 65 år og derover med en vægt på 3 pct.,

8) antallet af personer med en indkomst lavere end 60 pct. af medianindkomsten og bosat i Danmark i mindst 3 ud af de seneste 4 år med en vægt på 5 pct.,

Se 8) Kommunerne belønnes efter denne bestemmelse for at spekulere i at holde langtidssyge mennesker på kontanthjælp. Den samlede årlige besparelse pr. borger ligger på omkring 150.000 kr.

Men det var jo meningen kommunerne ikke ved deres adfærd skulle kunne påvirke indtægten selv. (=objektivt). Jeg vil til Alternativet foreslå et forslag til ændret formulering.

Forsøg på et overblik 2023

Den offentlige sektor fylder 1.300 mia kroner ud af et bruttonationalprodukt på 2.800 mia. kr., dvs. lige under halvdelen af Danmarks samlede økonomi. Af disse kommer 400 mia. fra kommunernes egen finansiering (skatter mm) , men refusioner og tilskud fylder også en betragtelig til. Et sted skønne finansministeriet, at 3/4 af de samlede offentlige udgifter går over regionernes og kommunernes kasser. Et gæt er, at kommunerne modtager 300 mia. i refusioner og statslig andel af bloktilskud ( nu hedder det “socio-økonomisk indeks”). Med andre ord ser det ud, som om kommunerne fylder mere end halvdelen af den offentlige sektors samlede økonomi.

.

Kommunernes omskiftelige historie

Fra middelalderen til grundloven.

I 2023 bor de fleste mennesker i byer. Sådan har det ikke altid været. Hvad vi i dag kalder “kommune”, er vokset ud af kirkesognene. Der står i Danmark 2.885 kirkebygninger, hvoraf 2.100 ca er fra middelalderen. Ser du dig rundt i landskabet, må det fremstå nogenlunde klart, at folk fortrinsvis boede på landet. Sogn og kommune var det samme, for funktioner som undervisning og sundhed var funktioner, tilknyttet sognekirken med præst og degn. Ordet hospital betyder egentlig et sted i sognet, hvor man tager sig af fattige, pilgrimme og syge. Nødtørftig undervisning fandt sted hos degnen. Sogn og kommune var også det administrative fællesskab. Skat hed tiende og blev brugt til at finansiere kirken og sognet, men også hele kirken. Kirken som administrativ enhed førte kirkebog over fødte og døde, fraflytninger og tilflytninger.

Landkommunerne var stort selvforsynende, og pengeøkonomien fyldte ikke så meget i hverdagslivet.
Men dette ændrede sig med refusionerne.

Bemærk også at sognet blev styret af præsten og degnen. Der var ikke “demokrati” i kirken. Kirken hørte under biskopperne, og gejstligheden havde et udstrakt indre selvstyre i forståelse under enevælden med kongen. (Se dog stænderforsamling).

Efter 1849-grundlovens indførelse (1867) blev der indført valgte sogneråd Derved fik sognets indbyggere indflydelse på sognekommunens beslutninger, og begrebet “kommune” blev den administrative enhed, der tog sig af de ikke-kirkelige anliggender som fattigvæsen, undervisning og sundhed. Administrationen af registranten over borgere i form af kirkebog forblev dog hos sognekirken.

Alternativets nyformulerede kommunepolitik

I dagens kommunale Danmark er jura og økonomi blandet sammen til en klæg masse, hvor økonomisk styring præger graden af lovlighed i de afgørelser med konsekvenser for borgeren, som træffes. Der spares på tildeling af førtidspensioner, selv om langtidssyge borgere har et retskrav. Der skønnes uafladeligt af hensyn til kommunekassen på handicappedes og syge menneskers bekostning.

Alternativet forlanger en ny organisering.

Vejskilt

Optakt:

Kardemommeloven overfor den udøvende magt

Ideelt set gælder Kardemommeloven for dig og mig.

Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.Thorbjørn Egner, Folk og Røvere i Kardemomme By-

Jura er læren om hovedregler og undtagelser. Men udgangspunktet for dig og mig og alle andre er, at vi kan gøre, hvad der passer os.
— og så kommer den kedelige undtagelse nummer eet:

hvis ikke andet er fastsat ved lov.

Den udøvende magt må ingenting!

Omvendt forholder det sig for den udøvende magt (staten, alle offentlige myndigheder mv., herunder kommuner og regioner). Ingen offentlig myndighed må noget som helst. Det er grundprincippet. Først derefter kommer undtagelsen: Hvis ikke andet er fastsat ved lov.

Decentraliseret og dekoncentreret forvaltning

Ved decentralisering forstås, at kommunens service bestemmes af byrådet. Eksempel:

Indkøb af blomster til kommunale blomsterkummer kan kommunen afgøre uden nogen anden offentlig indblandeing. Der er tale om en ren serviceudgift.

Udstedelse af kørekort og pas er udlagt til kommunerne. Men afgørelse om, hvorvidt der skal udstedes et pas til ansøgeren eller ej, beror på lovbestemmelser, som kommunen ingen indfflydelse har på. Det kaldes dekoncentreret forvaltning.

I virkelighedens verden er der tale om et kontinuum. I forvaltningsretten sondres der mellem afgørelsesvirksomhed og faktisk forvaltningsvirksomhed. Afgørelsesvirksomhed er defineret ved, at der er take om borgerrettede forvaltningsakter, som borgeren kan klage over.

Afgørelsesvirksomhed er typisk lovbunden, og derfor nær ved dekoncentreret forvaltning. Afgørelserne skal træffes sagligt og i overensstemmelse med det konkrete lovgrundlag. Der er et begrænset lokalt/økonomisk spillerum.

Faktisk forvaltningsvirksomhed handler om funkttionelt service: Undervisning, gaderengæring, udførelse af hjemmepleje osv., hvor aktiviteterne fortrinsvis handler om udførelse med megen beskeden vægt på afgørelser. Hovedvægten ligger på udførelse af arbejde.

Alternativet og kommuneøkonomi

Forvaltningsret i kommunen

Almindelige aktiviteter: “service-” eller “afgørelses-virksomhed”

De fleste aktiviteter i kommunen er uproblematiske. Morgensang, undervisning i regning, vanding af blomsterkummer, det er bare opgaver i dagligdagen. På et næsten uforståeligt juridisk sprog hedder det “faktisk forvaltningsvirksomhed“. Jeg ville måske have foretrukket betegnelsen “faktiske aktiviteter”. Det typiske ved disse aktiviteter er, at de ikke har ret meget med afgørelser at gøre.

“Afgørelser” og “afgørelsesvirksomhed”

Efter de klassiske retsforestillinger skal enhver altid være beskyttet mod myndigheders vilkårlige afstraffelseslyster. Kommunen har ingen ret til at straffe borgere efter behag. Meningen med magtens tredeling er, at når en offentlig forvaltning udøver magt (=træffer afgørelser), så skal den have en lovhjemmel. (officialmaksimen, oplysningsprincippet).

Økonomi

Landets. kommuners udgifter fylder 56 % af den offentlige sektors økonomi.

Serviceniveau

Siden 1990’erne har de skiftende regeringers dagsorden i stigende grad været diktere af et ønske om at styre den offentlige sektors samlede økonomi fremfor at lade den styre sig selv. Fra 1970 til i hvert fald oliekrisen i 1984 kunne landets nye 275 kommuner selv bestemme skatteprocenten selv. Systemet var indrettet efter ønsket om, at hvis en kommune på alle områder ønskede at yde befolkningen et højt serviceniveau, så skulle det også afspejles i en høj skatteprocent. Serviceniveau og skatteprocent skulle følges ad.
Det afspejlede, så vidt jeg husker bl.a. i, at man i nogle vestjyske kommuner bevidst opnåede flertal for et lavt serviceniveau, mens der kunne være en strid mellem socialdemokratiske og borgerlige partier om serviceniveauet.

Serviceniveauet var set på den måde et lokalpolitisk anliggende, ikke et centralt lovgivningsanliggende.

Kilde: Danmarks Statistik Mio kr.	2022
Offentlig forvaltning og service	1.267.083
Stat	930.619
Sociale kasser og fonde	42.552
Kommuner og regioner	852.210
Regioner	175.136
Kommuner	704.174

Offentlig forvaltning og service, udgifter og indtægter efter
udgifter/indtægter, sektor og tid

Definitioner

Ved kommunepolitik forstås de rammevilkår, som regering og folketing på landspolitisk plan tilrettelægger og definerer rammevilkår for det kommunale selvstyre.

Ved kommunalpolitik forstås den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for det samfund, hvis liv udfolder sig indenfor kommunens geografiske grænse.

Ved det kommunale serviceniveau forstås på de decentraliserede områder, (hvor kommunen har stor selvbestemmelsesret) ambitionsniveauet for kvaliteten på et givet område, f.eks. folkeskole, omsat i budgetteret udgiftsniveau.

DANSK EU – POLITIK – Lad os uddanne mere i fransk og tysk

Til ny dansk EU-strategi : Løft til tysk og fransk på ikke under 1 mia årligt

Til ny dansk EU-strategi : Løft til tysk og fransk på ikke under 1 mia årligt by Mikael on August 8, 2023 in Alternativet, Alternativets EU-valgkamp,

Af Mikael Hertig, cand scient. pol. Mulig kandidat til EU-parlamentet for Alternativet.
7. august 2023

Denne artikel er henvendt til offentligheden under GNU licens. Må ikke bruges til kommercielle formål, men henvisninger og delinger er velkomne.

Ny dansk EU-politisk strategi

EUsflag

Til efteråret kommer regeringens udspil om en ny EU-politik. I den anledning foreslår Mikael Hertig, der søger at blive valgt til EU-parlamentet, en massiv dansk indsats for udbredelsen af tysk og fransk overalt i uddannelsessystemet.

På Institut for Statskundskab havde vi i 1970’erne besøg af Robert A Dahl. Da han på et seminar havde udlagt centrale tekster af Max Weber på en fejlfortolket måde, blev han spurgt, om han selv havde læst Weber på tysk. Han måtte indrømme, at han ikke kunne læse tysk og derfor var afhængig af oversættelser. Vi skal i Danmark kunne læse idehistoriens centrale tekster på originalsproget.

Stokroserne er rustne

Den nuværende og endnu ikke afløste EU-politik udtrykker en længsel efter de gode gamle dage, hvor stokroserne og landskabet var præget af sorgløs lykke med eller uden træk og slip. Alt det onde kom fra EU, og det gode var ægte dansk. Men klimaforandringer og tab af biodiversitet fx viser EU’s progressive sider. Når der skal laves en ny dansk EU-strategi, skal Danmark bestræbe sig på at placere sig mere aktivt i fremtidens EU. Vi skal tilbage til at kunne tysk og fransk på alle niveauer.

Stokroserust er en sygdom. Planternes blomster er væk

Alternativet er et venligt parti. Det er ovenikøbet et EU-venligt parti i den forstand, at hvor tidligere positioner, hvor alt, hvad der kom fra EU, spolerede dansk national selvbestemmelse. Både SF og Enhedslisten kan bryste sig af sejre på miljøområdet, og mens vi er ved det, er det Danmark, der i forbindelse med den grønne omstilling (klima, biodiversitet) igen og igen stiller krav til Danmark, som vi bare ikke opfylder.

På sprogsiden foreslår jeg, at der i en lang omstillingsperiode investeres Ikke under 1 mia om året. Man kan forestille sig, at udfasningen af en sådan årlig særbevilling kan påbegyndes efter 20 år.

Alternativets holdning til dansk EU-politik

Regeringens udspil er ikke kommet endnu. Men der er da god grund til trods dette at forholde sig til, hvordan dansk EU-politik i de kommende år skal udformes

Men den nye europapolitiske aftale, hvor vi må forvente et udspil til efteråret, handler alle mulige hjørner af Danmarks forhold til EU, og EUs relationer til Danmark. Vi må efter min mening lægge kolossalt meget mere vægt på fremtidige generationers almindelige kendskab til nærområdets fremmedsprog – efter Brexit vil det først og fremmest sige tysk og fransk, men også andre sprog kan komme på tale. Optaget på universitetsuddannelserne i tysk og fransk ligger tilsammen på omkring 50. Der er 178 gymnasier i Danmark. Det bliver godt nok svært at forsyne dem med sproglærere, og tager man professionshøjskolerne med, skriger det endnu mere til himmelen.

Jeg vil derfor foreslå, en massiv omstilling af hele det danske uddannelsessystem. Vi skal sætte os som mål, at alle, der kommer ud med en eksamen af typen HF eller HTX mm behersker to kontinentaleuropæiske fremmedsprog på et acceptabelt niveau. Tale: føre en konversation. Læse: Læse en avisartikel. Skrive: variabelt, men lidt er bedre end ingenting.

Det gælder folkeskole, gymnasium, handelsskole, professionshøjskoler. efteruddannelse, universiteter, kort sagt over hele linjen.

For tiden lider vi i den amerikansk påvirkede monokultur under den vrangforestilling, at når vi klarer os på engelsk, så går det nok. Men sproget er tankens værktøj. Vi behøver ikke fremskynde den almindelige fordummelse. Hovedlandene i EU er Tyskland og Frankrig. Disse to lande har påvirket de europæiske ideer og forestillinger lige så massivt som engelsk har det siden middelalderen.

Den kulturelle dannelsessvækkelse betydelig, og det bør der rettes op på. For to år siden fik uddannelsessystemet en bevilling på 40 millioner kroner til mere tysk og engelsk. Det er ca. 10 kroner per voksen dansker. Tak er kun et fattigt ord, men det forslår som en skrædder i helvede.

Institutblibliotekernes bogbestande af bøger på fransk og tysk er nødlidende

SDUs forskningslæsesal

Jeg beflitter mig med forvaltningsretligt, statsretligt og EU-retligt stof. Der er for mig en særlig grund til, at fransk og tysk er vigtige sprog for mig.

Den danske grundlov og vores forfatningsretlige grundforståelse hviler på fransk og tysk retsforståelse, ikke på engelsk og amerikansk. Alligevel er der en del engelsksproget retslitteratur på bibliotekerne, men næsten intet på fransk eller tysk. Jeg har ikke undersøgt det, men en hurtig gennemgang af de videnskabelige artiklers. litteraturlister taler sit sørgelige engelsk-amerikanske sprog.

Der er – med udspring i magtadskillelseslæren – tale om to forskellige forståelser af, hvordan en forfatning skal indrettes for at holde magtudøvernes selvforsvarsmekanismer nede og beskytte borgerne mod vilkårlig magtudøvelse. Den franske bygger på rollefordeling og skarp arbejdsdeling: dommerne udnævnes ikke af regeringen, vi har parlamentarisme og proportionalvalg osv. Modellen hedder “civil law”. I den angelsaksiske verden lovgiver domstolene, og i USA udnævner præsidenten dommerne. (“checks and balances” og “common law”. Bemærk, at England ikke har nogen egentlig grundlov.

Det er mit indtryk, at der så godt som ingen bøger eller tidsskrifter findes på læsesalene på fransk eller tysk efter omkring 1990. Forklaringen er den simple, at vores førende eksperter indenfor adfærdsvidenskaberne næppe kan læse dem. Dermed nærmer jeg mig et postulat om, at amerikansk-orienteret sproglig bekvemmelighed har udsultet dele af den faglige standard på det allerhøjeste faglige niveau på de danske universiteter.

Et nyt sprogligt opgør med en retning, der kulturelt, åndeligt og dannelsesmæssigt orienterer sig mod Europa efter Brexit er ønskelig.

Derfor foreslår jeg som forhåbentligt kommende kandidat til EU-parlament, at regeringen afsætter et betydeligt beløb til en omstilling af den danske befolknings sprogkundskaber, tilpasset den kommende europæiske virkelighed, hvor det må forventes, at den angelsaksiske kulturs og sproglige dominans i Europa svækkes.

Målet for dette indlæg er ikke at anlægge en normal New-Public-Management-betragtning, men i det lange løb at ville øge den almindelige danskers selvforståelse af det danske demokratis ophav og væsen med et stærkt øget kendskab til fransk og tysk. Den tyske forfatningsstruktur burde være en del af pensum på de danske universiteter. Forskellen på magtadskillelse som arbejdsdeling og som “checks and balances” burde have været pensum i samfundsfag og historie på alle niveauer.
Men fødekæden er savet over.

Lars Løkke Rasmussen til Altinget:

Jeg tror, at en ny europapolitisk aftale – uden at vi har sat arbejdet i gang endnu – i høj grad kommer til at handle om, hvordan Danmark ser Europas udvikling. Så det ikke bare bliver en reaktiv strategi om, hvad vi kan lide og ikke kan lide ved Europa. Men i højere grad læner sig ind i Europa og giver vores bud på danske bidrag til en europæisk dagsorden.”

Lars Løkke Rasmussen, Marie Hald foto

________________________________________

KOLONIALISME og Grønland

Rigsfællesskabet og fortsat dansk kolonialisme

by Mikael on April 28, 2023 in Rigsfællesskabet • 0 Comments

Mikael Hertig
cand. scient. pol.

Medlem af Alternativet
Disclaimer: Artiklen udtrykker
MH’s personlige holdning

Afspejler skolekortet her, hvor meget Grønland fylder i danske politikeres bevidsthed

To episoder fra marts-april 2023

Denne artikel viser, hvordan dansk dominerende tankegang fortsat optræder på det såkaldte rigsfællesskabs vegne uden at tage hensyn til færøske eller grønlandske synspunkter og interesser. Emnet er dansk postkolonialisme og en anbefaling til Alternativet om at formulere en klar dansk Rigsfællesskabspolitik.

Den første episode handler om den meget nye sag om russiske fiskeskibes anløb til færøske havne.

Den anden handler om udnævnelsen af en arktisk ambassadør. De to grønlandske medlemmer af folketinget Aaja Chemnitz (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam havde klart forinden opfordret til, at den nye ambassadør skulle have tilknytning til Færøerne eller Grønland.

Anbefalinger til Alternativet:

Alternativet udvikler sin egen rigsfællesskabspolitik, der lægger op til dansk aktiv deltagelse i afkolonisering. Alternativet opretter et panel af kontakter til færinger og grønlændere, hvis kritik indgår i formuleringen af dansk afkoloniseringspolitik.

Søren Pape: “Jeg er fuldstændig ligeglad med de færøske fiskeriaftaler”

Søren Pape Poulsen
Marie Hald foto

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, mener, at skibene med det russiske militærudstyr er et udenrigs- og sikkerhedspolitisk – og derved et dansk – anliggende at gøre noget ved. Han er med egne ord “fuldstændig ligeglad” med de fiskeriaftaler, Færøerne har med Rusland, og vil have, at Færøerne sætter en stopper for alle russiske skibe med det samme.
(https://www.dr.dk/nyheder/indland/moerklagt/faeroesk-regering-efter-fund-af-militaert-udstyr-danmark-skal-ikke-blande)

Hertil svarede Høgni Hoydal , udenrigsminister for den Færøske Regering

“Pape spiller det imperiale kort”

Høgni Hoydal

“Jeg vil sige til Søren Pape, at vi kender den her automatreaktion, hvor man spiller det imperiale kort, og jeg kan ikke helt se, hvad det gavner”, siger han i P1 Morgen mandag.

– Rygterne om Færøernes naivitet i storpolitiske sager og i den verdenssituation, vi står i, er meget stærkt overdrevet.

Kommentar

Mikael Hertig fotograferet af Sara Hertig

“Rigsfællesskabet” er et ord, som den danske regering har opfundet for at udtrykke en slags ligestilling mellem de tre vidt forskellige befolkningers og landes position. I forfatningsretlig sammenhæng bruges betegnelsen “rigsenheden”. Her på Alternativt.EU er det ovenikøbet en kategori. Vi kommer til at skrive og tale om dansk “Rigsfællesskabspolitik”. Lige fra starten ligger der en tungt åg af dansk dominans over selve begrebet, hvis man reflekterer over det. De er begreber, der typisk bruges til på rent dansk skåltalevis at udtrykke et postulat om en fælles interesse, der ikke er trykprøvet i Thorshavn og Nuuk.

En af grundene til, at Færøerne ikke er medlem af EU er, at rent danske fiskeriinteresser og rent dansk fiskeripolitik ikke kan forenes med tilsvarende færøske. Når der skal tales områder, kvoter etc er der erfaringsmæssigt for ofte umuligt til, at en fælles politik. Der er også grund til at hæfte sig ved, at færøsk (og grønlandsk) økonomi baserer sig på fiskeri, mens dansk fiskeri ikke er noget dominerende erhverv.

Problemet er, at i dansk bevidsthed fylder Danmark det hele. Og hvis der i DR kører en kampagne om russernes “spionage” – efterretningsaktiviteter – så fremstilles forståeligt nok som særligt udfordrende i en tid, hvor “kritisk infrastruktur”, søkabler osv. er væsentlig.

Det virkeligt ulovlige kunne bestå i aflytning af samtaler osv. i de færøske byer og deres myndigheder. Det er der selvsagt endnu ingen beviser på, men ret over- og beset er det jo netop en navnlig færøsk sikkerhedsinteresse, hvorimod kortlægning vel stort set er tilladt?

Men det burde jo i det mindste være det færøske lagtings sikkerhedspolitik at sikre Færøernes kritiske infrastruktur, gerne i samarbejde med FET.

Søren Papes udtalelse viser to ting. For det første, at han simpelthen betragter Færøerne som rent dansk territorium. For det andet, at han er ret ligeglad med den færøske befolkning og dens forståelse af sine egne vitale interesser, herunder den færøske evne til at forsørge sig selv gennem fiskeri og eksport af fisk.

At dette skaber spontane ridser i rigsfællesskabet, er der næppe noget at sige til. At Færøernes økonomi er afhængig af den russiske fiskeriaftale, burde være klart for enhver.
Der foreligger, hvad man roligt kunne kalde et problem her. For hvis – som det vist er blevet foreslået fra dansk side – at Færøerne skal kompenseres fra den danske statskasse for et dybt indgreb i den færøske økonomi, så indebærer det også en – i visse færøske kredse uønsket tab af færøsk selvhjulpenhed og dermed selvstændighed.

Det er det, der får en fremtrædende leder i færøsk politik til at kritisere Søren Pape for at handle, som om Færøerne skulle være en del af Danmark og ikke sig selv.

Jeg opfordrer udenrigs og færø-ordfører Sascha Faxe til at udtale sig i denne sag. I kampen for endeligt at afkolonisere relationen mellem Danmark og Færøerne mener i hvert fald jeg og måske også Alternativet, at det er nødvendigt, at Danmark spiller en langt mere aktiv rolle.

Kommentar 2:

Lars Løkke og sagen om udnævnelse af ny arktisk ambassadør

Lars Løkke Rasmussen, Marie Hald foto

Udenrigstjenesten (Tidligere Danske Cancelli) har over sig en hørm af lavadel, særligt belevne adfærdsformer og ikke mindst snæver tilknytning til den danske regering og dele af den danske spionage- og efterretningsvirksomhed. samlet i Danmark. Efter den bedagede logik refererer ambassadører altid til det danske udenrigsministerium og ikke til Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt i Nuuk eller for den sags skyld den ovenfor citerede Høgni Høydal. Ordnung muß sein, og udenrigsministeren står milevidt og sine standsfæller i Nuuk og Thorshavn. Endnu værre er det, hvis den pågældende minister ikke altid kan cleares.

Løkkes regering hviler på et i praksis meget snævert flertal, hvori de såkaldt “nordatlantiske mandater” indgår. Navnlig efter den negative omtale af Jon Stephensen, som for en tid er suspenderet fra Moderaternes folketingsgruppe, vil et tab af reel støtte til regeringen fra de to grønlandske mandater og måske et færøsk nok kunne ses som tilstrækkeligt til at bringe regeringen Mette Frederiksen til fald. Løkkes midlertidige gevinst bestod i af får sparket sin tidligere ven Stephensen ud af bagdøren uden at lide noget mandattab i Stephensens karantæneperiode. .Anser man Løkke som en slags politisk krejler, så kan det ikke være gratis overfor “de nordatlantiske mandater”. De to grønlandske folketingsmedlemmer Aaja Chemnitz og Aki-Matilda Høegh Dam havde før udnævnelsen opfordret Løkke til netop at ansætte en arktisk ambassadør med inuk-baggrund eller i det mindste en dyb forståelse for at se på Arktis ud fra en mere grønlandsk forståelse end en traditionel dansk kancellitradition. Ved at ignorere sine to støtters markante opfordring ser vi igen, at Løkkes tankegang er tæt på Papes, selvom han retorisk pakker sine udtalelser ind i en sand ordflom af overfladisk venlighed. Grønland er og bliver under dansk og dermed hans overhøjhed.

Clearing til at blive ambassadør er efter den danske regerings sikkerhedscirkulære styret ud fra, hvad der traditionelt ses som dansk og ikke eksempelvis arktisk sikkerhedsinteresse eller kodeks. Problemet er dybest set det simple svar – set fra udenrigsministeriets og efterretningstjenesternes side – på spørgsmålet: “Er du loyal”?

Det simple modspørgsmål er “Ja, men overfor hvem”. Over- og underordnelsesforholdet drejer sig om, hvem man refererer til, når man er ambassadør.

Jobbet som arktisk ambassadør er underligt, fordi man risikerer indenfor rigsfællesskabet at have udnævnt en indenrigs-ambassadør, der skal være loyal overfor regeringen i København, men som ser på Grønland og Færøerne som fremmede magter udenfor rigsfællesskabet.

Denne selvmodsigelse i selve konstruktionen af en “arktisk ambassadør” er mig bekendt ikke videre indarbejdet af den arktiske ambassadørs stillingsbeskrivelse.

Det er kommandovejen og linjens kontrol, der er problemet her og ikke løsningen.

Ved ikke at afvige en tomme fra udenrigsnormalen har Løkke igen vist, hvad det hele handler om: at være i kontrol. Så er det lige meget, hvad man kontrollerer og hvordan.

Regeringen har lige nu 89 mandater, idet det er lykkedes Løkke at smide Stephensen ud og få en loyal støtte i Stephensens karantæneperiode. Det er lige netop ikke noget flertal. Vi har altså netop ikke nogen flertalsregeringen som normalt påstået, men en mindretalsregering, hvis daglige overlevelse er afhængigt af mindst ét færøsk eller grønlandsk støttemandat. Der er som bekendt fire, af hvilke Skaales parti Javnaðarflokkurin er venstreorienteret, men står for i det store hele at ønske Rigsfællesskabet bevaret.

Regeringsgrundlaget skriver bl.a.

Regeringens rettesnor vil være, at intet om Færøerne og
Grønland skal besluttes uden om Færøerne og Grønland.

Naturligvis er Søren Pape ikke en del af regeringen, men den blotte og klokkeklare fornægtelse af dette princip udtrykker naturligvis den koloniale foragt, som er det åbne problem her.

Og naturligvis ved vi, trods reaktionerne fra det grønlandske selvstyre Naalakkersuisut med deres regeringsleder Mute B Egede i spidsen, at de måske har fået besked undervejs.

Hvori består skaden? Jo, den består i ministre, der så snart skåltalerne er forbi, aftalerne indgået og grundlaget for deres egen overlevelse i dansk politik sikret, vender ryggen til. Måske ikke særlig gennemtænkt eller bevidst, bare sådan ureflekteret, at sig selv.

Men de tisser på Færøerne og Grønland…

Anbefaling til Alternativet

Rigsfællesskabet i naturlig størrelse?

Artikler:
https://www.altinget.dk/arktis/artikel/groenlandske-politikere-kolonihistorien-spoeger-naar-den-nye-arktiske-ambassadoer-ikke-er-inuk

https://knr.gl/da/nyheder/groenland-udfordrer-dansk-tradition-i-udenrigsministeriet

https://www.altinget.dk/arktis/artikel/forslag-om-arktis-ambassadoer-faar-haard-medfart

https://politiken.dk/indland/art9313498/L%C3%B8kke-skaber-vrede-i-Gr%C3%B8nland

https://www.berlingske.dk/politik/loekke-afviser-groenlandsk-indflydelse-paa-valg-af-ambassadoer

https://sermitsiaq.ag/node/243

https://www.aftenposteninnsikt.no/europa/den-velsignede-danske-kolonitid

https://www.altinget.dk/arktis/artikel/267701-loekke-vi-har-desperat-brug-for-en-arktisk-strategi

https://tidsskrift.dk/udenrigs/article/view/118205

https://www.bt.dk/politik/loekke-afviser-groenlandsk-indflydelse-paa-valg-af-ambassadoer

:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

ØKONOMI OG KLIMA, GRØN OMSTILLING

Klimapolitikkens hæmsko : Stigende ‘returns to scale’

by Mikael on March 21, 2023 in Klimaomstilling og biodiversitet • 0 Comments

Hvad koster en F 35?

Alternativet bør i sin økonomiske tænkning udarbejde forslag til, hvorledes de indbyggede trægheder i udviklingstung økonomisk produktion kan imødegås.

Mikael Hertig

Denne artikel er skrevet af cand. scient. pol. Mikael Hertig, medlem af Alternativet i Sønderborg/Sydjylland.. Den udtrykker ikke Alternativets politiske holdning, men forfatterens egen

Tlf. 27 24 47 00, mh@mikaelhertig.com

Foto af f35 lightning

U.S. Air Force F-35A Lightning (U.S. Air Force photo by Master Sgt. Donald R. Allen/Released)

“Spidsen af en jetjager”

Kender du udtrykket: “Det koster spidsen af en Jetjager?” På dansk er det slang for, at noget er ubetaleligt dyrt. Men hvad er forretningsmodellen bagved en jetjager som F35.

Udviklingen af F35 startede i 1995. De første danske fly af typen bliver formentlig leveret i 2023. Udviklingen af flyveren fra idé til eksportlevering har med andre ord varet 28 år. Vejen fra tanke til faktura har således været ret langstrakt.

Og hvad har det så med grøn omstilling at gøre? Denne artikel handler overhoveder ikke om krige som ekstremt klimabelastende. Den handler om de økonomiske interesser, der forlænger status quo og forhindrer klimatilpasninger, fordi de ud fra et virksomhedssynspunkt ikke kan betale sig.

Det handler om Scaleøkonomi og stigende overskud ved salg af en ekstra enhed af et produkt i ekstreme tilfælde. Det kunne handle om andre investeringstunge produkter: atomkraftværker, olieráffineraderier, bilfabrikker.

Lad os i tilfældet F 35 gætte på, at processen med at udvikle det nye kanpfly starter med forhandlinger mellem USAs føderale regering og koncernen Lockheed Martin. Det må være almindelig viden, at der under alle omstændigheder vil gå lang tid fra beslutningen er taget, til en solgt flyver kommer i luften. Først bygger man et kontorhus, fylder det med ingeniører, teknikere og ledelse. De skal have løn allesammen. Så planlægger de at finde et sted, hvor flyene skal kunne bygges, og hvorfra de skal kunne testes.
It-folk, designere, etc. koster milliarder, der skal lægges ud som en slags kapitalinvestering.

Når prisen på flyene skal beregnes, sker det ud fra beregninger af, hvor mange fly der skal sælges. I Danmark besluttede den meget USA-venlige regering at vælge at købe F35 på et tidspunkt, hvor der var tvivl om, hvorvidt der i det hele taget kom noget kampfly i luften eller ej. Her lan du læse om, hvordan Danmark forventedes at skulle betale omkring 75 millioner kroner pr fly.

Hvis vi nu for nemheds skyld forudsætter, at de basale investeringer i F35 beløber sig 100 mia. kr, så vil prisen på hvert fly andrage 100 mia kr divideret med antallet af solgte fly i “investeringsbidrag“. Den simple virkelighed er, at jo flere fly, der sælges, des mindre fylder investeringsbidraget i den samlede pris. Da investeringsbidraget fylder forholdsvis meget i priskalkulen per solgt enhed, vil prisfastsættelsen være meget afhængig af forventningerne til, hvor mange enheder, der bliver solgt.

Det indebærer, at den marginale omkostning, forstået som udgiften til at producere en ekstra enhed, fylder forholdsvis lidt i den samlede pris, der i det her tilfælde langt mere er påvirket af de kolossale forsknings- og udviklingsomkostninger. (R&D Cost)

Skal den samlede investering blive til en rigtig god forretning, indebærer det. at der skal sælges flere enheder end det antal, der skal til for at dække de gamle forsknings- og udviklingsomkostninger. Investeringen forvandles til en rigtig fin forretning, for hver gang, der sælges et ekstra fly ud over break even., som er det punkt, hvor alle de oprindelige udviklingsomkostninger er betalt via salgsindtægterne.

Eksemplet her er valgt, fordi den øgede interesse for grøn omstilling og tilsvarende nyere politiske prioriteringer ikke har haft nogen videre mulighed for at øve indflydelse på investeringen. Planlægningen foregik i 1990’erne, hvor interessen for klimapolitik ikke var så fremherskende som nu.

Med andre ord: Hvis presset på udviklingen af nye kampfly blev markant større, end det er her i 2023, så ville risikoen for USA’s regering og Lockheed Martin blive, at de betydelige investeringer og den store økonomiske interesse i at få solgt flere fly – uanset klimahensynet – ville gå tabt.

Derfor er der en markant interesse forbundet med at fortsætte med salg af produkter, som investorerne har kastet penge i, uanset om de skader klimaet eller ej.

De store kapitalinvesteringer i atomkraftværker, cementfabrikker, skibsværfter, raffinaderier, motorveje, medicinfabrikker, etc. , som har en lang udviklings- og forsknings-tid fra investering til afkast, er i deres forløb først og fremmest afhængige af, at produkterne, fabrikkerne producerer, fortsætter med at være på markedet så længe som muligt.

Den træghed er måske den største forhindring for grøn omstilling, de kapitalistiske lande står overfor. Men det stopper naturligvis ikke her.
Tilsvarende træghedsmekanismer må antages at være universelle.

Alternativet bør derfor i sin økonomiske tænkning. indarbejde analyser og forslag til, hvorledes de indbyggede trægheder i udviklingstung økonomisk produktion kan imødegås.

__________________________________________________________________________

sÅ ER VI FÆRDIGE MED ALTERNATIVT.EU OG GÅR TIL HUMANISTER.DK

VIDENSKAB OG/ELLER POLITIK?

Om værdipræmissernes nødvendighed i forskning og journalistik

by MikaelHertig on July 17, 2025 in Dansk Politik, Humanisme, Videnskabelig metode • 0 Comments

Et intellektuelt skred.

Af Mikael Hertig
Folkepensionist, cand.scient.pol
Gæsteforsker

Der er ved at blive vedtaget en ny lov med smukke intentioner. Den skal efter sigende gøre op med “misinformation” og “desinformation“.

Under disse begreber ligger antagelserne om fjendens onde hensigter overfor voresegne gode hensigter. Hensigter og ønsker er ønsketænkninger. De kan i sig selv hverken være sande eller falske. De er ikke påstande om virkeligheden, de er værdipræmisser.

Vi prøver ved hjælp af videnskabelig eller journalistisk metode at danne både relevante, væsentlige og rigtige udsagn om den fysiske, stedog tidsbundne virkelighed, vi befinder os i.
Påstande om virkeligheden, som kan sandsynliggøres, kalder jeg her kausalpræmisser. De kan enten sandsynliggøres eller verificeres ved hjælp af anerkendte metoder. Andre kan eftergøre dem og tilslutte sig dem, navnlig hvis de helt eller delvist tislutter sig det til problemformuleringen hørende værdigrundlag.

Hvis man i forbindelse med den nye verdensorden mener, at oligarker kan eje lande, besætte dem og bekrige dem, fordi alle de der humanistiske pis-værdier er hindrer diktatur, dominans og undertrykkelse,. så er det disse værdipræmisser, der drejer sig om at få frem i lyset.

Det handler om rå magt, hvad de skriver og siger, ikke nødvendigvis om dis- eller misinformation.

Skrevet på en anden måde: Måske kan Putin & Trump med flere fremføre sande informationer med den hensigt at få os til at styre deres ønsker om at afhumanisere eller afdemokratisere verden.

Misinformation eller disinformation handler om at fremføre falske påstande. Ikke andet. Enten bevidst eller ubevidst.

Mikael Hertig siddende

Mikael Hertig 2021

Et intellektuelt skred

og dets demokratiske konsekvenser–

“Kent Nielsen har inden for de seneste år slået sit navn fast som en af Danmarks mest fremtrædende aktivister i en understrøm, som Politiets Efterretningstjeneste har betegnet som »antimyndighedsekstremisme«. Billedtekst i Information 3. juli 2025

Humes guillotine

Davis Hume maleri

David Hume

En af oplysningstidens vigtigste milepæle består i evnen til at skelne mellem “er” og “bør”. Man kan efter Hume ikke logisk slutte fra virkelighedsbeskrivelse til ønske eller omvendt. Man kan også kalde er-siden ‘deskriptiv‘ og bør-siden ‘normativ‘.

Hume observerede i samtidens politiske debat, at deskriptivt og normativt blev pladret sammen i en pærevælling. Det gør det stadigvæk.

Det er en tilstand, vi heller ikke kan gøre så meget ved, heller ikke i dag. Men i kraft af Hume med flere¹ har vi fået et redskab til at se pressens framing og vinkling med, og de bedste journalister og redaktører kan måske endda selv indse det.

Når der evidensspadseres i debatterne alle vegne, ikke mindst på de sociale medier, objektiviserer forfatterne deres egne værdipræmisser og subjektiviserer meddebatørernes.

Underforstået ligger en falsk påstand om, at: følelser og subjektivitet er uvidenskabelige og forkerte. Objektivitet uden følelser er rigtig..

Konsekvensen er også en tendens til påståelighed i retning af, at der altid kun kan være ét og kun ét “videnskabeligt synspunkt” om et bestemt emne.

Ser vi på Ruslands krig mod Ukraine forekommer det oplagt, at der forekommer to modstridende værdipræmisser.
1) Putins bygger på stormagtens ret til at erobre land på befolkningens bekostning¹.

2) FNs og den franske uafhængigserklærings princip om, at et undertrykt folk har ret til at gøre modstand. Osv. : Krigsforbrydelser er brud på normer og dermed værdipræmisser.

I stedet for at styre debatten derhen – på værdipræmisserne – pladres dette til som stigmatisering af den anderledees tænkende:

“Antimyndighedsekstremisme“.

Modstykket til Hume med flere sås hos utilitarister som John Stuart Mill med flere, der troede på, at der findes absolutte og dermed objektive værdier, afspejlende de rigtige følelser og fordømmende de forkerte.

Den, der stiller sig skeptisk overfor myndighederne, kan efter PETs selvforståelse straffes alene for at mene noget andet.

Humes virkelighedstorståelse hænger sammen med den demokratiske magtadskillelsestankegang.

Der er en sammenhæng mellem vores demokratiforståelse som værdigrundlag – altså Humes forståelse – og vores måde at gå til forsøgene på at forstå den fysiske og sociale virkelighed på. At Humes tankegang, navnlig indenfor samfundsvidenskab, siden er fulgt op af David Easton, Max Weber og Gunnar Myrdal, som har nuanceret grundlaget yderligere, ser ud til at ved at drukne i individualistisk, utilitaristisk pløre.

Nyttetankegang, individualisering og utilitarisme udtrykker en klar utilitaristisk tendens. I en P1-udsendelse (Ortmanns samfundstanker) går filosofferne på Århus Universitet ind for, at “burde” og “bør”-udsagn , skulle være direkte forkerte og som sådan forkastes som usande.

Magtens tredeling: Individet overforsystemet. Grundlæggende demokratiske værdier smuldrer

Kernen i den franske revolution 1789 var et værdiprincip, at i et demokrati bør det svage(ste) individ skal beskyttes mod myndighedernes vilkårlige magtudøvelse.

Hvor romerrettens grundtanke var, at kejseren kunne kappe hovedet af dem, han bildte sig ind måske kunne begå forræderi en gang i fremtiden, er demokratiets hovedhjørnesten udmøntet i evnen til at beskytte individet mod systemet. Hans Magnus Enzensberger skrev i “Politik og Forbrydelse” et kapitel med titlen “Til forræderiets teori”, hvor denne sammenhæng klart fremgår².

Indførelsen af sindelagskontrol på forskellige måder udtrykker en idé om at nogle værdier er rigtigere end andre. Jo mere vi samles om dem, des bedre. Men de bliver jo ikke sande af den grund. Værdigrundlag kan ikke være sandt, det må nøjes med at være til stede.

Objektivitetsfanatismen gennemsyrer redaktioner. der tilstræber “uafhængighed”, “neutralitet” osv. og derved frakender enhver artikels værdipræmisser. Men uden ærinde, væsentlighed og værdipræmisser er der ingenting. Det juridiske habilitetsbegreb er langt bedre. Læg dog værdipræmisserne frem, ærindet, interessen. Og bekæmp de skjulte dagsorderner i stedet. De er usaglige i forhold til emnet.

Når PET som citeret tillader sig at anvende “antimyndighedsekstremisme” (samfundskritik?) som skældsord til forsvar for systemet overfor en borger, udtrykker PET sig som sindelagskontrollant og dermed en selvforståelse, der strider mod Enzensbergers forståelse af demokrati og giver romerretlige anelser. Er Danmark under afdemokratisering?

1“Athen og Melos”, Thukydids fremstilling-

2Læs Enzensberger her: https://www.alternativt.eu/til-forraederiets-teori-af-hans-magnus-enzensberger

___________________________________________________________________________

Kommunernes foragt for forvaltningsretlige grundprincipper.

Skal kommunerne fortsat have lov til at lyve?

by MikaelHertig on July 8, 2025 in Humanisme • 0 Comments

Af Mikael Hertig
Cand. scient. pol., folkepensionist
Sønderborg

Det ventes at tage op til et halvt år at svare

Den 24. juni skrev jeg til Sophie Løhde som citeret nedenfor. Efter godt to uger kom der den reaktion:

Din henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har modtaget din henvendelse med bilag af 24.
juni 2025 og 26. juni 2025 vedrørende kommunernes overholdelse af artikel 16, 18 og 19 i databeskyttelsesforordningen.
Ministeriet forventer at vende tilbage til dig vedrørende din henvendelse inden 6 måneder fra modtagelsen.
Med venlig hilsen

Min henvendelse af 24. juni

Indenrigsminister Sophie Løhde
Indenrigsministeriet
Sendes per mail

Hvordan vil du sikre at bestemmelserne i GDPR om Berigtigelse, Adgangsbegrænsning og Videre orientering til andre myndigheder faktisk efterleves i kommunerne? GDPR atiklerne 16, 18 og 19.

Min erfaring som partsrepræsentant er, at bestemmelsen yderst sjældent efterleves. Derved tilsidesættes vigtige retsgarantier og
garantiforskrifter

Det er problematisk af mange grunde. Det følger af andre forvaltningsretlige principper, at bebyrdende forvaltningakter skal hvile på et sandfærdigt grundlag. Efter teoribogen er det lige ud ad landevejen. Men sådan er det ikke.

Når forvaltningen modtager en begæring om at få en påstand berigtiget, skal den med det samme gå i gang med at undersøge, om dens egen eller borgerens påstand er verificerbar: “Vokset op med vold i hjemmet til daglig”, og borgeren skriver: “Hverken jeg eller andre, herunder familiemedlemmer, er nogensinde blevet slået i mit barndomshjem”, står den ene påstand overfor den anden.
Efter GDPR træder bestemmelsen om anvendelsesbegrænsning straks i kraft. Kommunen kan vælge at strække våben eller give borgeren medhold, hvorefter påstanden slettes på den sådan måde, at det noteres. Den kan også vælge at indsamle yderligere informationer for at nå til en retvisende konklusion. I granskningsperioden gælder artikel 18 om anvendelsesbegrænsning. Hvis nu påstanden har stor betydning for afgørelsen, vil det indebære, at der kan opstå opsættende virkning.

Men mange kommuner er dels pressede af mange sager, og dels kan det tænkes, at beslutning og konklusion allerede er truffet, før afgørelsen formelt træffes. Det er jo normalt i dansk forvaltningsret, at fuldbyrdelsen finder sted straks efter vedtagelsen af afgørelsen. Kort sagt – selv i sager, der opleves meget krænkende og bebyrdende fuldbyrdes der konsekvent med det samme. Opsættende virkning unde nogen form kan opleves generende.

Ankestyrelsen fortolker bestemmelsen i Kommunestyrelseslovens § 48, stk. 1 således, at den ikke kan behandle klagesager
vedr GDPR.

Borgeren er så henvist til Datatilsynet, hvis sagsbehandlingstid er på omkring 6 måneder. Datatilsynet kan kun afprøve, om kommunen ha behandlet berigtigelse og anvendelsesbegrænsning korrekt. Den hypotetiske konstruktion her kan så resultere i, at Datatilsynet giver borgeren medhold. Mere kan den vel næppe, og hvad kan man bruge det til? Kommunen og borgeren får så på det tidspunkt brev fra Datatilsynet og kan så klage til Ankestyrelsen. Ministeren har sikkert fantasi til at forestille sig, at sådanne absurde forløb ikke findes. Det gør retssikkerheden set fra borgerside så heller ikke.

I praksis er GDPR i kommunal sammenhæng i strid med EU-retten dermed i praksis sat ud af kraft. Derfor er et initiativ påkrævet, måske bare med en ændring af KST § 48

______________________________________________________________

SAMFUNDSØKONOMI

Samfundsøkonomi

by MikaelHertig on July 6, 2025 in Humanisme, Samfundsøkonomi • 0 Comments

Nationaløkonomi som politisk afledningsmanøvre

Grafisk indviklet model

Grafisk model af samfundsøkonomi

af Mikael Hertig, cand. scient. pol

Mikael Hertig foro Grøn trøje, intet skæg

Mikael Hertig

Definition: Samfundsøkonomi er politisk

Definition her: Hvor betegnelser som nationaløkonomi og makroøkonomi i vore dage nok beskæftiger sig med et samfunds økonomi, men ud fra neoliberal, objjektivistisk tilgang, er det -karakteristisk for samfundsøkonomi som anvendt her karakteristisk, at emnet er, hvilken økonomisk politik der er bedst for samfundet i det lange løb.

Tag værdipræmisserne med

Emnet er nødvendigt. For den daglige debat om økonomisk politik er druknet i teknikaliteter, pseudovidenskabelighed og defokusering fra centrale emner. Værdipræmisserne udelades i lange og brede baner.

I tiden er det typisk, at der slet ikke foretages eller samfundsøkonomiske analyser af konkrete politikker.

Forslag: Udvidet barselsorlov til familier, der har født tvillinger

Et konkret eksempel på et samfundsøkonomisk tilgang ses i borgerforslaget om forlænget barsel for flerbarns fødende.. Det tager sig ud som en løsning på et problem. Her er det problemsiden, det handler om. Den rutinemæssige fremstilling af en konkret politisk forslag handler om finanslovsmidler. For det skal jo finansieres. Herved forstås, at der skal kunne findes penge til det på finansloven og dets overslagsår. Men der regnes ikke på de øvrige konsekvenser. Både for den offentlige sektors driftsregnskab på indtægtssiden ogm udgiftssiden. (Cost-benefit) kan indgå afledte konsekenser på beskæftigelse, familieliv osv.

Manglende videnskabelig formidling

Hvor man møder politikere i deres fremlæggelse kan finde på at tage tilløb til at argumentere samfundsøkonomisk, findes der meget lidt samfundsøkonomisk fremstilling på universitetsniveau – eller også formidles den ikke overhovedet i dem almindelige politiske trummerum.

Man kan således se almindelig nationaløkonomi mere som en måske nødvendig styringsdisciplin, men også som en gevaldig politisk afledningsmanøvre.

Jernbanen

Et område, hvor samfundsøkonomi kunne belyse den politiske virkelighedsforståelse på en helt anden måde, handler om transport. Hvor den nuværende politik transportområdet er markedsbestemt, kunne en omlægning til jernbane. DSB og banelegemet er indrettet efter en markedsmodel, hvor det driftsøkonomiske står centralt, og hvor den samlede klima- og transporteffektivitet i det lange løb ikke indgår med nævneværdig vægt i de politiske planer og overvejelser.

Litteratur

https://lex.dk/samfunds%C3%B8konomi?gad_source=5&gad_campaignid=20438764510

https://da.wikipedia.org/wiki/Samfunds%C3%B8konomi

______________________________________________________________________________________

TRO, KIRKE, TROSSAMFUND, IKKE-TRO – RELIGION

De ikke troendes tro – om Humanistisk (ikke-Tros) Samfund

by MikaelHertig on July 4, 2025 in Humanisme, Kirke og tro • 0 Comments

Kalkmaleri, Dybbøl Kirke

De ikke-troendes tro

og hvad de ikke-troende tror om de troendes tro

”Vi venter på Jesu snarlige genkomst. Der afgår bus fra Rutebilstaionen lørdag klokken 13, og vi mødes i forsamlingshuset i Års klokken 14.”

Humanistisk Samfund (forkortet her: HS)

Der findes forskellige ikke-tros-retninger. En af dem hedder Humanistisk Samfund (HS). Det skriver Karin Liltorp (MF) om i ønsket om at få anerkendt HS som trossamfund for ikke-troende. (J-P ) Anerkendte trossamfund får skattefrihed og andre fortdele.

Det rejser spørgmålet om, hvad det er, Humanistisk Samfund ikke tror på.
Ikke-trossamfundet tror efter sit eget udsagn på pluralisme (ligestilling mellem livssyn, (også racistiske?)) og afviser det ”overnaturlige”. Det ser udtil – modsætningsvis konkluderet, at HS ser folkekirken som en klub for overtroende?

HS forestiller sig måske, at vi i Folkekirken bilder os ind, at jomfrufødsler, genopstandelse og himmelfart skulle have eksisteret som fysisk virkelighed, om ikke lige nu, så en gang i fortiden.

Der findes i folkekirken nok nogle, der tror på engle, himmelfart og jomfrufødsler i som fysiske begivenheder. Men næppe ret mange.

De af os, der har oplevet kærlighed i alle mulige og umulige udgaver, med og uden sex, til børnene osv. ved, at kærlighed findes.
Spørgsmålet er, hvilken virkelighed kærligheden findes i? Ligesom sjælen ikke har hjemsted i kroppen eksisterer kærligheden i en anden kategori. Myterne skal forstås som fortællinger om livet og døden, kærligheden og hadet, livets mening som noget, vi ikke selv skaber alene, men sammen med andre, og som lever i ubegribeligheden, udenfor selvkontrollens sfære.

I Dybbøl kirke stå der en gammel romansk døbefont. I kirken er børn,ved den blevet døbt, par blevet gift, de gamle begravet gennem 700 år. Granitdøbefonten er hugget i hånden med fine dekorationer og ikke mindst stor tålmodighed.

Ved hver barnedåb spekulerer jeg på, hvem jeg er i et historisk perspektiv. Jeg får kærlighedens huskekage, og centrum i rummet og tiden flytter udenfor op opløses i en kærlig evighed, hvor jeg er et lille, ikke helt ubetydeligt fnug, fordi jeg som far og bedstefar har bragt livet lidt videre.

Det er fint, at HSer fælles for nogle mennesker med samme tro eller ikke-tro.

Foreningen præsenterer sig selv således:

”Humanistisk Samfund er en forening, der arbejder for et samfund, hvor alle livssyn er ligestillede.”

Er HS identitetsskaber for dem, der ser tro på noget ikke-overnaturligt, og som er pluralistisk, ligestillet? HS tror næppe selv, at dets ikke-trosforestilling svarer til folkekirkens, hvor alle er lige overfor Gud.

”Overtroen karakteriserer folkekirken? ” Det gør den ikke. Så det at være jordnær er et grundvilkår for alle.

Folkekirken stiller ikke krav til medlemmernes tro. Tro kan ikke måles i kilo eller løbende meter. Kirken er i sit hele væsen bredtfavnende og ikke-eksklusiv.

Hvad anser HS for overnaturligt sammenlignet med, hvad jeg oplever om samme emne? Jeg kan ikke se nogen forskel, bortset fra, at min tro ikke er noget særligt, sammenlignet med alle andres.
.

Jeg har ikke mødt nogen, der forkaster Big Bang og tror, at verden blev skabt af Gud på syv dage. Den del af den naturvidenskabelige viden, der fremtræder som gangbar og accepteret videnskabelig viden, skiller os ikke. Tro for sig, viden for sig.

Er tro ikke bare noget mennesker selv har fundet på?

Jo! Mon ikke vi skal have fat i Immanuel Kant, der inddeler vores tankeunivers i kategorier: matematikken, alfabetet, sproget, den videnskabelige metode, beskrivelser af den fysiske verden, vi lever i, findes ikke selv i deN.. På samme måde er troen også en kategori. Ind i kategoriernes begrebsverden med den.

Det smukke ved HS er det humanistiske værdigrundlag. Men hvis den særlige identitet er bundet til en falsk, at folkekirkelig tro skulle bygge på absurd overtro, så er HS ude i en vildfarelse. Tilbage står måske kun oplevelsen af sig selv som noget særligt i kraft af sin ikke-tro?

Ellers er I så velkomne i folkekirken, hvor vi savner Jer. Tag bare Jeres identitet med. Der er endnu få ledige pladser

_______________________________________________________________________________________________________

HUMANISME OG VÆRDIGRUNDLAG

Humanismen er i krise – som altid.

by MikaelHertig on May 14, 2025 in Dansk Politik, Humanisme • 0 Comments

Det er nogen tid siden, jeg sidst læste Den Store Danskes artikel om humanisme.

Der er sket et betydeligt løft, og historien tilbage til sammensmeltningen mellem kistendom og antik tænkning står lysende klart.

Hvor jeg ville starte den danske humanismes historie ved modernismens gennembud så give Fafners artikel meget mere mening, end hvad jeg kunnet spore mig frem til..

Læs selv:

https://lex.dk/humanisme?gad_source=5&gad_campaignid=20438764501

Billedmalei af Facisco Petraca

Petrarca

Artiklen indeholder tekst fra:

Den Store Danske

Senest ændret: 12. september 2024, se alle ændrin

Set med mine 75-årige nutidsøjne har der længe været to ideologiske spor i dansk politik: et nationalistisk-racehygiejnisk spor og et humanistisk,
Det racehygiejniske spor består i at ville beskytte den danske stamme mod indere og ydre fjender, holde den sund og velfungerende.
Hvad det humanistiske spor i mere detaljeret nutidsudgave indebærer, er en væsentlig del af den kommende ny -humanistiske bevægelse.

Der har hele tiden været an antiracistisk bevøgelse nede i græsrødderne og deres forgreninger. Men den har ikke været orienteret tungt i retning af, hvad den positivt sagt går ind for.

Man kan til en vis grad hævde, at partier som Enhedslisten og Alternativet har en humanistisk åre, at SF og Socialdemokratiet er splittede, osv.

Af og til spores der en vis vankelmodighed, og der indtræder svigtninger ad højre til.’

KOMMUNER FORSYNDER SIG MOD RETSSIKKERHED

Forvaltninger, ikke mindst kommunale forvaltninger, forbryder sig nærmest dagligt imod fundamentale garaniforskrifter, der skulle have beskyttet individet mod systemets vilkårlige overgreb.

I min egen portefølje af erfaringer som partsrepræsentant har jeg erfaringer nok indenfor

Jobcentersager, hvor mennesker nægtes pension
Sociale bedragerisager, hvor ledelsen nægter at kende til de retsregler, der gælder på området
Anbringelsessager, hvor det generelt står elendigt til

Ved indførelsen af vores fri forfatning gik beskyttelsen af individet mod herremanden, systemet, forud for alt andet. Derfor må der ikke – heller ikke udenfor strafferetsplejen ikke straffes eller sanktioneres uden hjemmel i lov, og den myndighed, der straffer, skal have tildelt kompetencen til at træffe sådanne afgørelser.

Garantierne skulle efter oplægget til magtadskillelsen ligge i, at der skulle være adgang til at få en sådan sag bedømt.

Men det er gået helt anderledes. Allerede Alf Ross var betænkelig ved, at der kunne ske et skred i retning af, at embedsværket beskytter sig selv.

Der er tale om tilstande, mange med tilknytning til embedsværket og det politiske system er fuldt klar over.
Enten er de (vi?) sovset ind, eller også opgiver de i det store suk. Ikke skabelsens, men destruktionens.
Er der slet ikke noget at stille op?

Det mener jeg, der er. Men det er et langt dybere opgør, end mange forestiller sig. Ser man vores system, ikke som ideelt-demokratisk, men snarere som korporatistisk-oligarkisk, så forstår man måske pilens retning.

Vi trænger til en demokratisk revolution, der forlanger demokratiet genindført i form af reelle retsgarantier.

Pressen er en ørken. Alle “retsreportere, -analytikere og – specialister” beskæftiger sig udelukkende med kriminalitet og fungerer som mikrofonholdere for Hummelgaard.

Beskyttelsen af de svageste mennesker tilhører det underlige ikke-sted mellem bunden af indbakken og papirkurven. Ikke bare nu, men i årevis.

Problemet er, at magthaverne – her embedsværket og det politiske system hele tiden korrumperer i den forstand, at det pr rygmarv beskytter sig selv. Og den fjerde statsmagt er ingen nytte til, for den er konform og i det store hele – i hvert fald på dette område præget af, at den forveksler autoritet med sagkundskab.

Så er der de politiske partier, som er sammenvokset med embedsværket. Og bagved meget sidder Kommunernes Landsforening, der helst af alt ønsker alle beskyttelsesmekanismer sendt ud i rensnings- og opslemningsanlægget som “bureaukrati”. Socialdemokratiet og Venstre er komplet systembærende. De er gode til a lede opmærksomheden hen på andre emner.

Jeg giver meget lidt for SF og Enhedslisten her. de er med i “Barnets Lov”, der i modstrid med menneskerettigfhederne har indført et nyt fænomen: “Tvangsrugemødre”. Så et foster kan tilhøre ikke sin biologiske moder, men nogle fremmede mennesker, så overdragelsen af pakken efter fødslen kan ske umiddelbart.

De juridiske komplikationer er mangfoldige ved den ordning. Må den gravide med fostret sprællende i maven tage til en anden del af landet? Hvor er nu forskellen mellem bevægelsesfrihed og frihedsberøvelse?

Jeg har tilsvarende eksempler på andre områder, der er omfattet af “tvangsindgreb udenfor srafferetsplejen”

__________________________________________________________________________________

KOMMUNER OG FORVALTNINGSRETTENS GRUNDPRINCIPPER

Forvaltninger, ikke mindst kommunale forvaltninger, forbryder sig nærmest dagligt imod fundamentale garaniforskrifter, der skulle have beskyttet individet mod systemets vilkårlige overgreb.

I min egen portefølje af erfaringer som partsrepræsentant har jeg erfaringer nok indenfor

Garantierne skulle efter oplægget til magtadskillelsen ligge i, at der skulle være adgang til at få en sådan sag bedømt.

Men det er gået helt anderledes. Allerede Alf Ross var betænkelig ved, at der kunne ske et skred i retning af, at embedsværket beskytter sig selv.

Vi trænger til en demokratisk revolution, der forlanger demokratiet genindført i form af reelle retsgarantier.

Pressen er en ørken. Alle “retsreportere, -analytikere og – specialister” beskæftiger sig udelukkende med kriminalitet og fungerer som mikrofonholdere for Hummelgaard.

Beskyttelsen af de svageste mennesker tilhører det underlige ikke-sted mellem bunden af indbakken og papirkurven. Ikke bare nu, men i årevis.

Jeg har tilsvarende eksempler på andre områder, der er omfattet af “tvangsindgreb udenfor srafferetsplejen”.

______________________________________________________________________

VENSTREFLØJ, INDIVIDUALISME OG OG ATEISME

RELIGION

Essay: Venstrefløjens ateistiske knæfald for individualisme

Essay: Venstrefløjens ateistiske knæfald for individualisme

by MikaelHertig on June 30, 2024 in Viden og meninger • 0 Comments

Vælger man tro som kød i køledisken?

David Hume - portræt

David Hume

Hvor kommer vore tanker fra?

Mange på Venstrefløjen er besat af den illusion, at de tanker og påhit, der bevæger sig inden i den enkeltes hjerne hver dag er noget, vedkommende selv har fundet på.

Individet er smagsdommeren selv, bedømmeren i midten af virkeligheden,.

De fleste ateistisk orienterede venstrefløjsintellektuelle bilder sig ind, at de tanker og forestillinger, der flyder rundt i hovedet, er vedkommendes egen nye opfindelse og påfund. Dette næsegruse knæfald for viljens frihed er et selvbedragerisk fupnummer.

Man kan beskylde Luther med rette for mange forfærdelige tanker, for han skrev, før menneskerettigheder og demokratiet hører en senere tid til. Han var antisemit og forbandede jødedommen.

Men han brugte et udtryk, der næsten er endnu bedre på dansk end på den originale tyske tekst:

“Den trælbundne vilje”.

Vi kan i vore dage modsat Luther tale om socialisternes blinde individualisme.

Sondringen mellem er og bør

David Hume skrev det måske mere krystalklart end andre. : I den almindelige politisk-intellektuelle debat sondrer vi ikke mellem virkelighedsbeskrivelsen,der bygger på udsagn om, hvordan verden ser ud eller
ER,
byggende på observationer,

ønsker til, hvordan verden
BØR
eller burde være.

Vi pladrer det ustandseligt sammen, og det er forståeligt nok.

Derfor er og bliver sondringerne mellem tilstandsbeskrivelser og idealforestillinger analytisk, et redskab til forståelse i stedet for noget, vi kan slippe fri af.

VÆRDIGRUNDLAGET

I vores danske og europæiske kultur har vi nedarvet forestillinger om godt og ondt, rigtigt og forkert. At bilde sig ind, at der ikke er tale om et underligt miks af antik og kristendom, må kræve en meget speciel begrundelse, der ligger klart udenfor min intellektuelle rækkevidde.

Kernen både hos Hume og Kant er, at der ikke findes noget “objektivt” værdigrundlag.

Værdigrundlaget er så at sige den ene halvdel af vores evne til at definere et PROBLEM. Et Problem kan derfor defineres som spændingen mellem et ønske og en tilstand.

Den subjektive del underkendes blandt mange intellektuelle venstrefløjsfolk, som ved bl.a. ateisme underkender den følelsesmæssige del af deres egen virkeligedsforståelse.

TROSFRIHED og TROSBEDRAG

Det hører den demokratiske forfatning til, at vi har TROSFRIHED.

Det foreslår jeg forstået sådan, at jøder, kristne, muslimer og andre frit kan dyrke deres religiøse forestillinger i det trossaamfund, deres trosforestillinger og værdigrundlag passer til. Tro er i den sammenhæng i uendelig lille udstrælning en smagssag.

Men i en form for misforstået udgave reduceres troen til noget, man vælger efter behag på samme måde, som når man vælger kød i køledisken.

Tro er tanker, vi har i forvejen, nedarvet i den kultur, vi lever i. Tanker om lighed, retfærdighed, godt og ondt.

Man kan ikke vælge tro i den dybe forstand efter behag.

GOD SØNDAG

__________________________________________________________________________________________________________

HUMANISME EFTER 7. OKTOBER 2023?

Humanisme efter 7. oktober?

by MikaelHertig on November 7, 2023 in Humanisme, Viden og meninger • 0 Comments

Lille pige på tæer skrver på en væg, hvor der først stod Peace, tilføjende, så der står Please

StreetArt om eller Fra Gaza?

Massakren 7. oktober ændrede verden

af Mikael Hertig 7. november

Mikael Hertig 2021

Der er nu gået en måned, siden Hamas’ massakre i Israel, hvor tusinder blev dræbt, og hvor der blev taget gidsler.Der bombes stadig løs på hospitaler og mennesker i håbet om, at nogle af dem måske kan have haft noget med Hamas at gøre. Resten er collateral damage.

2022-23 havde på grund af Ukraine-krigen forinden skabt, hvad jeg bildte mig ind, skulle være en højere grad af dansk sikkerhedspolitisk konsensus. Alt fra Enhedslisten til de politisk ukorrekte partier stod sammen om NATO mod Putin og dermed i det mindste i dette tilfælde om en befolknings selvbestemmelsesret.

Ligesom man i Vesten altid taler om verden før og efter 11. september 2001 (9/11), hvor tvillingtårnene blev angrebet af Al Qaida og Bin Laden, må vi nu tale at tale om verden, der rystes af massakren 7.oktober.

Pludselige ændringer er aldrig bare pludselige. Som jordskælv har årtiers erosion gået forud for de voldsomste skælv, der gør os skrøbelige og fremmede. Jeg var uforberedt, havde ikke været særlig opmærksom på de brydninger, hvis dønninger oversvømmede os.

Årtiers danske dannelsesidealer har ændret Danmark. Det handler om meninger om verden og viden om verden, Om bedømmelser og meninger på den ene side og verdensbilleder på den anden.

I min barndom, hvor børn skulle tie stille, skulle man “vide”, før man på kvalificeret vis kunne sige noget, mene noget. Jeg har et muligvis fejlagtigt indtryk af, at undervisningssystemet og pressen har udviklet en form for pærevælling, hvor det er vigtige at synes noget, udtrykke værdidomme om op og ned, om rigtigt og forkert, som om der var tale om en form for standpunkt, uanset de underliggende vidensforudsætninger var forkerte. Eller som Hasse og Tage sagde det i den berømte “Mosebacka Demokratin”:

Nu heter det inte längre “dumhet”, nu heter det “Alternativt demokrati”

Naturligvis kan man overfor sådan arrogance pege på, at der nok burde være en naturlig ydmyghed forbundet med de vidende personers adfærd, hvis de hele tiden optræder “bedrevidende”; på den anden side er det altså rart med udsagn, der er underbyggede af gedign viden, og vås og vrøvl eksisterer i virkeligheden.

Det jeg også savner, er viden, ikke om ondskaben. Men om den historiske udvikling, fjendskabet, og om, hvor splittelsen sjæleligt og geografisk imellem palæstinensere kommer fra. Og hvad jeg ser her i landet, er de konformes og midtens ekstremistiske fordømmelser. Yderligtgående konformisme.

Siden 7. oktober er en masse mennesker blevet beskyldt for at være enten nazister eller antisemitter i den pludseligt opståede besværgelseskultur: Selvretfærdigheden vinder over usikkerheden og skrøbeligheden, overtager dømmekraften. Jeg ville personligt gerne have fastholdt ikke bare mine personlige danske, venner, som nu har rubriceret mig på et eller andet forkert hold.

Ondskab har intet patent. Man må starte med sin egen indre svinehund, for vejen til helvede er belagt med (selv) retfærdighed, hævntørst og de bedste meninger. Rosen har sin indre orm. Godhed og ondskab har det som liv og død, kærlighed og had. De er facetter af os selv.

Opgaven er ikke at dømme i en ondskabskonkurrence for at udpege den mest onde, men at finde ud af, hvordan vi beskytter mennesker mod bomber, hvordan de lidende, tabende børn altid, som Klaus Rifbjerg sagde det, er krigens første og sidste ofre. Med disse menneskers død, sorg, smerter, lidelser og savn skabes der traumer, der med deres djævelske væsen med pigtråd og tårne indhegner håb om at kunne leve i en tryggere verden i kærlighed og fælles glæder.

Afkolonisering af sindet

I den vestlige verden identificerer vi os meget i disse år på en urealistisk måde for vores dejlige demokratiske værdier, med menneskerettigheder og så videre. Vi skammer andre lande, der ikke har demokrati og menneskerettigheder ud for deres primitivitet og ondskab.

Men vi bør tage bjælken ud af vort eget øje. For Occidenten, Vesten, elskes ikke af Afrikas, Sydamerikas eller Asiens folk for vores søde værdiers skyld. De ser udbytning, fattigdom, og nød.
De kan føle sig overladt i lande, der slet eksisterede som lande, før vi koloniserede og myrdede, fragtede slaver.

Vesten bør derfor efter min mening gå ind i en selvransagelsesproces, der synes umulig efter 7. oktober. Ikke desto mindre nytter det ikke at lade krigen i Gaza fremstå alene som de gode vestlige intentioners kamp mod de onde muslimer. Det er blevet en lokal religionskrig og samtidig det, det i FN og andre internationale sammenhænge truer med at ligne en verdenskrig. I en sådan risikerer vi, at de levende kommer til at misunde de døde.

For håbets skyld:

Lille pige på tæer skrver på en væg, hvor der først stod Peace, tilføjende, så der står Please

StreetArt om eller Fra Gaza?

Jødedom, Kristendom og Islam har denne sætning tilfælles:

Lad os derfor velsigne alle mennesker i Palæstina / Israel

Herren velsigne Jer
og bevare Jer
Herren lad sit ansigt lyse over Jer
og være Jer nådige,

______________________________________________________________

TERROR OG TERRORISME INTERNATIONAL RET

“Terror” og “terrorisme” – veldefinerede størrelser? OPDATERET

Terror” og “terrorisme” – veldefinerede størrelser? OPDATERET

by MikaelHertig on October 14, 2023 in Strøtanker • 0 Comments

Karikaturbillede. med fransk tekst. Alle samler vi os mod terrorisme

Alle samler vi os mod terrorisme

Det her er et essay, der handler om vores brug af ordene “terror” og “terrorisme“. Det handler mere om mine betænkeligheder ved dem, end det handler om den ontologiske forståelse af, hvad ordet s nærmere betydningsindhold dækker. Interesserede inviteres til at læse linket nederst i artiklen.

Jeg sidder og fedter med Hans Magnus Enzensbergers artikel “Om forræderiets teori”, hvor en klar pointe er, at enhver af os risikerer at blive forræder overfor det politiske system, vi lever i, Han nævner en person, der blev henrettet i 1943 for på et lokum i Hamborg at have skrevet: “Dræb Hitler, han er en massemorder.” Enzensberger spørger, om personen mon ville have været henrettet for den handling i 1948?

Ligheden mellem “forrædderi” og “terrorisme” er, at der forlanges en absolut stillingtagen. Intet mindre. I debatten omkring krigen mellem Israel og Hamas i oktober 2023 fik en politiker, der var for lidt tilbøjelig til at bruge ordet “terror”, en alvorlig shitstorm for det¹.

Det er ikke nok med alle mulige andre afstandtagende og stærkt fordømmende udtryk. “Terror” og “terrorisme” er tilsyneladende de eneste udtryk, der i den ophedede politiske debat må anvendes, her specifikt om Hamas’ voldsomme og. angreb på civilbefolkningen i det sydlige Israel.

Det er ikke nok med almindelige besværgelser og omfattende fordømmelser. Hvis du ikke bruger ordene specifikt, står du i ledtog med terroristerne. Der underliggende spørgsmål er: “Hvem holder du med?” – for hvis du ikke er med os, der tror på demokrati, civlisation og frihed, så er du imod os. I SoMe varianterne blev de personer med en anden sprogbrug foreslået straffet.

Mette Frederiksen tekst

Mette Frederiksen. Angreb på spørgsmål, stillet af en journalist

Som det fremgår af BTs jorunalists spørgsmål og vinkling, er det også forbud og kritisabelt at “relativere“, da de beskrevne rædsler ikke lader sig gradbøje. Men det kan jo også forstås som et forsøg på at se begivenhederne i en geopolitisk, en historisk og/eller en menneskeretlig sammenhæng på samme tid.

Ved at se begivenhederne i kontekst (relativere) gør man sig efter Mette Frederiksens, Lars Bangert Struwes med følgeres mening skyldig i et nærmest strafbart svigt. I den aktuelle situation handler det for nogles vedkommende om et forbud imod at se krigen i Israel som udelukkende handlende om at se Israels gensvar som retfærdiggjort af Hamas’, den ultimative ondskabs onde handlinger overfor det fredelige og demokratiske Israel.

I dansk konkret sammenhæng ser det ud for mig, som om en gammel pagt, der garanterer Israel som et jødisk helle efter 2. verdenskrig som kompensation for holocaust. De, der står meget stædigt fast på den, reelt også imod 2-statsløsningen, risikerer at indtage en ensidig og biased proisraelsk og i samme åndedrag antiarabisk indstilling, også hvor det er i med FNs charter og EMRK: Når relativering bliver shamet ud, så virker det lidt skæmmende på mig.
Lad mig understrege, at det selvfølgelig udelukker ikke omtanke og refleksion, blot at der kan være tale om en tendens.

Terror og terrorisme er forbundet med den ultimative ondskab. Blev denne grænseløse og ultimative ondskab udryddet een gang for alle, ville jorden blive et bedre sted for alle at være på.

Vestlig retfærdiggørelse af apartheid og imperialisme og kolonialisme er jo ikke noget enestående fænomen.

Nelson Mandela, sammen med tekst "Terrorist"

Nelson Mandela

Pis Kjærsgaard fastholder idag, at Nelson Mandela var leder af ANC, som Vesten jo i sin tid også stemplede som terrororganisation. Vi har måske glemt det. Men hun sagde: “Nelson Mandela var leder af en terrororganisation”. (2013) . Time skrev en slags forklaring i 2008, men også det er en slags forsvar, efter at Apartheidstyret var væltet. Nobelpristageren Mandela var stemplet som terroristleder.

Den tankegang retfærdiggør, at man slår de onde folk ihjel, helst fjerner dem een gang for alle fra jordens overflade. Disse onde mennesker ville ikke kunne avle nye onde bør osv.

Set i et menneskeretligt perspektiv mener jeg, det måske kan være nødvendigt at undersøge ved selvrefleksion, om det korrupte, militante og onde Hamas’ ondskab kan ses i sammenhæng med uddrivelsen af palæstinserne fra deres eget land, indhegningen i Gaza? Kunne der måske tænkes at ligge en desperat udvikling i Palæstinas og Israels historie bag udviklingen af de.egenskaber, Hamas er præget af i dag? Sådanne tanker er i nogles øjne forbudte og i et fåtals strafbare. For hvis du ikke er med mig, er du imod mig.

Jeg kan godt se, at selv når vi eller 90 % af den danske befolkning fordømmer Putin, så er vi mindre tilbøjelige til at kalde Putin og Ruslands regering for “terroristisk”. Det skyldes imidlertid ikke graden af ondskab, motiverne eller noget tredje. Det skyldes, at Rusland er en stat, der går i krig. Putin derimod kalder ukrainerne for terrorister, for i hans sprogbrug er Ukraine ikke nogen selvstændig stat, men russiisk territorium.

Min far fortalte om tysk terror mod danskere i 1944. Der blev blæst luftalarm, og de første læger og sygeplejersker, der løb ud for at gå i beskyttelsesrum, blev skudt af værnemagtens soldater. Det var en gengældelse, for jernbanesabotage. De dræbte havde intet med sabotagen at gøre, men de var en del af den danske befolkning.

Putter man den historie over i Israel-Palæstina-konflikten, er de hidtdige erfaringer fra før krigen af en karakter, der dels går begge veje – og undskyld mig – sætter isarelske handlinger årene igennem i relief.

Se, lige så snart nogen vover at skrive sådan, så bliver det taget til indtægt: “Du holder med det onde terrorregime Hamas på Israels bekostning”.

Bortset fra, at jeg både har jødiske og muslimske venner, så er det ikke pointen,

Meget menneskelig ondskab sker i den bedste mening. Kristen syndsbevidsthed springer ud af syndefaldet. Tænk også på Paulus: “Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Oversat artikel fra Merriam-Websters Leksikon

https://denstoredanske.lex.dk/terrorisme.

BILAG 1

Nogle har foreslået definitioner, hentet fra kortfattede danske leksika, der alene refererede til handlinger, ikke til grupper eller til terrorstempling af en orgaisation eller bevægelse.

Her kommer Merriam-Websters artikel, i min oversættelse:
Lad mig lige kommentere den. Den handler om den evige gentagne historie om, hvordan en revolutions nye diktatorer udskifter deres retfærdighedskamp og legitimering med ekstreme voldshandlinger i uendelige indre opgør. Tænk på Lening og Stalin, på Mao. Men ordets oprindelige betydning handler om indre magtopgør.

BILAG 2

Ordene ‘terrorisme’ og ‘terrorist’ kom til engelsk som oversættelser af ord, der blev brugt på fransk i perioden kendt som terrorens regeringstid (1793-94), hvor den nye regering straffede – normalt med døden – de mennesker, som de mente var imod den igangværende franske revolution . Det var en uhyggelig og langvarig periode med officiel statsstøttet vold, der satte den politiske tone for meget af brugen af disse ord lige siden.

Dens første definition var “en tilstand af at være rædselsslagen, eller en stat, der regerer indadtil ved brug af vil skræmmende vold.”

Og ved sidstnævnte lejlighed, da partiet fik konventionen i besiddelse og begyndte at regere i et stykke tid og var ved at genetablere terrorisme og ikke kongelige, skiftede royalisterne på et øjeblik og blev meget højrøstede mod folkelige uroligheder, og lige så meget patetisk til støtte for konventionen og loven, som de få timer før foragtede og forsøgte at undergrave.
— Thomas Jefferson, 23. juni 1795

I flere dele af Sydfrankrig er der dannet foreninger for at myrde de mennesker, der betegnedes som terrorister, det er partisanerne i Robespierres herredømme. Konventionen har for nylig vedtaget en streng lov om dette emne.
— John Quincy Adams, 6. juli 1795

English

This is an essay about our use of the words “terror” and “terrorism”. It’s more about my misgivings about them than it is about the ontological understanding of what the word’s meaning covers. Those interested are invited to read the link at the bottom of the article.

I am reading Hans Magnus Enzensberger’s article “On the theory of treason l”, where a clear point is that each of us risks becoming a traitor to the political system we live in. He mentions a person who was executed in 1943 for a locum in Hamburg to have written: “Kill Hitler, he is a mass murderer.” Enzensberger asks if the person would have been executed for that act in 1948?

The similarity between “treason” and “terrorism” is that an absolute position is demanded. Nothing less. In the debate surrounding the war between Israel and Hamas in October 2023, a politician who was too disinclined to use the word “terror” got a serious shitstorm for it1. It is not enough with all sorts of other distancing and strongly condemning expressions. “Terror” and “terrorism” are apparently the only terms that can be used in the heated political debate, here specifically about Hamas’ violent attacks on the civilian population in southern Israel.

It is not enough with ordinary incantations and sweeping condemnations. If you don’t use the words specifically, you are in league with the terrorists. There underlying question is: “Who do you side with?” – because if you are not with us who believe in democracy, civilization and freedom, then you are against us. In the SoMe variants, the people with a different use of language were proposed to be punished.

As can be seen from BT’s journalist’s question and angle, it is also forbidden and criticizable to “relativize”, as the described horrors cannot be reduced to degrees. But it can also be understood as an attempt to see the events in a geopolitical, historical and/or human rights context at the same time.

By seeing the events in context (relatively), according to Mette Frederiksen’s (Danish Prime. Minister), Lars Bangert Struwe’s (Danish President of the NATO Aææiance Cofedreation) and followers’ opinion, one is guilty of an almost punishable failure. In the current situaton, for some, it is about a prohibition against seeing the war in Israel as solely about seeing Israel’s response as justified by the evil actions of Hamas, the ultimate evil against the peaceful and democratic Israel.

In a specific Danish context, it looks to me like an old covenant that guarantees Israel as a Jewish sanctuary after World War II as compensation for the Holocaust. Those who stand very stubbornly on it, actually also against the two -state solution, risk adopting a one-sided and biased pro-Israel and in the same breath anti-Arab attitude, also where it is with the UN Charter and the ECHR: When relativization is shamed, then It seems a little embarrassing to me.

Let me emphasize that of course this does not rule out consideration and reflection, just that it may be a trend.

“Terror” and “terrorism” are associated with the ultimate evil. If this limitless and ultimate evil were eradicated once and for all, the earth would be a better place for everyone to be on.

That way of thinking justifies killing the bad people, preferably removing them once and for all from the face of the earth. These evil people would not be able to breed new evil shoulds etc.

Seen from a human righ

Terror” og “terrorisme” – veldefinerede størrelser? OPDATERET

by MikaelHertig on October 14, 2023 in Strøtanker • 0 Comments

Karikaturbillede. med fransk tekst. Alle samler vi os mod terrorisme

Alle samler vi os mod terrorisme

Mette Frederiksen tekst

Mette Frederiksen. Angreb på spørgsmål, stillet af en journalist

Terror og terrorisme er forbundet med den ultimative ondskab. Blev denne grænseløse og ultimative ondskab udryddet een gang for alle, ville jorden blive et bedre sted for alle at være på.

Vestlig retfærdiggørelse af apartheid og imperialisme og kolonialisme er jo ikke noget enestående fænomen.

Nelson Mandela, sammen med tekst "Terrorist"

Nelson Mandela

Den tankegang retfærdiggør, at man slår de onde folk ihjel, helst fjerner dem een gang for alle fra jordens overflade. Disse onde mennesker ville ikke kunne avle nye onde bør osv.

Se, lige så snart nogen vover at skrive sådan, så bliver det taget til indtægt: “Du holder med det onde terrorregime Hamas på Israels bekostning”.

Bortset fra, at jeg både har jødiske og muslimske venner, så er det ikke pointen,

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Oversat artikel fra Merriam-Websters Leksikon

https://denstoredanske.lex.dk/terrorisme.

BILAG 1

Nogle har foreslået definitioner, hentet fra kortfattede danske leksika, der alene refererede til handlinger, ikke til grupper eller til terrorstempling af en orgaisation eller bevægelse.

BILAG 2

Dens første definition var “en tilstand af at være rædselsslagen, eller en stat, der regerer indadtil ved brug af vil skræmmende vold.”

Og ved sidstnævnte lejlighed, da partiet fik konventionen i besiddelse og begyndte at regere i et stykke tid og var ved at genetablere terrorisme og ikke kongelige, skiftede royalisterne på et øjeblik og blev meget højrøstede mod folkelige uroligheder, og lige så meget patetisk til støtte for konventionen og loven, som de få timer før foragtede og forsøgte at undergrave.
— Thomas Jefferson, 23. juni 1795

I flere dele af Sydfrankrig er der dannet foreninger for at myrde de mennesker, der betegnedes som terrorister, det er partisanerne i Robespierres herredømme. Konventionen har for nylig vedtaget en streng lov om dette emne.
— John Quincy Adams, 6. juli 1795

English

Let me emphasize that of course this does not rule out consideration and reflection, just that it may be a trend.

That way of thinking justifies killing the bad people, preferably removing them once and for all from the face of the earth. These evil people would not be able to breed new evil shoulds etc.

Seen from a human rights perspective, I think it may be necessary to examine by self-reflection whether the evil of the corrupt, militant and evil Hamas can be seen in the context of the expulsion of the Palestinians from their own land, the enclosure in Gaza? Could it perhaps be thought that a desperate development in the history of Palestine and Israel lies behind the development of the characteristics Hamas is characterized by today? Such thoughts are in the eyes of some forbidden and in the eyes of a few punishable. Because if you’re not with me, you’re against me.

I can see that even when we or 90% of the Danish population condemn Putin, we are less inclined to call Putin and Russia’s government “terrorist”. However, this is not due to the degree of evil, the motives or anything else. This is because Russia is a state that goes to war. Putin, on the other hand, calls the Ukrainians terrorists, because in his language, Ukraine is not an independent state, but Russian territory.

My father told about German terror against Danes in 1944. An air raid alert was sounded, and the first doctors and nurses who ran out to go to shelters were shot by soldiers of the defense forces. It was retaliation for railroad sabotage. Those killed had nothing to do with the sabotage, but they were part of the Danish population.

If you put that history into the Israel-Palestine conflict, the experiences so far from before the war are of a nature that partly goes both ways – and excuse me – puts Israeli actions over the years in relief.

Look, as soon as someone dares to write like that, it is taken for granted: “You support the evil terrorist regime Hamas at the expense of Israel”.

Apart from the fact that I have both Jewish and Muslim friends, that’s not the point,

Much human evil happens in the best sense. Christian awareness of sin springs from the fall. Consider also Paul: “The good that I will, that I do not; but the evil that I do not want, that I do.”

By Mikael Hertig, cand. scientist. pole.

ts perspective, I think it may be necessary to examine by self-reflection whether the evil of the corrupt, militant and evil Hamas can be seen in the context of the expulsion of the Palestinians from their own land, the enclosure in Gaza? Could it perhaps be thought that a desperate development in the history of Palestine and Israel lies behind the development of the characteristics Hamas is characterized by today? Such thoughts are in the eyes of some forbidden and in the eyes of a few punishable. Because if you’re not with me, you’re against me.

Look, as soon as someone dares to write like that, it is taken for granted: “You support the evil terrorist regime Hamas at the expense of Israel”.

Apart from the fact that I have both Jewish and Muslim friends, that’s not the point,

Much human evil happens in the best sense. Christian awareness of sin springs from the fall. Consider also Paul: “The good that I will, that I do not; but the evil that I do not want, that I do.”

By Mikael Hertig, cand. scientist. pol.

_____________________________________________________________________________________________________

HUMANISME

Her åbnes for en indledende diskussion om, hvad humanisme i dansk politik er….

Humanisme som begreb stammer fra renæssancen. Portræt af kvinder, forbindes med renæssancens humanisme

Humanismen som ide stammer fra renæssancen. Her billede af kvinder. Billedet forbindes med humanisme og renæssance

Hvad vil det sige at være “humanist i dag”? Umiddelbart tror jeg, det handler om arven efter 2. verdenskrig. Modstanden mod fascisme og nazisme, til racisme, fremmedhad, er naturligvis markant. Laver man så en prioriteringsliste, er denne afvisning det negative. Det omvendte, kald det eventuelt det politisk korrekthed, bør ikke udtrykkes negativt alene. Det skal markeres positivt.

Som jeg forstår det i første omgang, er der tale om en vektor. En vektor er banalt sagt en ret linje, der er karakteriseret ved at have en længde og en retning. Modsat en poltisk dimension som “højre-venstre-skalaen med de mest højreorienterede i den ene ende og de venstreorienterede i den anden, handler politisk korrekthed og humanisme om, hvad der karakteriserer de mennesker, vi i 2020’erne kan karakterisere som “humanister“, og måske rettere: De mennesker, der er med på at kalde sig selv humanister. Uanset, om nogle anser det for et skældsord eller ej, bør vi stå ved det.

Hvorfor er det forkert at være “politisk korrekt”? Det er det skældsord, der har bidt mest på dem, der tænker uracistisk, menneskeligt, humanistisk? Beskyldningen handler underligt nok, som jeg forstår det om manglende refleksion, og empati og eftertanke. Men det er da et falsum. Tværtimod, ville jeg nok påstå.

Vi kaldes måske “De politisk korrekte”?

Til at begynde med handlede “politisk korrekthed” om noget helt andet, end det gør i dag. Dengang handlede det om at udskifte sprogets nedsættende vendinger med mindre diskriminerende. ( “Venstrehåndet” i stedet for “kejthåndet”, “sort” eller “afrikansk” i stedet for “neger” .

Begrebet “humanisme” er sammensat, mangfoldigt og underligt uhåndterligt. Hvis du håndsplukker danskere i 2023, der erklærer sig som humanister eller noget, der ligner, vil der formentlig være nogle fælles karakteristika, men ikke nødvendigvis nogen total religiøs eller politisk enighed.

Men fra den sproglige bestræbelse om ikke bevidst at fornærme eller diskriminere gennem sproget er det blevet til et synonym med en politisk indstilling, der i det hele taget er mere pluralistisk, og som ikke instinktivt ser den fremmede som en trussel eller en fjende. Den mere dyrisk-instinktive reaktion på den fremmede er fælles for alle mennesker og dyr. Det indebærer, at en humanist må bruge et lag af selvrefleksion og eftertanke for at komme til at se den fremmede som en mulig ven og allieret.
Læs denne artikel: https://videnskab.dk/kultur-samfund/er-racisme-og-intolerance-en-del-af-vores-dna/

På den anden side har vi i de forskellige samfund klar indikation for, at mennesker i samfund er mestre i at overvinde instinktet, bruge refleksion og omtanke og samarbejde. Så længe der en en form for national stammelignende enshed over et samfund som det danske, opstår der en tendens til at se sig selv i modsætning til dem, der kommer med et andet sprog, en anden kultur og ikke mindst et andet udseende. Mens vi som danskere forstår os selv og vore fælles tankemønstre, skal der overvindelse til for at forstå den fremmede. Misforståelserne er der. Men hvis man selv er grebet af selvglæde og den dermed forbundne forlods rethaveriskhed, kommer man let til at se den fremmedes tankegang som laverestående, muligvis “udemokratisk”, primitiv og forkert. Vi taler om fordomme. Da fordomme altid er knyttet til en persons virkelighedsbilleder samtidig med vedkommendes værdiorientering, kan ingen erklære sig fordomsfri. Men hver enkelt kan slås med sin indre svinehund. Læs denne artikel: https://denstoredanske.lex.dk/fordom

I den engelsk-amerikanske litteratur er der en tendens til, at humanister ikke må være troende. Vi skal nok her huske, at navnlig amerikansk kristen tradition har en tendens til bogstavtro og måske endda fundamentalistisk. I Grundtvigs, Løgstrups og Lindhardts fædreland er troen blevet mere eksistentialistisk, mere abstrakt, og tanken om livet efter døden får jo et mere mytologisk præg.

Jeg vil gerne åbne for en debat om dette emne, At jeg selv opfatter mig specifikt for folkekirkekristen, men det skal ikke skille os ad.

“Forståelse er en rejse ind i den andens land”
skriver Henrik Nordbrandt i. et digt.

Viden og forståelse her som noget særligt. Læs betydning to herfra: https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forst%C3%A5else&entry_id=11015224

Litteratur

Litteraturlisten her dækker forskellige emner, og den er langt fra indbyrdes konsistent. Opfattelserne stritter i alle mulige retninger. Derfor må man snarere tage den som inspiration til forståelse af, hvad humanisme efter de forskelliges opfattelse er og hvordan den forstås.

https://www.rep.routledge.com/articles/thematic/humanism/v-1/sections/enlightenment-humanism

https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=humanist

https://www.e-periodica.ch/cntmng?pid=ror-001%3A1954%3A33%3A%3A431

https://www.bbc.co.uk/bitesize/topics/znk647h/articles/zmqpkmn

https://www.theguardian.com/world/2021/jul/18/meet-the-humanists-you-dont-have-to-be-christian-to-think-of-yourself-as-a-good-person.

https://de.wikipedia.org/wiki/Renaissance-Humanismus

https://www.studysmarter.de/schule/geschichte/fruehe-neuzeit/humanismus/

https://www.vinci.be/uploads/Le-courant-humaniste.pdf

https://videnskab.dk/kultur-samfund/fem-humanistiske-ideer-der-har-aendret-verden/

https://arkiv.arbejderen.dk/teori/marxismens-filosofi-og-revolution%C3%A6r-humanisme

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/humanisme-og-kristendom

_____________________________________________________________

Det specialiserede socialområde: Kommunale fejl.

Anbringelsessager: Den psykologiske fejlvurdering

by Mikael Hertig on juli 11, 2025 in Anbringelsesret • 0 Comments

Maskinoversættelse til orussisk længere nede. Den grønlandske er slettet på grund af for lav kvalitet.

Indledning

Ligesom sagsbehandleren ikke må lege doktor, må hun heller ikke lege psykolog. Det følger af undersøgelsesprincippet, at afgørelser skal hvile på et sagligt grundlag. Og når sagsbehandlere ikke selv har ekspertisen, må hun indhente den fornødne viden udefra.-

Barn og Bamse

Jeg har ret ofte oplevet, at et anbragt barn viser “udadreagerende adfærd”, dvs, skælder ud på sin biologiske far eller mor under selv overvåget samvælr. Sagsbehandleren i kommunen tager dette som becvis på, at at anbringelsen er berettiget, og at barnet ikke bryder sig om sin mor eller far.

Men det kan vel tænkes, at det er det omvendte, der kan være tilfælldet? Barnet tør kun vise følelser overfor den, det føler sig tryg ved. Det tør ikke skælde ud på sine fremmede plejeforældre, men når lejliughed byder sig unsder samvær, kan sorgen og vreden over situationen få fuldt afløb.

Jeg har aldrig set denne vinkel anlagt som, begrundelse i en afgørelse om anbringelse udenfor hjemmet. Det er altid den noget naïve fejltagelse, der bestemmer den lidt selvretfærdiggørende beslutning.

Jeg er kun lige kommet ind på emnet og vil dyrke det meget mere i den kommende tid.

Umiddelbart forekommer det mig, at mns der er ret tydeligt belæg for antagelsen om, at “normale børn” kun viser vrede og følelser (“udadreagerende adfærd”) overfor den eller de personer, de er tryggest ved, bruges den “udadreagerende adfærd” som en egenskab ved moderen eller faderen, mens den karakteriserer en vanskelig følelesmæssig situation. Det handler om vurderinger af samvær.

Det ser ud til at indebære drabelige fejlfortolkninger, og det får mærkbare konsekvenser. Anbringelser, der aldrig burde have fuindet sted. Hjemgivelser, der ikke iværksættes. Samvær, der bliver gjort overvågede og sparsomme. Fejlene er nærmest universelle – jeg har ikke set eksempler på nogen fortolkning, der bare kommer ind på dette emne nogensinde.

RUSSISK

Russisk oversættelse

Введение
Так же как и социальный работник не должен играть роль врача, она также не должна играть роль психолога. Из принципа исследования следует, что решения должны основываться на объективных основаниях. И когда у социального работника нет необходимой экспертизы, она должна получить необходимые знания извне.
Ребенок и Медвежонок

Я довольно часто сталкивался с тем, что помещённый в приёмную семью ребёнок проявляет “экстернализирующее поведение”, то есть ругает своего биологического отца или мать даже во время контролируемого общения. Социальный работник в муниципалитете воспринимает это как доказательство того, что помещение обосновано, и что ребёнок не любит свою мать или отца.

Но разве нельзя предположить, что всё наоборот? Ребёнок осмеливается проявлять эмоции только по отношению к тому, с кем чувствует себя в безопасности. Он не осмеливается ругать своих приёмных родителей, но когда появляется возможность во время общения, горе и гнев по поводу ситуации находят полный выход.

Я никогда не видел, чтобы этот взгляд рассматривался как основание для решения о помещении вне дома. Всегда побеждает эта несколько наивная ошибка, определяющая немного самооправдывающееся решение.

Я только начал рассматривать эту тему и собираюсь изучить её гораздо глубже в ближайшее время.

На первый взгляд мне кажется, что хотя есть довольно очевидные основания предполагать, что “нормальные дети” проявляют гнев и эмоции (“экстернализирующее поведение”) только по отношению к тем людям, с которыми они чувствуют себя наиболее безопасно, “экстернализирующее поведение” используется как характеристика матери или отца, хотя на самом деле оно характеризует сложную эмоциональную ситуацию.

Это, похоже, приводит к серьёзным ошибочным интерпретациям, которые имеют заметные последствия. Помещения, которые никогда не должны были бы происходить. Возвращения домой, которые не реализуются. Общение, которое становится контролируемым и редким. Ошибки почти универсальны — я не видел примеров интерпретаций, которые хотя бы затрагивали бы эту тему когда-либо.

_________________________________

Dialog med kunstig intelligens: “Perplexity.ai” 11. juli 2025:

Findes der videnskabelige artikler, der handler om nedenstående: Et tvangsfjernet grønlandsk eller ukrainskj barn. der (antageligvis) lever hos en fremmed dansk plejefamilie,. der ikke kender til dets nationale sprog eller opvækstkultur., græder og reagerer vredt, når det endelig mødes med sine forældre, som det føler, det kan tillade sig at være vred på og sørge frit sammern med?3

Der findes ikke videnskabelige artikler, der præcist beskriver det specifikke scenarie, du nævner—et tvangsfjernet grønlandsk eller ukrainsk barn, der lever hos en dansk plejefamilie uden kendskab til barnets nationale sprog eller kultur, og som reagerer følelsesmæssigt (gråd, vrede) ved samvær med sine forældre, fordi det føler sig trygt nok til at udtrykke sorg og vrede sammen med dem. Men der findes forskning og rapporter, der belyser centrale dele af problemstillingen, især for grønlandske børn i Danmark.

Vigtige pointer fra eksisterende forskning og rapporter:

: Grønlandske børn, der tvangsfjernes og anbringes i danske plejefamilier, mister ofte tilknytningen til deres grønlandske sprog og kultur, fordi plejefamilierne sjældent har kendskab til disse. Dette kan skabe en følelsesmæssig og identitetsmæssig afstand mellem barnet og dets biologiske forældre, især under samvær, hvor sproglige og kulturelle barrierer kan forstærke barnets frustration og sorg

.
Samvær og følelsesmæssige reaktioner: Studier viser, at anbragte børn med grønlandsk baggrund kan opleve udfordringer i kontakten til deres forældre, blandt andet på grund af sproglige og kulturelle forskelle. Kvaliteten af samværet kan være præget af følelsesmæssige reaktioner, men det beskrives ikke eksplicit, at børnene græder eller reagerer vredt, fordi de føler sig trygge nok til det. Dog nævnes det, at børnene kan have svært ved at mærke egne behov og føler mindre tilknytning til forældrene end andre anbragte børn, hvilket kan føre til komplekse følelsesmæssige reaktioner
.
Betydning af kulturtilpasset indsats: Der er kritik af, at danske myndigheder ofte ikke tager tilstrækkeligt hensyn til at bevare børns oprindelige sprog, kultur og identitet ved tvangsfjernelse, og at manglende tolkning og kulturtilpassede tests kan føre til misforståelser og forkerte beslutninger

. Det anbefales, at børn med grønlandsk baggrund så vidt muligt anbringes i netværkspleje eller hos grønlandske familier for at mindske tabet af sprog og kultur

: Der findes historiske eksempler på grønlandske børn, der blev fjernet fra deres familier og mistede kontakten til deres sprog og kultur, hvilket har haft langvarige negative konsekvenser for deres identitet og trivsel

: Der er ikke fundet videnskabelige artikler eller rapporter, der specifikt omhandler ukrainske børn i denne sammenhæng i Danmark.

: Der findes ikke videnskabelige artikler, der beskriver præcis det beskrevne scenarie i alle detaljer, men der er veldokumenteret forskning om de sproglige, kulturelle og følelsesmæssige udfordringer, som især grønlandske børn oplever ved tvangsfjernelse og anbringelse i danske plejefamilier uden kendskab til deres oprindelige kultur og sprog

Jeg vil se på den psykiske reaktion: at barnet kun reaǵerer udadvendt overfor dem, det er tryg ved

Forskning og praksis inden for børnepsykologi understøtter, at børn ofte kun reagerer udadvendt—fx med vrede eller gråd—overfor personer, de føler sig trygge ved. Det gælder især børn, der har oplevet svigt eller traumer. Når børnene er i nye eller usikre omgivelser, kan de være meget tilbageholdende og forsøge at “gå i ét med væggen”, men efterhånden som de oplever tillid til voksne omkring sig, tør de i højere grad vise deres indre problemer og følelser, herunder sorg og vrede

Citat fra en leder på Mælkebøttecentret, der arbejder med udsatte grønlandske børn:

“Børnene er ofte meget tilbageholdende og forsøger at gå i et med væggen den første tid, de er her. Men efterhånden, som de oplever, at de kan stole på de voksne, så tør de være mere sig selv. Og det betyder, at de viser de problemer, de kæmper med i hverdagen – som vrede og sorg som følge af de svigt, de har oplevet”

.

Dette mønster er velkendt i psykologien: Børn udtrykker ofte deres sværeste følelser—som vrede, frustration eller sorg—overfor dem, de har en tryg tilknytning til, fordi de her føler, at det er “tilladt” at vise deres sårbarhed. Det forklarer, hvorfor et barn, der ellers virker roligt eller tilpasset i plejefamilien eller institutionen, kan reagere voldsomt følelsesmæssigt, når det er sammen med sine forældre.

Der er ikke fundet danske eller grønlandske studier, der direkte dokumenterer denne præcise mekanisme i samværssituationer mellem tvangsfjernede børn og deres forældre, men den generelle psykologiske viden og erfaringerne fra arbejdet med grønlandske børn støtter tydeligt denne forståelse

Findes der videnskabelige artikler, helst på engelsk, der indgående belyser dette fænomen?

Der findes flere videnskabelige artikler på engelsk, der grundigt belyser fænomenet, hvor børn udtrykker stærke følelser (som vrede eller gråd) især overfor personer, de er trygge ved. Dette er ofte relateret til børns emotionelle udvikling, tilknytning og emotionel socialisering.

Caregiver Emotional Expressiveness and Child Behavior: Studier viser, at børn lærer at regulere og udtrykke følelser gennem deres primære omsorgspersoners følelsesmæssige udtryk. Børn, der oplever et trygt og følelsesmæssigt udtryksfuldt miljø, har ofte bedre emotionel forståelse og regulering. Samtidig kan børn, der har lav emotionel regulering, vise flere udadreagerende (fx vrede) eller indadreagerende (fx tristhed) reaktioner, især i trygge relationer, hvor det er “tilladt” at vise disse følelser
.

: Artikler understreger, at børn ofte kun udtrykker deres sværeste følelser overfor personer, de har en tryg tilknytning til. Dette mønster er velbeskrevet i litteraturen om emotion socialization, hvor børn lærer, at det er sikkert at udtrykke følelser sammen med omsorgspersoner, de stoler på

.
Relation til traumer og omsorgssvigt: Studier om børn, der har oplevet omsorgssvigt eller traumer, beskriver også, at følelsesmæssige udbrud ofte først kommer til udtryk i samvær med trygge voksne, fordi barnet her tør vise sin sårbarhed

Eksempler på relevante artikler:

Caregiver Emotional Expressiveness, Child Emotion Regulation, and Child Behavior Problems among Head Start Families (McCoy & Raver, 2011): Artiklen undersøger, hvordan omsorgspersoners følelsesmæssige udtryksfuldhed påvirker børns emotionelle regulering og adfærd, og finder, at børn ofte udviser flere følelsesmæssige reaktioner i trygge relationer
.
Primary Caregiver Emotional Expressiveness Relates to Toddler Emotion Understanding (2020): Denne artikel viser, at børn udvikler emotionel forståelse og udtryk gennem observation af deres primære omsorgspersoners følelsesudtryk, og at følelsesmæssig impulsivitet hos omsorgspersonen kan fremme barnets emotionelle forståelse
.
How to help kids understand and manage their emotions (APA): Gennemgang af forskning, der viser, at børn med trygge relationer til omsorgspersoner har bedre emotionel regulering og tør vise deres følelser i disse relationer

:
Der findes flere videnskabelige artikler, der indgående belyser, hvordan børn især udtrykker stærke følelser overfor trygge voksne, og hvordan dette hænger sammen med emotionel udvikling, socialisering og tilknytning. Artiklerne fokuserer dog typisk på generelle mekanismer og ikke specifikt på tvangsfjernede eller etnisk minoriserede børn, men principperne er de samme

Der er jo tale om (alt for lange) adskillelser og alt for kortvarige genforeninger. Blikver dette også videnskabeligt belyst?

Ja, de negative konsekvenser af lange adskillelser og korte, sjældne genforeninger mellem tvangsfjernede børn og deres forældre er videnskabeligt belyst.

Forskningen viser, at:

Gentagne og langvarige adskillelser fra forældre, samt korte og sjældne samvær, kan føre til alvorlige psykiske belastninger for barnet, herunder tilbagetrækning, nedsat evne til at modtage trøst og kærlighed, og en gradvis opløsning af relationen mellem barn og forældre

.
Relationen mellem barn og forældre smuldrer, jo længere tid adskillelsen varer, især for mindre børn, der udvikler sig hurtigt og derfor har svært ved at opretholde en meningsfuld tilknytning ved meget lidt samvær
.
Barnets trivsel og psykiske helbred påvirkes negativt: Der er dokumenteret øget risiko for psykiske problemer, selvmordsforsøg og generel mistrivsel blandt børn, der er adskilt fra deres forældre over længere tid og kun ser dem kortvarigt
.
Forskningen understreger vigtigheden af stabilitet og kontinuerlig kontakt med forældre eller nære omsorgspersoner for barnets udvikling og trivsel. Mange anbragte børn oplever desuden gentagne skift og brud, hvilket yderligere forværrer deres situation og forringer mulighederne for at opretholde stabile relationer

Sammenfattende er der altså solid videnskabelig dokumentation for, at lange adskillelser og korte samvær har alvorlige negative konsekvenser for både barnets og forældrenes psykiske helbred og relation

Hvordan kan videnskabelige metoder belyse varigheden af adskillelser og genforeninger

Hvilke psykologiske teorier forklarer kortvarige versus langvarige relationer

Hvordan påvirker neurovidenskab forståelsen af følelsesmæssig tilknytning i adskillelser

På hvilke måder kan forskning bidrage til at forbedre familiegenforeningers stabilitet

Hvad er de etiske overvejelser ved studier af familiedynamik og adskillelse

_______________________________________________________________

NU GÆLDER ILOKONVENTION 169 FOR GRØNLÆNDERE I DANMARK

LÆS TEKSTEN HER:

Bekendtgørelse af ILO-konvention nr. 169 af 28. juni 1989 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater

I henhold til kgl. resolution af 18. januar 1996 har Danmark ratificeret en på Den Internationale Arbejdsorganisations 76. samling i Geneve den 28. juni 1989 vedtagen konvention nr. 169 vedrørende oprindelige folk og stammefolk i selvstændige stater.

Konventionen har følgende ordlyd:

Konvention nr. 169

KONVENTION VEDRØRENDE

OPRINDELIGE FOLK OG STAMMEFOLK I SELVSTÆNDIGE STATER

Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference (ILO)

der er blevet sammenkaldt i Geneve af Det Internationale Arbejdsbureaus Styrelsesråd, og som den 7. juni 1989 er trådt sammen til sin 76. samling og

der noterer sig de internationale normer, der er indeholdt i konventionen og henstillingen om oprindelige folk og stammebefolkninger, 1957, og

som henviser til bestemmelserne i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention vedrørende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, den internationale konvention vedrørende civile og politiske rettigheder, og de mange internationale instrumenter vedrørende forebyggelse af diskrimination,

som finder, at den udvikling, der har fundet sted i international ret siden 1957, samt udviklingen i situationen for oprindelige folk og stammefolk i alle områder i verden, har gjort det hensigtsmæssigt at vedtage nye internationale normer vedrørende dette spørgsmål med henblik på at fjerne tidligere normers orientering henimod assimilation, og

der anerkender disse folks ønske om at udøve kontrol over deres egne institutioner, livsform og økonomiske udvikling og om at fastholde og udvikle deres identitet, sprog og religion, inden for rammerne af de stater, i hvilke de bor, og

som noterer sig, at disse folk i mange dele af verden ikke er i stand til at nyde godt af de grundlæggende menneskerettigheder i samme grad som resten af befolkningen i de stater, i hvilke de bor, og at deres love, værdier, sædvaner og anskuelser ofte er blevet undergravet, og

der henleder opmærksomheden på oprindelige folks og stammefolks særlige bidrag til menneskehedens kulturelle mangfoldighed og sociale og økologiske harmoni og til internationalt samarbejde og forståelse, og

der noterer sig, at nedenstående bestemmelser er blevet udformet i samarbejde med De Forenede Nationer, FAO, UNESCO, WHO, samt med Inter-American Indian Institute, på passende niveauer og inden for disse institutioners respektive områder, og at det foreslås at fortsætte dette samarbejde med henblik på at fremme og sikre gennemførelsen af disse bestemmelser, og

der har besluttet at vedtage visse forslag med hensyn til en delvis revision af konventionen om oprindelige folk og stammebefolkninger, 1957 (nr. 107), hvilket spørgsmål er optaget som punkt 4 på samlingens dagsorden, og

der har besluttet, at disse forslag skal tage form af en international konvention, der reviderer konventionen om beskyttelse og samfundsmæssig indpasning af oprindelige folk og andre stamme- og stammelignende befolkningsgrupper i uafhængige lande, 1957,

vedtager i dag den 27. juni 1989 følgende konvention, der kan betegnes konventionen om oprindelige folk og stammefolk, 1989:

Kapitel I

Generel politik

Artikel 1

1. Denne konvention finder anvendelse på:

a) stammefolk i selvstændige lande¹, hvis sociale, kulturelle og økonomiske forhold adskiller dem fra andre dele af det nationale samfund, og hvis status reguleres helt eller delvis af deres egne sædvaner eller traditioner eller af særlige love eller forskrifter,
b) folk i selvstændige lande, der betragtes som tilhørende et oprindeligt folk, på grund af deres nedstamning fra folk, som beboede landet eller en geografisk region, som lande tilhører (altså som hører til Danmark), på tidspunktet for erobring eller kolonisering eller oprettelse af de nuværende statsgrænser og som, uanset deres juridiske status, opretholder nogle af eller alle deres egne sociale, økonomiske, kulturelle og politiske institutioner.

2. Identificering af sig selv som tilhørende et oprindeligt folk eller en stamme skal betragtes som et grundlæggende kriterium for fastsættelse af de grupper, som bestemmelserne i denne konvention finder anvendelse på.

3. Anvendelsen af udtrykket »folk« i denne konvention skal ikke fortolkes som havende konsekvenser for så vidt angår rettigheder, der måtte være knyttet til dette udtryk i henhold til folkeretten.

Artikel 2

1. Regeringerne har ansvar for – i samarbejde med de pågældende folk – at iværksætte en koordineret og systematisk indsats med henblik på at beskytte disse folks rettigheder og at garantere respekten for deres integritet.

2. En sådan indsats skal omfatte følgende foranstaltninger med henblik på:

a) at sikre, at medlemmer af disse folk på lige fod nyder godt af de rettigheder og muligheder, som nationale love og forskrifter giver andre medlemmer af befolkningen,
b) at fremme den fulde gennemførelse af sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder for disse folk med respekt af deres sociale og kulturelle identitet, deres sædvaner og traditioner og deres institutioner,
c) at bistå medlemmerne af de pågældende folk med at eliminere socio-økonomiske forskelle, der måtte bestå mellem oprindelige folk og andre medlemmer af det nationale samfund, på en måde, der er i overensstemmelse med deres ønsker og livsform.

Artikel 3

1. Oprindelige folk og stammefolk skal i fuldt mål nyde godt af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder uden hindring eller diskrimination. Bestemmelserne i denne konvention skal finde anvendelse uden diskrimination af mandlige og kvindelige medlemmer af disse folk.

2. Der må ikke udøves nogen form for magt eller tvang i strid med de pågældende folks menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder rettigheder i henhold til denne konvention.

Artikel 4

1. Der skal, efter behov, vedtages særlige foranstaltninger med henblik på at sikre enkeltpersoner blandt de pågældende folk samt deres institutioner, formuegoder, arbejde, kultur og miljø.

2. Sådanne særlige foranstaltninger må ikke være i modstrid med de pågældende folks frit udtrykte ønsker.

3. Nydelsen af de generelle rettigheder, som er forbundet med statsborgerskab, må ikke begrænses på nogen måde gennem sådanne særlige foranstaltninger.

Artikel 5

I forbindelse med gennemførelsen af denne konventions bestemmelser:

a) skal disse folks sociale, kulturelle, religiøse og åndelige værdier og skikke anerkendes og beskyttes, og der skal tages behørigt hensyn til karakteren af de problemer, som de står over for, både som grupper og som enkeltpersoner,
b) skal integriteten af disse folks værdier, skikke og institutioner respekteres,
c) skal der under inddragelse af og i samarbejde med de berørte folk vedtages foranstaltninger med henblik på at afbøde de vanskeligheder, som disse folk møder, når de står over for nye leve- og arbejdsvilkår.

Artikel 6

1. Ved gennemførelserne af bestemmelsen i denne konvention, skal regeringerne:

a) konsultere de pågældende folk, gennem passende procedurer og særlig gennem deres repræsentative institutioner, når man overvejer lovgivningsmæssige eller administrative foranstaltninger, der kan berøre dem direkte,
b) gennemføre foranstaltninger, der sikrer, at disse folk frit kan deltage – i mindst samme omfang som andre sektorer i befolkningen – på alle niveauer i beslutningsprocessen i administrative, folkevalgte og andre organer, der er ansvarlige for politikker og programmer, der vedrører dem,
c) gennemføre foranstaltninger for fuld udvikling af disse folks egne institutioner og initiativer og, hvor det er hensigtsmæssigt, stille de nødvendige ressourcer til rådighed til dette formål.

2. Konsultationer, der gennemføres i forbindelse med gennemførelsen af denne konvention, skal finde sted i god tro og i en form, der er afpasset omstændighederne, med den målsætning at opnå enighed om eller samtykke til de foreslåede foranstaltninger.

Artikel 7

1. De pågældende folk skal have ret til at fastsætte deres egne prioriteringer i forbindelse med udviklingsprocessen, i det omfang den berører deres liv, tro, institutioner og åndelig velfærd og de landområder, som de besidder eller på anden måde anvender, og til at udøve kontrol, i videst muligt omfang, over deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Desuden skal de deltage i formulering, gennemførelse og evaluering af planer og programmer vedrørende national og regional udvikling, der kan berøre dem direkte.

2. Forbedring af arbejds- og levevilkår og af sundheds- og uddannelsesniveauet for de pågældende folk skal – med inddragelse af og i samarbejde med dem – have en høj prioritet i planer for generel økonomisk udvikling i de områder, de bor i. Særlige projekter for udvikling af de pågældende områder skal udformes på en sådan måde, at de fremmer en sådan forbedring.

3. Regeringerne skal sikre, at der, hvor det er hensigtsmæssigt, gennemføres undersøgelser, i samarbejde med de pågældende folk, med henblik på at vurdere de sociale, åndelige, kulturelle og miljømæssige konsekvenser for dem af planlagte udviklingsaktiviteter. Resultaterne af disse undersøgelser skal betragtes som grundlæggende kriterier for gennemførelsen af disse aktiviteter.

4. Regeringerne skal, i samarbejde med de pågældende folk, træffe foranstaltninger med henblik på at beskytte og bevare miljøet i de områder, de bor i.

Artikel 8

1. Ved anvendelse af nationale love og forskrifter over for de berørte folk skal der tages behørigt hensyn til deres sædvaner og sædvaneretlige regler.

2. Disse folk skal have ret til at bevare egne sædvaner og institutioner, hvor disse ikke er i strid med grundlæggende rettigheder, som defineret i det nationale retssystem, og med internationalt anerkendte menneskerettigheder. Der skal oprettes procedurer, i det omfang det er nødvendigt, med henblik på at løse konflikter, som måtte opstå i forbindelse med anvendelsen af dette princip.

3. Anvendelsen af denne artikels stk. 1 og 2 skal ikke hindre medlemmer af disse folk i at udøve rettigheder, som alle borgere har og i at påtage sig de dertil svarende pligter.

Artikel 9

1. I det omfang, det er foreneligt med det nationale retssystem og internationalt anerkendte menneskerettigheder, skal de metoder, der sædvanemæssigt praktiseres af de pågældende folk med hensyn til sanktioner mod lovovertrædelser begået af deres medlemmer, respekteres.

2. Disse folks sædvaner med hensyn til straffesager, skal tages i betragtning af de myndigheder og domstole, der behandler sådanne sager.

Artikel 10

1. Når medlemmer af disse folk idømmes en straf i henhold til den generelle lovgivning, skal der tages hensyn til deres økonomiske, sociale og kulturelle karakteristika.

2. Andre straffemetoder end fængselsstraf bør foretrækkes.

Artikel 11

Krav om, at medlemmer af de pågældende folk skal udføre tvungne personlige tjenesteydelser i nogen form, uanset om der sker betaling herfor eller ej, skal forbydes og gøres strafbart i henhold til gældende lov, undtagen i detilfælde, hvor noget sådant er fastsat ved lovfor alle borgere.

Artikel 12

De pågældende folk skal sikres mod misbrug af deres rettigheder og skal kunne anlægge retssag, enten individuelt eller gennem deres repræsentative organer, med henblik på en effektiv beskyttelse af disse rettigheder. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at medlemmer af disse folk kan forstå og selv blive forstået i forbindelse med sådanne retssager, om nødvendigt gennem tilvejebringelse af tolkning eller på anden effektiv måde.

Kapitel II

Landområder

Artikel 13

1. I forbindelse med anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel i konventionen skal regeringerne respektere den særlige betydning for de pågældende folks kultur og åndelige værdier af deres forhold til de landområder og/ eller territorier, som de besidder eller på anden måde udnytter, og især de kollektive aspekter af dette forhold.

2. Anvendelsen af udtrykket »landområder« i artikel 15 og 16 omfatter begrebet »territorier«, der dækker det samlede miljø i de områder, hvor de berørte folk bor eller som de på anden måde udnytter.

Artikel 14

1. De pågældende folks ret til at eje og besidde de landområder, som de traditionelt råder over, skal anerkendes. Desuden skal der, hvor det er hensigtsmæssigt, træffes foranstaltninger med henblik på at sikre de pågældende folks ret til at udnytte landområder, der ikke udelukkende besiddes af dem, men hvortil de traditionelt har haft adgang til at skaffe sig deres udkomme og udøve traditionelle aktiviteter. Der bør i denne forbindelse særlig tages hensyn til situationen for nomadefolk og omvandrende jordbrugere.

2. Regeringerne skal tage de skridt, der er nødvendige, med henblik på at identificere de landområder, som de pågældende folk traditionelt besidder, og garantere en effektiv beskyttelse af deres ejendoms- og besiddelsesrettigheder.

3. Der skal indføres passende procedurer inden for det nationale retssystem med henblik på at afgøre krav om landområder fra de pågældende folk.

Artikel 15

1. De pågældende folks ret til naturressourcer i forbindelse med deres landområder skal særligt sikres. Disse rettigheder omfatter disse folks ret til at deltage i udnyttelsen, forvaltningen og bevaringen af disse ressourcer.

2. I tilfælde, hvor staten bevarer ejendomsretten til mineraler eller underjordiske ressourcer eller rettigheder til andre ressourcer i forbindelse med landområder, skal regeringerne indføre eller opretholde procedurer for konsultation af disse folk, med henblik på at fastslå, om og i hvilket omfang deres interesser vil lide skade, før de iværksætter eller tillader programmer vedrørende udforskning eller udnyttelse af sådanne ressourcer i forbindelse med deres landområder. De pågældende folk skal, hvor det er muligt, have del i udbyttet af en sådan virksomhed og skal modtage en rimelig erstatning for enhver skade, som de måtte lide som resultat af en sådan virksomhed.

Artikel 16

1. Med forbehold af de følgende stykker i denne artikel skal de pågældende folk ikke kunne fjernes fra de landområder, som de besidder.

2. Hvor flytning af disse folk undtagelsesvis findes at være nødvendig, skal en sådan flytning kun finde sted med deres frie og informerede samtykke. Hvis deres samtykke ikke kan opnås, skal en sådan flytning kun kunne finde sted efter, at der er indført passende procedurer i den nationale lovgivning og forskrifter, herunder offentlige høringer, hvor det er hensigtsmæssigt, som giver de pågældende folk mulighed for reel repræsentation.

3. Når det er muligt, skal disse folk have ret til at vende tilbage til deres traditionelle landområder, så snart grunden til flytningen ikke længere eksisterer.

4. Når en sådan tilbagevenden ikke er mulig, som fastsat ved aftale eller – såfremt en sådan aftale ikke findes – gennem passende procedurer, skal disse folk, i alle tilfælde hvor dette er muligt, gives landområder af en kvalitet og juridisk status, der mindst svarer til de tidligere landområders, og som er egnede til at dække deres nuværende behov og fremtidige udvikling. Såfremt de berørte folk udtrykker præference for erstatning i penge eller naturalier, skal de have ret til en sådan erstatning med de fornødne garantier.

5. Personer, der er blevet flyttet på denne måde, skal have fuld erstatning for ethvert tab eller skade som følge heraf.

Artikel 17

1. Procedurer, som er etableret af disse folk for overdragelse af rettigheder til landarealer mellem medlemmerne af disse folk, skal respekteres.

2. De pågældende folk skal konsulteres ved vurdering af deres bemyndigelse til at overdrage deres landområder eller på anden måde overdrage deres rettigheder til nogen uden for deres eget samfund.

3. Personer, der ikke tilhører disse folk, skal forhindres i at udnytte deres sædvaner eller mangel på forståelse af lovene for at sikre sig ejendomsret, besiddelse eller udnyttelse af landområder, der tilhører disse folk.

Artikel 18

Der skal ved lov fastsættes passende sanktioner for ulovlig indtrængen på eller udnyttelse af de pågældende folks landområder og regeringerne skal træffe foranstaltninger med henblik på at forhindre sådanne overgreb.

Artikel 19

Nationale landbrugsprogrammer skal sikre de pågældende folk en behandling, der svarer til den, som gives andre sektorer af befolkningen med hensyn til:

a) tilvejebringelse af yderligere landområder til disse folk, i tilfælde af at de ikke har tilstrækkelige arealer til at give dem det nødvendige til livets normale opretholdelse eller til en eventuel forøgelse af deres antal,
b) tilvejebringelse af de nødvendige midler til at fremme udviklingen af de landområder, som disse folk allerede besidder.

Kapitel III

Ansættelse og arbejdsvilkår

Artikel 20

1. Regeringerne skal, inden for rammerne af national lovgivning og forskrifter, og i samarbejde med de pågældende folk, vedtage særlige foranstaltninger med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse med hensyn til ansættelse og arbejdsvilkår for arbejdstagere, der tilhører disse folk, i det omfang, at de ikke er effektivt beskyttet af den lovgivning, der gælder for arbejdstagere generelt.

2. Regeringerne skal gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre enhver diskrimination mellem arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, og andre arbejdstagere, særlig med hensyn til:

a) adgang til beskæftigelse, herunder beskæftigelse som faglært, samt foranstaltninger i forbindelse med forfremmelse og avancement,
b) lige løn for arbejde af lige værdi,
c) lægehjælp og social bistand, sikkerhed og sundhed på arbejdet, sociale sikringsydelser, og andre ydelser knyttet til den erhvervsmæssige beskæftigelse samt boligforhold,
d) foreningsfrihed og frihed til at udøve alle lovlige fagforeningsaktiviteter og ret til at indgå kollektive overenskomster med arbejdsgivere eller arbejdsgiverorganisationer.

3. De foranstaltninger, der træffes, skal omfatte foranstaltninger med henblik på at sikre:

a) at arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, herunder sæsonarbejdere, løsarbejdere og vandrende arbejdstagere inden for landbruget og inden for anden beskæftigelse, samt arbejdstagere, der er beskæftiget af personer, der lejer arbejdskraft ud, nyder den beskyttelse, som i henhold til national lovgivning og praksis gives andre sådanne arbejdstagere inden for samme sektorer, og at de er fuldt oplyste om deres rettigheder i henhold til den arbejdsretlige lovgivning, og om de retsmidler, de kan påberåbe sig,
b) at arbejdstagere, der tilhører disse folk, ikke udsættes for arbejdsvilkår, der er skadelige for deres helbred, særlig ved at de udsættes for pesticider eller andre giftige stoffer,
c) at arbejdstagere, der tilhører disse folk, ikke udsættes for tvangsrekruttering, herunder tvangsarbejde og gældsslaveri,
d) at mandlige og kvindelige arbejdstagere, der tilhører disse folk, har lige muligheder og nyder ligebehandling med hensyn til beskæftigelse samt beskyttelse mod seksuel chikane.

4. Der skal især lægges vægt på oprettelse af passende arbejdstilsynsmyndigheder i områder, hvor arbejdstagere, der tilhører de pågældende folk, påtager sig lønnet beskæftigelse, med henblik på at sikre overholdelse af bestemmelserne i dette kapitel af konventionen.

Kapitel IV

Erhvervsuddannelse, håndværk og landbrugsindustri

Artikel 21

Medlemmer af de pågældende folk skal nyde mindst samme muligheder som andre borgere har med hensyn til erhvervsmæssig uddannelse.

Artikel 22

1. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at fremme den frivillige deltagelse fra medlemmer af de pågældende folk i generelle erhvervsuddannelsesprogrammer.

2. I tilfælde af at eksisterende erhvervsuddannelsesprogrammer af generel karakter ikke opfylder de særlige behov hos de pågældende folk, skal regeringerne, under disse folks medvirken, sikre, at der tilvejebringes særlige uddannelsesprogrammer og faciliteter.

3. Alle særlige uddannelsesprogrammer skal tage udgangspunkt i det økonomiske klima, sociale og kulturelle forhold, og de praktiske behov hos de pågældende folk. Alle undersøgelser, der gennemføres i denne forbindelse, skal gennemføres i samarbejde med disse folk, der skal konsulteres vedrørende tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sådanne programmer. Hvor det er muligt, skal disse folk gradvist overtage ansvaret for tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sådanne særlige uddannelses-programmer, såfremt de beslutter dette.

Artikel 23

1. De pågældende folks håndværk, landbrugsindustri og lokale samfundsbaserede industrier samt deres naturaløkonomi og traditionelle erhverv, som fx jagt, fiskeri, fangst og indsamling af produkter, skal anerkendes som vigtige faktorer i opretholdelsen af deres kultur og for deres økonomiske selvforsyning og udvikling. Regeringerne skal, under deltagelse af disse folk, og hvor det er hensigtsmæssigt, sikre, at disse aktiviteter styrkes og fremmes.

2. Efter anmodning fra de pågældende folk, skal der stilles passende teknisk og økonomisk bistand til rådighed, i alle tilfælde, hvor det er muligt, under hensyntagen til disse folks traditionelle teknologier og kulturelle karakteristika, samt betydningen af en bæredygtig og retfærdig udvikling.

Kapitel V

Social sikring og sundhed

Artikel 24

Sociale sikringsordninger skal gradvist udvides til at omfatte de pågældende folk og skal finde anvendelse uden diskrimination over for dem.

Artikel 25

1. Regeringerne skal sikre, at der stilles et passende sundhedsvæsen til rådighed for de pågældende folk, eller skal stille ressourcer tilrådighed, der sætter dem i stand til selv at udforme og præstere sådanne tjenesteydelser under eget ansvar og kontrol, således at de kan nyde godt af den højst mulige opnåelige standard for fysisk og mental sundhed.

2. Sundhedsvæsenet skal i højst mulig grad være baseret i de lokale samfund. Disse tjenesteydelser skal planlægges og administreres i samarbejde med de pågældende folk og tage hensyn til deres økonomiske, geografiske, sociale og kulturelle forhold samt deres traditionel forebyggende foranstaltninger, helbredelsesmetoder og medicinprodukter.

3. Sundhedsvæsenet skal give præference til uddannelse og beskæftigelse af lokale sundhedsarbejdere og fokusere på den primære sundhedstjeneste samtidig med at der opretholdes tæt kontakt med andre niveauer indenfor sundhedsvæsenet.

4. Tilvejebringelse af sådanne tjenesteydelser inden for sundhedsvæsenet skal koordineres med andre sociale, økonomiske og kulturelle foranstaltninger i landet.

Kapitel VI

Uddannelse og kommunikationsmidler

Artikel 26

Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at medlemmer af de pågældende folk har mulighed for at opnå uddannelse på alle niveauer, i det mindste på linie med resten af det nationale samfund.

Artikel 27

1. Uddannelsesprogrammer og uddannelsestilbud for de pågældende folk skal udvikles og gennemføres i samarbejde med dem med henblik på at imødekomme deres særlige behov, og skal omfatte deres historie, viden og teknologi, deres værdisystemer og deres øvrige sociale, økonomiske og kulturelle ønsker.

2. Den kompetente myndighed skal drage omsorg for uddannelse af medlemmerne af disse folk og deres inddragelse i formulering og gennemførelse af uddannelsesprogrammer, med henblik på en gradvis overførelse af ansvaret for gennemførelsen af disse programmer til disse folk, hvor det er hensigtsmæssigt.

3. Regeringerne skal desuden anerkende disse folks ret til at oprette deres egne uddannelsesinstitutioner og faciliteter, forudsat at sådanne institutioner opfylder minimumsstandarder, der er fastsat af den kompetente myndighed i samarbejde med disse folk. Der skal stilles passende ressourcer til rådighed til dette formål.

Artikel 28

1. De pågældende folks børn skal, hvor det er praktisk muligt, lære at læse og skrive på deres eget oprindelige sprog eller det sprog, der mest almindeligt anvendes af den gruppe, som de tilhører. Såfremt dette ikke er muligt, skal de kompetente myndigheder konsultere disse folk med henblik på at vedtage foranstaltninger for at opfylde denne målsætning.

2. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at sikre, at disse folk opnår mulighed for at kunne udtrykke sig flydende på det nationale sprog eller et af landets officielle sprog.

3. Der skal træffes foranstaltninger med henblik på at bevare og fremme udvikling og anvendelse af de pågældende oprindelige folks sprog.

Artikel 29

Det skal være et mål for undervisning af disse folk at bibringe dem generel viden og færdigheder, som vil hjælpe de pågældende folks børn til at deltage fuldt ud og på lige fod både inden for deres eget samfund og inden for det nationale samfund.

Artikel 30

1. Regeringerne skal vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med de pågældende folks traditioner og kulturer med henblik på at give dem kendskab til deres rettigheder og forpligtelser, særlig med hensyn til arbejde, økonomiske muligheder, uddannelse og sundhedsspørgsmål, social velfærd og deres rettigheder i henhold til denne konvention.

2. Såfremt det er nødvendigt, skal dette ske ved hjælp af skriftlige oversættelser og gennem anvendelse af massekommunikationsmidler på de pågældende folks sprog.

Artikel 31

Der skal træffes uddannelsesforanstaltninger blandt alle grupper i det nationale samfund, og særlig blandt dem, der er i den mest direkte kontakt med de berørte folk, med henblik på at fjerne fordomme, som måtte findes over for disse folk. Med henblik herpå bør man bestræbe sig på at sikre, at historiebøger og andet undervisningsmateriale giver et retfærdigt, korrekt og informativt billede af disse folks samfund og kulturer.

Kapitel VII

Kontakter og samarbejde over landegrænser

Artikel 32

Regeringerne skal træffe passende foranstaltninger, herunder ved hjælp af internationale aftaler, med henblik på at fremme kontakter og samarbejde mellem oprindelige folk og stammefolk hen over landegrænserne, herunder aktiviteter på det økonomiske, sociale, kulturelle, åndelige og miljømæssige område.

Kapitel VIII

Administration

Artikel 33

1. Den regeringsmyndighed, der er ansvarlig for de spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, skal sikre, at der findes organer og andre passende mekanismer med henblik på administration af de programmer, der berører de pågældende folk, og skal sikre, at de har de nødvendige midler til på passende måde at gennemføre de opgaver, som de pålægges.

2. Disse programmer skal omfatte:

a) planlægning, koordinering, gennemførelse og evaluering i samarbejde med de pågældende folk af de foranstaltninger, der omhandles i denne konvention,
b) forslag vedrørende lovgivning og andre foranstaltninger til de kompetente myndigheder og kontrol med gennemførelsen af de trufne foranstaltninger i samarbejde med de pågældende folk.

Kapitel IX

Almindelige bestemmelser

Artikel 34

Arten og omfanget af foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at gennemføre denne konvention, skal fastsættes på fleksibel måde under hensyntagen til de særlige forhold, der gælder i det enkelte land.

Artikel 35

Anvendelsen af bestemmelserne i denne konvention skal ikke præjudicere de rettigheder og goder, som de pågældende folk måtte nyde i henhold til andre konventioner og henstillinger, internationale instrumenter, traktater, national lovgivning, retspraksis, sædvaneeller aftaler.

Kapitel X

Afsluttende bestemmelser

Artikel 36

Denne konvention reviderer konventionen om stamme- og stammelignende befolkninger, 1957.

Artikel 37

De officielle ratifikationer af denne konvention skal sendes til Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til registrering.

Artikel 38

1. Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af Den Internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet registreret hos generaldirektøren.

2. Den træder i kraft et år efter den dato, da to medlemsstaters ratifikation er blevet registreret hos generaldirektøren.

3. Derefter træder konventionen i kraft for enhver medlemsstat et år efter, at dens ratifikation er blevet registreret.

Artikel 39

1. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, kan opsige den, efter 10 års forløb fra datoen for konventionens første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der sendes til Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til registrering. Opsigelsen får først virkning 1 år efter datoen for registreringen.

2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, og som ikke inden 1 år efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede 10 års-periode gør brug af den i denne artikel hjemlede opsigelsesret, er bundet i yderligere 10 år og kan derefter opsige konventionen ved udløbet af hver 10 års-periode på de i denne artikel fastsatte betingelser.

Artikel 40

1. Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal underrette alle medlemmer af Den Internationale Arbejdsorganisation om registreringen af alle de ratifikationer og opsigelser, han modtager fra organisationens medlemmer.

2. Samtidig med at generaldirektøren underretter organisationens medlemmer om indregistreringen af ratifikation nr. 2, skal han gøre dem opmærksom på konventionens ikrafttrædelsesdato.

Artikel 41

Det Internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i medfør af artikel 102 i De Forenede Nationers pagt sende udførlige oplysninger om de ratifikationer og opsigelser, han har registreret i henhold til bestemmelserne i de foranstående artikler, til De Forenede Nationers generalsekretær til registrering.

Artikel 42

Når Det Internationale Arbejdsbureaus Styrelsesråd måtte anse det for nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en rapport om gennemførelsen af denne konvention samt overveje ønskeligheden af at sætte spørgsmålet om en hel eller delvis revision af den på konferencens dagsorden.

Artikel 43

1. Dersom konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller delvis reviderer denne konvention, skal, medmindre andet måtte være bestemt i den nye konvention:

(a) en medlemsstats ratifikation af den nye, reviderede konvention ipso jure medføre øjeblikkelig opsigelse af denne konvention, uanset bestemmelserne i artikel 39, såfremt og så snart den nye, reviderede konvention træder i kraft:
(b) denne konvention ikke længere kunne ratificeres af medlemsstaterne fra den dato at regne, da den nye, reviderede konvention træder i kraft.

2. Denne konvention forbliver under alle omstændigheder i kraft i den foreliggende form og med det foreliggende indhold for de medlemsstater, som har ratificeret den, men som ikke har ratificeret den reviderede konvention.

Artikel 44

De engelske og franske gengivelser af denne konventions tekst har samme gyldighed.

Ovenstående er konventionens autentiske tekst, behørigt vedtaget af Den Internationale Arbejdsorganisations generalkonference under dens 76. møde, der blev afholdt i Geneve og er klæret afsluttet den otteogtyvende juni 1989.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har vi påført vore underskrifter i dag den otteogtyvende juni 1989. Konventionen trådte i kraft den 5. september 1991.

Danmarks ratifikationsinstrument blev deponeret den 22. februar 1996 hos generaldirektøren i ILO, og konventionen trådte i.h.t. art. 38, stk. 2 i kraft for Danmark et år efter deponeringen.

Foruden af Danmark er konventionen ratificeret af Bolivia, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Honduras, Mexico, Norge, Paraguay og Peru.

Ved ratifikationen blev der af Danmark afgivet følgende erklæring, som redegør for ejendomsbegrebet i Grønland:

ERKLÆRING I FORBINDELSE MED RATIFIKATIONEN AF ILO-KONVENTION NR. 169 AF OPRINDELIGE FOLK OG STAMMEFOLK I SELVSTÆNDIGE STATER

Vedrørende konventionens artikel 14 ønsker den danske regering at udtale følgende:

1. I Danmark findes der kun et indfødt folk i konvention nr. 169’s betydning. Det drejer sig om den oprindelige befolkning i Grønland eller Inuit. Ved lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre er der indført et hjemmestyre for Grønland. Hjemmestyret består af en folkevalgt forsamling, Landstinget, som vælges af den fastboende befolkning i Grønland, og en politisk valgt ledelse, Landsstyret, som vælges af Landstinget. Det fremgår af den nævnte hjemmestyrelov, at Grønland udgør et særligt folkesamfund inden for det danske rige.

2. Ved lov nr. 577 af 29. november 1978 om Grønlands Hjemmestyre er der åbnet mulighed for, at lovgivningskompetencen og administrationen på en lang række retsområder kan overgå til det grønlandske hjemmestyre. Der er efterfølgende ved aftaler mellem den danske regering og det grønlandske hjemmestyre sket overførelse af lovgivningskompetence og administration på bl.a. en række af de områder, som er omfattet af den foreliggende konvention.

3. Der har på intet tidspunkt været mulighed for at opnå ejendomsret til jord i Grønland, hverken for fysiske eller juridiske personer.

4. Ejendomsretten til jord i Grønland er ordnet på en helt særlig måde, som er traditionelt bestemt. De forskellige retlige og faktiske beføjelser, som samlet udgør ejendomsretten, er delt mellem staten, Grønlands Hjemmestyre og de enkelte grønlændere. Udgangspunktet er, at det offentlige – staten – har ejendomsretten til Grønlands jord som sådan. Den daglige bestemmelsesret over jorden i Grønland er imidlertid hos Grønlands Hjemmestyre, som bl.a. har kompetencen til at træffe afgørelse om tildeling af brugsret til jord. Grønlændere, som får tildelt en brugsret over jord i Grønland, har ret til at opføre bygninger på det tildelte areal. Bygningerne kan i givet fald pantsættes, ligesom de med Hjemmestyrets tilladelse kan overdrages sammen med brugsretten til den jord, de ligger på.

Den ovenfor beskrevne retstilstand gælder for alle borgere i Grønland, både den oprindelige grønlandske befolkning og tilflyttere. Retstilstanden er endvidere som nævnt af meget gammel oprindelse, idet der aldrig har været mulighed for, at enkeltpersoner kan få fuldstændig ejendomsret til jord i Grønland. Der er således tale om en traditionsbestemt retstilstand, som har meget lange historiske rødder i det grønlandske samfund, og som Grønlands Hjemmestyre lægger afgørende vægt på bibeholdes.

5. Både den danske regering og det grønlandske hjemmestyre er på denne baggrund af den opfattelse, at den ovenfor beskrevne retstilstand er hensigtsmæssig og i overensstemmelse med konventionens artikel 14. Den nævnte retstilstand i Grønland, hvorefter Hjemmestyret har den fulde bestemmelsesret over jorden, tilgodeser således fuldt ud de hensyn, der ligger bag artikel 14, nemlig at den oprindelige befolknings bestemmelsesret over de områder, de traditionelt besidder, bliver respekteret.

Hertil kommer, at konventionen pålægger de deltagende staters regeringer en række forpligtelser, bl.a. med henblik på at sikre respekten for stamme- og oprindelige folks sædvaner og traditioner. I det omfang, der kunne opstå modstrid mellem en særbestemmelse som f.eks. artikel 14 i konventionen og dette overordnede princip, er det den danske regerings opfattelse, at respekten for disse folks sædvaner og traditioner er et så fundamentalt princip, at der ikke kan gøres indskrænkning heri som følge af en særbestemmelse i konventionen.

Udenrigsministeriet, den 9. oktober 1997

Niels Helveg Petersen

_______________

KOMMUNALRET, SOCIALRET, DET SPECIALISEREDE SOCIALOMRÅDE

Tvangsfjernelse: Bekymringsspeedometer eller helhedsvurdering?

by Mikael Hertig on december 7, 2024 in Anbringelsesret, Barnets Lov, Forvaltningsret • 1 Comment

“Helhedsvrudering: vurdering eller bedømmelse som forsøger at inddrage alle aspekter i en sag og tage højde for deres indbyrdes sammenhæng “ (sproget.dk)

Denne artikel er spekulativ og udtrykker forfatterens egen holdning.

Bekymringsspeedometret: Når damerne bliver bekymrede

Måske er dette blot fri fantasi. Men mit bstemte indtryk er, at der sjældent forekommer noget helhedsorienteret, eller positivt i de reelle udsagn om forældre i de sager, der ender med en indstilling frivvllig eller tvungen anbringelse

Den egentlige drivkraft i anbringelsessystemet er underretninger. En underretning har den egenskab, at den altid retter negativ opmærksomhed – med rette eller urette – på et barn eller dets forældre.

Underretningen resulterer altid i, at de pågældende indkaldes til en samtale. Og så kan processen være sat i gang.

Bestanden af børn under 18, der er underretninger omkring, udgør knap 10 % af alle børn.

Bestanden af børn, der er anbragt udenfor hjemmet, udgør ca. 1 % af alle børn. Dertil kommer nu et stigende antal tvangsadoptede børn. Antaller stiger stejlt, men er indtil videre så lavt, at vi lige ser bort fra det.

Hovedpointen set fra et videnskabeligt synspunkt er: Der er ingen systematiske undersøgelser, der viser noget om de andre 90 % eller 99 %, der ikke er underretninger om, eller som ikke er anbragt udenfor hjemmet.

Den form for helhed er væk. Men vi ved fra statistikkerne, at anbragte børn og underrettede familier “vender den tunge ende nedad”. Der er således et element af social afvigelse, fattigdom eller fremmedhed, der kendetegner de anbragte og de underrettede. Jeg arbejder som bekendt med grønlæandske børn i Danmark og fatter ganske enkelt ikke, hvorfor fem gange så mange børn af grønlændere som af danskere skal være anbragt udenfor hjemmet.
hv
For mig ser det ud, som om forvaltningerne snarere skønner mellem hvad de selv føler er tigtigt og forkert, uden tilløb til nævneværdige træk af selvkritisk sans.
Bekymringsspeedometret er mit billede på den reelle procedure. Når der er underretninger nok, eller når forvaltningen har stirret sig blind på de mere belastende aspekter. Det bliver til en slags forargelsesindeks. Når de gode kvinder i forvaltningen føler sig bekymrede nok, skrider de til at sætte anbringelsesprocessen i gang.

Ulempen ved den fremgangsmåde er, at egen stigma og fordomme ikke granskes, og at konsekvenserne ved anbringelsen ikke indgår med tilstrækkelig vægt i beslutninger og afgørelser.

Speedometer

Når sagsebehandlernes bekymring når fx 100, beslutter de sig for at ville anbringe?

HELHEDSVURDERING?

Jeg sidder med en grotesk sag, hvor to gennemtraumatiserede mennesker, der har oplevet de værste mareridt under bombardemnterne i Ukraine, er blevet skilt fra hinanden, idet sønnen i børnealderen er adskilt fra sin mor.

Den ultimative rædselsfulde forladthed.

Hcordan kan det overhovedet gå til?

Den danske sagsbehandling er præget af en smal praksis, hvoreftter det hele handler oim at nå en bekymrungstrærskel.

Det udløser ordflomslavinen om omsorgssvigt, etc,Når der er brygget tilstrækkeligt med doikumenterede eller udokumetede antageler som druk og voild eller manglende intelligens sammen, så fremstilles der en en begrundelse for en afdgørelse.

Lad os se bort f

Tvangsfjernelse: Bekymringsspeedometer eller helhedsvurdering?

by Mikael Hertig on december 7, 2024 in Anbringelsesret, Barnets Lov, Forvaltningsret • 1 Comment

“Helhedsvrudering: vurdering eller bedømmelse som forsøger at inddrage alle aspekter i en sag og tage højde for deres indbyrdes sammenhæng “ (sproget.dk)

Denne artikel er spekulativ og udtrykker forfatterens egen holdning.

Bekymringsspeedometret: Når damerne bliver bekymrede

Underretningen resulterer altid i, at de pågældende indkaldes til en samtale. Og så kan processen være sat i gang.

Bestanden af børn under 18, der er underretninger omkring, udgør knap 10 % af alle børn.

Ulempen ved den fremgangsmåde er, at egen stigma og fordomme ikke granskes, og at konsekvenserne ved anbringelsen ikke indgår med tilstrækkelig vægt i beslutninger og afgørelser.

Speedometer

Når sagsebehandlernes bekymring når fx 100, beslutter de sig for at ville anbringe?

HELHEDSVURDERING?

Den ultimative rædselsfulde forladthed.

Hcordan kan det overhovedet gå til?

Den danske sagsbehandling er præget af en smal praksis, hvoreftter det hele handler oim at nå en bekymrungstrærskel.

Lad os se bort fra, at dokumentationsstandarden kan være lav.

Men det typiske er, at forvaltningerne alene ser på de negative aspekter i sagen, muligvis fejlbedømt allerede ud fra en bogstavelig udlægning, beroende på underretninger.

En række bestemmelser i Barnets Lov slår ellers fast, at afgørelser og procesfremmende beslutninger skal bygge på et helhedsbaseret grundlag:

Udpluk fra Barnets Lov

,
” § 2, Stk. 3. Hjælp og støtte efter denne lov skal ske tidligt og være helhedsorienteret…”
” § 22: stk 1: 22. En børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning….”
” § 27. En undersøgelse af de kommende forældres forhold skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragning…..”

Manglen på risikovurdering

bt Budskabet her kan siges på mange måder. Men simpelt sagt stirres der mere på speedometret end ud af forruden. Det er nogenlunde vel belyst, at anbragte børn med samme sociale karakteristika som ikke-ambragte klarer sig gennemsnitligt dårligere. Anbringelser og tvangsfjernelser er nødløsninger, ikke gode foranstaltningetr.

Hvad der slår mig, er den til afstumpethed geænsende betragtningsmåde, man ser., For eksempel når dybt traumatiserede børn og deres mødre kommer til Danmark som flygtninge. I stedet for at behandle PTSD gennem det gratis tilbud fra DIGNITY så ser nogle af forvaltningerne på dem som normaldanskere, der bare skal assimileres efter Tante Sofie- princippet:

“Hvis alle bare var som jeg,
aå gik det nok til sidst.
Men ingen er som jeg,
og det er faktisk tem’li trist”

Forestiller man sig de billeder af afrevne lemmer, tarme på gaden, hjermemasse, hoveder, som de skal bearbejde og fortrænge, ville det have været formålstjenligt, om sagsbehandlerne havde et kendskab til PYSD.

Når tvangsfjernelsen af et barn til en ren dansk plejefamilie finder sted, så er det eneste, de to har: hinanden! brudt og afløst af en radikal forladthed. Enhver burde kunne se det destruktiive i det ved normal indføling.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere grusomt.

Men hvorfor opstår sådant? Hvorfor ser man ikke barnets tarv i et længere tidspektiv, Hvorfor interesserer de sig ikke for konsekvenserne af deres afgørelser? Måske har det med praksis ikke bare i kommunerne, men også i styringssustemerne (ICS og DUBU) at gøre?

ra, at dokumentationsstandarden kan være lav.

Men det typiske er, at forvaltningerne alene ser på de negative aspekter i sagen, muligvis fejlbedømt allerede ud fra en bogstavelig udlægning, beroende på underretninger.

En række bestemmelser i Barnets Lov slår ellers fast, at afgørelser og procesfremmende beslutninger skal bygge på et helhedsbaseret grundlag:

Udpluk fra Barnets Lov

Manglen på risikovurdering

“Hvis alle bare var som jeg,
aå gik det nok til sidst.
Men ingen er som jeg,
og det er faktisk tem’li trist”

Jeg kan ikke forestille mig noget mere grusomt.

______________________

GRØNLAND, ANBRINGELSER.

Fejlplacering af børn med grønlandsk baggrund

by Mikael Hertig on november 10, 2024 in Forvaltningsret, Kommunalret • 0 Comments

Et grønlandsk barn fejlplaceres som dum efter at være testet som dansk. Nu bliver hun selvskadende og udadreagerende .Men skolen kan jo ikke tage fejl Nulfejlskulturen vinder.

Barn sidder på jorden lidt ensom med ryggen til ved siden ad sin bamse

Barn og Bamse

Er det pigens eller forældrenes skyld, eller kan der tænkes andre årsager?

Mistanke.

Vi ser ofte i aviserne, at der børn med særlige behov ikke kommer over i den specialundervisning, de har brug for.

Men det omvendte kan også være tilfældet. Et barn mistrives voldsomt, forældrene får skylden. Men som jeg ser det, ligge fejlen hos kommunen, der fejer kritikken til side. Læs den nederste del, der er mere konkret.

Allerede da jeg blev konfronteret med situationem, hvor den pågældende kommune havde fået øje på den lille grønlandske pige, fremgik teksten af underretningen: “Der tales grønlandsk i hjemmet”.

Jeg spurgte et ekspertsystem:

Is there any risc of bias when testing a purely Greenlandic speaking and cultural inuit with a straight Danish test psychologist, a Danish testset etc?

There are significant risks of bias when testing a Greenlandic-speaking Inuit individual using Danish test psychologists, Danish test sets, and other Danish-centric evaluation methods. This situation can lead to cultural misunderstandings, language barriers, and potentially inaccurate assessments. Here are some key concerns:

Language and Communication Barriers

Greenlandic Inuit individuals who primarily speak Greenlandic may face substantial difficulties when being evaluated in Danish. This language barrier can lead to:

Misinterpretation of test questions
Inability to fully express thoughts and responses
Increased stress and anxiety during the testing process

In some cases, Inuit individuals are forced to sign documents or participate in evaluations without fully understanding the content due to language barriers

Cultural Bias in Test Design

Tests designed for Danish populations may not accurately reflect Inuit cultural norms, experiences, or ways of thinking. This can result in:

Questions or scenarios that are unfamiliar or irrelevant to Inuit test-takers
Misinterpretation of culturally-specific behaviors or responses
Underestimation of Inuit individuals’ true abilities or potential

For example, psychometric tests often use criteria that do not align with Inuit culture and identity

Prejudice and Stereotyping

Danish test psychologists may hold unconscious biases or stereotypes about Inuit people, which can influence their interpretation of test results. This is evidenced by:

Reports of prejudice faced by Greenlandic students in Danish educational settings
Social workers entering unconfirmed assumptions about abuse and violence in case files of Inuit individuals

Lack of Cultural Competence

Danish test psychologists may lack the necessary cultural competence to accurately evaluate Inuit individuals. This can lead to:

Misinterpretation of cultural expressions or behaviors
Failure to recognize culturally-specific strengths or abilities
Inability to establish rapport and create a comfortable testing environment

Inappropriate Test Content

Tests designed for Danish populations may include content that is not relevant or familiar to Inuit test-takers. For instance:

Abstract mathematical concepts that may not translate well into Greenlandic
Scenarios or questions based on Danish cultural norms or experiences

Conclusion

To address these issues, it is crucial to:

Develop culturally appropriate tests for Inuit populations
Provide extensive cultural competence training for test psychologists
Ensure availability of qualified Greenlandic-speaking interpreters
Recognize and account for the unique cultural and linguistic background of Inuit test-takers

By addressing these concerns, more accurate and fair assessments of Greenlandic Inuit individuals can be achieved, reducing the risk of bias and potential negative consequences in educational, social, and professional contexts.

Language and Communication Barriers

Greenlandic Inuit individuals who primarily speak Greenlandic may face substantial difficulties when being evaluated in Danish. This language barrier can lead to:

Misinterpretation of test questions
Inability to fully express thoughts and responses
Increased stress and anxiety during the testing process

In some cases, Inuit individuals are forced to sign documents or participate in evaluations without fully understanding the content due to language barriers

Så kom spørgsmål nummer 2:

A baileys test was made 3 years ago on an inuit girl living in an greenlandic speaking home The result was that the girl suffered from cognitive insufficiency. For this reason, she was placed at a special school for cognitive suffering children., Now she turns out to be very angry and that she does not fit into the low IQ environment. My suspion is that tje results of the testing did not take into account hat she was speaking and thinking as inuk and thus can be seen as indirect discrimination But I am a lawyer, not a psychologist. What do you think Now

Answer

As a lawyer, your suspicion about potential indirect discrimination in the testing of this Inuit girl is well-founded. There are several factors to consider in this case that point to possible bias in the cognitive assessment:

Cultural and Linguistic Bias

The Baileys test, like many standardized cognitive assessments, may not be culturally or linguistically appropriate for an Inuit child from a Greenlandic-speaking home. This situation presents significant risks of bias:

Language barrier: If the test was administered in Danish or another non-Greenlandic language, it could have severely impacted the girl’s ability to understand and respond to the questions accurately

.
Cultural differences: The test content may not reflect Inuit cultural norms, experiences, or ways of thinking, leading to misinterpretation of the child’s true cognitive abilities

.

Inappropriate Test Selection

The choice of the Baileys test itself may have been inappropriate for this child:

Lack of cultural adaptation: There’s no indication that the test was adapted or validated for use with Inuit populations

.
Absence of Greenlandic versions: Culturally and linguistically appropriate tools for cognitive assessment in Greenland are limited, which may have led to the use of an unsuitable test

.

Potential Consequences

The misdiagnosis of cognitive insufficiency based on a culturally biased test can have severe consequences:

Inappropriate educational placement: The girl’s placement in a special school for children with cognitive difficulties may not reflect her true abilities and needs.
Psychological impact: The mismatch between her actual cognitive abilities and the low-IQ environment is causing distress and anger, which could have long-term psychological effects.
Loss of cultural and linguistic development: Placement in a non-Inuit educational setting may hinder her cultural and linguistic development as an Inuit individual.

Recommendations

Given these concerns, I would recommend the following actions:

Re-evaluation: The girl should be reassessed using culturally and linguistically appropriate tools. Tools like the Mini-Cog and RUDAS have been translated and validated for use in Greenland and might be more suitable

.
Cultural competence: Ensure that the professionals involved in the assessment have adequate cultural competence and understanding of Inuit culture and language

.
Use of interpreters: If necessary, involve qualified Greenlandic-speaking interpreters in the assessment process

.
Holistic assessment: Consider a more comprehensive evaluation that takes into account the child’s performance in her native cultural and linguistic environment.
Legal review: As a lawyer, you might consider reviewing whether this case constitutes a violation of the child’s rights under relevant laws protecting indigenous peoples and their right to culturally appropriate education.

In conclusion, your suspicion of indirect discrimination appears to have merit. The use of culturally and linguistically inappropriate cognitive testing can indeed lead to misdiagnosis and potentially discriminatory treatment of Inuit children. It’s crucial to advocate for culturally competent and fair assessment practices to ensure that Inuit children receive appropriate educational support that respects their cultural and linguistic background.

__________________________________________

KOMMUNER, VEJLEDNING, KONTANTHJÆLP, FERIERET

Kontanthjælpsmodtageres ferieret: Mange kommuner orienterer ikke. (kalaalisut nedenfor)

by Mikael Hertig on september 24, 2024 in Forvaltningsret, Jobcenter, Jobenter, Kommunalpolitik • 2 Comments

sten i vand

Omkring en tredjedel af landets Jobcentre orienterer næsten ikke eller slet ikke kontanthjælpsmodtagere om, at de har ret til ferie.

Hvad hjælper det en kontanthjælpsmodtager, at han har ret til ferie på kontanthjælp, når hun eller han ikke får det at vide? Jeg kender til håndfulde af tilfælde, hvor kontanthjælpsmodtagere straffes, for at have overtrådt rådighedspligten. Havde de kendt til deres ferieret, ville de have kunnet klaret for eksempel en begravelse eller en familefødselsdag ved at få tilladelse til at tage feriedage. Men så længe de pågældende ikke ved det, er deres rådighed udvidet til nærmest alle årets dage. (se Lov om Aktiv Socialpolitik, §§ 12 og 13 nedenfor) .

Det kunne være pudsigt at spørge landets kommuner, i hvor mange tilfælde kontanthjælpsmodtagere er blevet sanktioneret for at svigte deres rådighedsforpligtelse, mens de feriedage til gode. Min erfaring med den slags forespørgsler er, at det kan man ikke undersøge i kommunen, fordi 1) de ikke har noget feriedagsregnskab og 2) de ikke har mulighed for ud fra en stikprøve at finde ud af, hvor mange der havde feriedage tilbage. Kommunen vil påstå, det vil vælte den omkuld i arbejdsbyrder

Absurd regel?

“….Kan den pågældende og kommunen ikke blive enige om, hvornår ferien skal afholdes, træffer kommunen afgørelse herom”

Bemærk, at man kan forstå den sidste sætning i § 13 sådan, at hvis borgeren nægter at ville holde ferie, så kan kommunen på hans vegne vælge at bestemme, hvornår den skal afholdes. Forestil dig et skænderi, hvoir kommunen mod kontanthjælpsmodtagerens erklærede vilje om at ville stå til rådighed hele tiden tvinges af den onde sagsbehandler til at blive fritaget for forpligtelsen gennem an afgørelse.

Jurister har somme tider, når de laver regler, en dejligt fri fantasi.

Brevet til kommunerne

Jeg skrev således til landets kommuner:

“

Efter lovgivningen herom har kontanthjælpsmodtagere og lignende ydelsesmodtagere ret til fire ugers ferie efter lovbestemmelse herom

Mens ansatte i lønnet job har et feriedagsregnskab med sin arbejdsgiver, og initiativet til at få tilrettelagt ferien er indbygget i det elektroniske lønsystem, ser det ud til, at der ikke findes sådan et mere automatiseret it-system til ydelsesmodtagere, der er omfattet af feriereglen

Den enkelte ydelsesmodtager kan næppe forventes forlods at kende til reglerne om ferie.

SPØRGSMÅL:

1VEJLEDER KOMMUNEN SKRIFTLIGT OG FORLODS INTRO HVER YDELSESMODTAGER OM VEDKOMMENDES RET TIL FERIE? JA/NEJ

2 SENDER KOMMUNEN PÅ EGET INITIATIV RYKKERE, HVIS DE FIRE UGERS FERIE IKKE ER AFHOLDT INDENFOR FERIEPERIODEN? JA/NEJ

3 Yderligere kommentarer er velkomne.”

–…

Rigtig mange kommuner svarer, at de ikke informerer skriftligt, men tilføjer, at det ofte sker mundtligt.
(Statistik kommer senere, når alle kommuner har svaret) Problemet med mundtlig vejledning er måske, at ferieretten kan tænkes at drukne i en masse anden oplistning. )

Af de indkomne besvarelser har jeg plukket en:

Guldborgsund Kommunes besvarelse

“

Guldborgsund Kommune, Center for Arbejdsmarked, har ikke udarbejdet dokumenter, der indeholder vejledning om ret til fritagelse fra rådighed (ferie) og mulighed for at opholde sig uden for Danmark i den aftalte periode jf. lov om aktiv socialpolitik § 5 stk. 5 og § 13 stk. 12 og 13.

Guldborgsund Kommune har ikke udarbejdet arbejdsgangsbeskrivelser eller andre dokumenter, der indeholder generelle retningslinjer for vejledning af ydelsesmodtagere om ret til fritagelse fra rådighed (ferie) og mulighed for at opholde sig uden for Danmark i den aftalte periode.

Ydelsesmodtagere, der har modtaget ydelser i en periode på 12 sammenhængende måneder (kalendermåneder), har mulighed for at holde ”ferie” med ydelser i op til fire uger i de følgende 12 sammenhængende måneder. Der er ikke tale om en egentlig optjening af ferie, og personen kan ikke efterfølgende få udbetalt ydelser under ferie i ansættelsesforhold efter kontanthjælpsforløbet. Hvis der sker en afbrydelse af ydelsen i en periode af en måneds varighed (kalendermåned) så afbrydes opgørelsen af 12 sammenhængende måneder og opgørelsen starter forfra.

Der er i gældende lovgivning ikke krav om, at kommunen skal vejlede systematisk og skriftligt om ret til fritagelse fra rådighed (ferie) og mulighed for at opholde sig uden for Danmark i den aftalte periode, ligesom der ikke er krav om, at kommunen gør opgørelser over anvendelse af muligheden tilgængelig for den enkelte ydelsesmodtager.

Borgere der modtager ydelser efter lov om a ydelsesmodtagerktiv socialpolitik kap. 4 er ikke omfattet af EU’s minimumsstandarder vedr. arbejdstid/hviletid for så vidt angår ferie, de er heller ikke omfattet af ferielovens bestemmelser. Disse regler gælder kun arbejdstagere.”

Herefter skrev jeg til Guldborgsund Kommune sålede:

Guldborgsund Kommune
Arbejdsmarkedssekretariatet

(Ankestyrelsen)

Klage over indholdet af besvarelse vedr. vejledningspligt vedr. ferie.

Som du sikkert forstår, har jeg spurgt landets kommuner om, hvorvidt de vejleder deres ydelsesmotagere om deres ferieret.

Tak endvidere for din præcisering af, at der ikke som beskrevet af mig er tale om en optjening af en rettighed, men om en rettighed, der indtræder efter 12 måneders uafbrudt modtagelse af en social ydelse, der giver en sådan ret.

Du skriver – sikkert rigtigt – at der ikke er nogen specifik hjemlet pligt til at vejlede kontanthjælpsmodtagere om deres ferieret i speciallovgivningen.
På den baggrund tilkendegiver du den opfattelse, at man deraf skulle kunne slutte modsætningsvis, at så eksisterer der ingen sådan pligt.

Guldborgsund Kommunes besvarelse udmærker sig fra en del andre kommuners besvarelse af det samme spørgsmål ved at være ret klart formuleret, hvad angår hjemmelsesspørgsmålet.

Derfor har valgt din besvarelse som klagegrundlag.

Spørgsmålet om vejledningspligt er efter min retlige vurdering hjemlet i forvaltningslovens § 7, stk.1. med tilhørende forarbejder.
Se herunder https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/1986/11740, hvor det i punkt 30 hedder:

“30. Vejledning efter § 7, stk. 1, bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på det pågældende område har for vedkommende, og hvordan den pågældende lettest og mest effektivt kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen. Vejledningen bør endvidere orientere om hvilken fremgangsmåde, der skal følges af den, der henvender sig til myndigheden, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes af borgeren som led i en sags behandling. “

Folketingets Ombudsmand skriver i sin indledning til et skriftligt bidrag om vejledningpligt således: (https://www.ombudsmanden.dk/find-viden/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/5-vejledning):

“Formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.”

Når kontanthjælpsmodtagere er uvidende om deres ret til ferie, lider de et retstab. Dette retstab kan tænkes fulgt op af sanktioner, hvis borgeren tager en fridag, som kunne have feriet afholdt som feriedag, hvis vedkommende havde kendt til sine rettigheder.

Det gælder også ved denne gruppes muligheder for at deltage i nærtståendes begravelser, runde fødselsdage osv. , hvor der på det almindelige arbejdsmarked mere uformelt eller efter overenskomstforståelse altid bevilges frihed til sådanne begivenheder.

Jeg ser gerne, at sagen videresendes til Ankestyrelsen.”

_____________________________________________

Lov om aktiv socialpolitik, 2024. :

“Stk. 12. En person, der har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, har ret til op til 4 ugers ferie, hvor personen kan modtage uddannelses- eller kontanthjælp. Ferien skal afholdes inden for de 12 følgende måneder. Det er en betingelse, at personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage uddannelseseller kontanthjælp, mens ferien afholdes. Personen er ikke omfattet af reglerne i stk. 1-6, (rådighedsforpligtelse) mens ferien afholdes. Har personen optjent ret til ferie med feriegodtgørelse, skal den-
ne ferie afholdes først. Den samlede ferie kan højst udgøre 4 uger. En ferieperiode må højst vare 2 uger.

Stk. 13. Det er en betingelse for afholdelse af ferie, at personen har indgået aftale med kommunen om feriens placering. Ved placering af ferien skal der tages hensyn til personens øvrige forhold, herunder familiens afholdelse af ferie, medmindre det i væsentlig grad modvirker den beskæftigelsesindsats, der er iværksat eller planlagt for personen. Kan den pågældende og kommunen ikke blive enige om, hvornår ferien skal afholdes, træffer kommunen afgørelse herom “

__________________________________________________________________________________________

KOMMUNALRET, OVERHOLDELSE, BORGERRÅDGIVER

Forslag til Alternativet: Borgerrådgiveren skal være obligatorisk (grønlandsk nederst)

by Mikael Hertig on juli 6, 2024 in Alternativet, Forvaltningsret, Kommunalpolitik, Sonderborg Kommune • 0 Comments

Dirigentklokken i Sønderborgs byråpdssal

Dirigentklokke, Sømderborg Byråd

Alternativet
Politisk Forum
Det Sociale Maskinrum

Sønderborg, 6. juli 2024

1. Forslag: Hver kommune skal have en borgerrådgiver

Det er i dag frivilligt, om et byråd vil have en borgerrådgiver eller ej.
Læs Tænketanken Justitias rapport her.

Danmarkskort viser, hvilke kommuner, der hjar en borgerrådgiver. - og dem, der ikke har

Kommuner med og uden birgerrådgiver
Kilde Justitia

I dag kan ethvert byråd vælge at ville have en borgerrådgiver. Borgerrådgiveren skal se på en sag mellem kommunen og individet med vedkommendes øjne og lægge retssikkerheden til grund. Det er en helt frivillig ordning.
I Sønderborg, hvor jeg bor, blev borgerrådgiveren i den grad problematisk for borgmester og ledende embedsværk, at man gjorde opgavevaretagelsen umulig for borgerrådgiveren, så vedkommende blev chikaneret ud. Derefter søgte kommunen at ansætte andre, men det kom aldrig til at fungere igen.

Modspillet mod tendensen til korrumpering af magt i en kommune bygger på, at den nødvendige ekspertise i forvaltningsret er tilstede.

Eksemplet fra Sønderborg viser for mig som partsrepræsentant, at en borgerrådgivers kritik er nødvendig i kommunen. Og det gælder reelt enhver kommune

Hvor ordningen med borgerrådgiver i dag er frivillig, er det op til byrådet selv, om den ønsker et retssikkerhedsmæssigt modspil som sikkerhed for, at kommunen i de sager, der berører borgere mest, sker i overensstemmelse med gældende retsregler, garantiforskrifter og retssikkerhedsgarantier.

Byrådet skal jo ikke selv kunne vælge, om det vil overholde fundamentale forvaltningsretlige regler eller ej.

Derfor foreslår jeg, at den nuværende bestemmelse (se nedenfor) erstattes af en obligatorisk. Om dette skal ske i form af en direkte lovbestemmelse uden henvisning til kommunens obligatoriske styrelsesvedtægt eller indarbejdes direkte i loven, er et lovteknisk spørgsmål.
Derfor foreslår jeg, at Alternativet i folketinget fremsætter et beslutningsforslag til vedtagelse.

Titel:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en obligatorisk borgerrådgiver-ordning

Begrundelse:

Kommunal forvaltning er underkastet forvaltningsretlige regler, der skal overholdes. Borgerrådgivere skal dels vejlede borgere i sager med kommunen om vedkommendes retsstilling, dels overvåge lovligheden af kommunens praksis.

Da det ikke er noget valg, om en kommune skal overholde gældende lov eller ej, bør hver kommune fremover have en borgerrådgiver.

Den nuværende bestemmelse i Kommunestyrelsesloven lyder:

§ 65 e. Kommunalbestyrelsesvedtægten træffe bestemmelse om oprettelse af en borgerrådgiverfunktion, der ikke henhører under de stående udvalgs eller økonomiudvalgets umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender. Lederen af borgerrådgiverfunktionen ansættes og afskediges af kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Økonomiudvalget skal, for så vidt angår borgerrådgiverfunktionen, varetage de opgaver, som økonomiudvalget er tillagt efter § 18, stk. 2-4, § 37 og § 45, stk. 1 og 2.

Stk. 3. Borgerrådgiverfunktionen henhører ikke under borgmesterens øverste daglige ledelse af kommu- nens administration.

Stk. 4. Borgerrådgiverfunktionen kan kun varetage opgaver vedrørende rådgivning og vejledning af borgerne og vedrørende tilsyn med kommunens administration.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, hvis kommunen styres efter reglerne i § 64 a, § 64 b, § 65, § 65 a eller flere af de nævnte bestemmelser.

Jeg beder om, at forslaget behandles direkte i Politisk Forum ved et kommende møde.

___________________________________________________

KOMMUNALRET, GRUNDLOV, HJEMMETS UKRÆNKELIGHED

Barnets Lov. Sagsbehandlers adgang til borgerens hjem.

by Mikael Hertig on juli 4, 2024 in Barnets Lov, bekendtgørelser og vejledninger, Kommunalpolitik • 0 Comments

I dette lidt idylliserede billede ses en sagsnehandler, der er kommet ind i stuen

I dette fra forvaltningen formulerede billede ses den søde sagsnehandler, der så venligt har tiltvunget sig adgang til borgerens hjem

Er boligen virkelig ukrænkelig?

Udgangspunktet er, at den private bolig er borgerens hjem, og at det er dig, borgeren, der bestemmer, hvem der har ret til at komme over din dørtærskel.

Men der findes i lovgivningen masser af eksempler på, at myndigheder kan brase ind alligevel.

Sådanne hjemler var der i familiesagerne i serviceloven, og de er båret med over i Barnets Lov, formentlig yderligere skærpet

Som det tydeligt ses, hviler en del af legitimeringen på forvaltningens eget skøn Derfor er der ikke rigtig noget at gøre efterfølgende, når horden af børnesagkyndige, tolke, psykoloiger og notattagere har invideret hjemmet mod behørig legitimation.

Den efterfølgende Ankestyrelseskontrol, som nævnes i bestemmelsen, er reelt umulig. Der skønnes jo ikke over i substansen, om besøget overhovedet var nødvendigt.
Borgeren bliver heller ikke hørt, og der er ingen erstatning, når skaden er sket.

Barnets Lov § 139 lyder:

Kapitel 17

Sagsbehandling og klage Fuldbyrdelse af afgørelser og adgang til hjemmet

§ 139. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at afgørelser efter §§ 23, 39, 40, 47 og 67, § 98, stk. 4, og § 100, stk. 1, i denne lov og efter § 12, § 13, stk. 3 og 4, § 14, stk. 2-4, § 24, stk. 1, jf. § 14, og § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fuldbyrdes.

Stk. 2. Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til forældremyndigheds- indehaverens bolig, rum og gemmer for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde de afgørelser, der er nævnt i stk. 1.
Kommunen kan hente og bringe et barn eller en ung til det sted, hvor et børne- og ungepålæg skal opfyldes, med henblik på at fuldbyrde afgørelser efter § 39 i denne lov, eller det sted, hvor en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller et forbedringsforløb, jf. § 13, stk. 3 eller 4, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, skal gennemføres.

Stk. 3. Kommunen har mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til et anbringelsessted efter § 43, stk. 1, for at eftersøge og medtage et barn eller en ung med henblik på at fuldbyrde en afgørelse efter § 98, stk. 4, i denne lov eller efter § 24, stk. 1, jf. § 14, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan, når følgende kriterier er opfyldt, træffe afgørelse om adgang til forældremyndighedsindehaverens bolig og rum mod behørig legitimation og uden retskendelse:
1) Adgangen til hjemmet sker som led i den børnefaglige undersøgelse efter § 20 i denne lov eller den ungefaglige undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og må anses for nødvendig for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling.

2) Forældrene har modarbejdet, at en vurdering af barnets eller den unges støttebehov kan gennemføres med andre mere lempelige foranstaltninger.

Stk. 5. Politiet yder bistand til kommunen ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 2-4. Stk. 6. Fuldbyrdelse af afgørelser omfattet af stk. 1 skal ske så skånsomt, som omstændighederne tilla- der, og med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste. Kommunen skal afsøge mulighederne for at opnå forældremyndighedsindehaverens, barnets eller den unges og eventuelt andre familiemedlemmers eller netværkets frivillige medvirken til afgørelsens fuldbyrdelse, medmindre hensynet til barnets eller den unges behov i afgørende grad taler imod dette.

Stk. 7. Fuldbyrdelse af en afgørelse omfattet af stk. 3, hvor politiet yder bistand til kommunen efter stk. 5, skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen.

tk. 8. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 4 skal registreres og indberettes af kommunen til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen udarbejder årligt en rapport over anvendelsen af bestemmelsen. Stk. 9. Social- og boligministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om politiets bistand til kommunen efter stk. 5.

____________________________________________________________

Inhabilitet og magtfordrejning i anbringelsessager

Bisidder til børn, partsrepræsentant, inhabilitet

by Mikael Hertig on januar 6, 2024 in Barnets Lov, Leksikon • 0 Comments

Plejeforældre kan ikke være være bisiddere i deres plejebørns sag,

Barn sidder på jorden med en bamse ved siden af

Barn og bamse

( Connie Bronnée)

“Det er børnene selv der bestemmer bisidder, men der bør være tungtvejende grunde til at det kan være pl fam netop for at undgå loyalitetskonflikt i barnet”

Lovbestemmelser

Barnets Lov:

§ 6. Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne lov, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre. Kommunalbestyrelsen skal oplyse barnet eller den unge om retten efter 1. pkt.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser (1), eller hvor andet er fastsat ved lov. Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. (2)

Stk. 3. Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.

Stk. 4. En bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.

1: Pligten til at vejlede barnet er undtagelsesfri. På den anden side får det desværre efter den nuværende praksis næppe nogen som helst konsekvens, hvis bestemmelsen ikke overholdes. Hvis forvaltningen skulle rette sig efter loven, er det alligevel en afgørelse ikke at orientere, idet det kræver en begrundelse at fravige bestemmelsen.
Med andre ord bør det både påklages og ankes, hvis barnet ikke er blevet orienteret. Der er ingen hovedregler for, hvilke offentlige eller private interesser, der skulle begrunde en fravigelse.

2; Der er ret står risiko for, at kommunen efter gængs praksis vil kunne misbruge undtagelsesbestemmelsen “andre interesser”. Kommunen og sagsbehandlerne forsvarer deres egne tidligere afgørelser, forforståelser og confirmation biases. Hvis nu forvaltningen tilsidesætter en partsrepræsentant efter den nye fravigelsesbestemmelse, vil det med de nuværende sagsbehandlingstider i Ankestyrelsen være meget svært at få en sådan afvisning behandlet indenfor relevant tid.

Plejeforældre kan ikke være bisiddere.

Spørgsmålet er blevet rejst: Kan plejemor i en samværssag være bisidder for barnet?

Svar:
Som udgangspunkt vil plejeforældrene være part selv i en del af sagerne. En part kan ikke både være bisidder/partsrepræentant og part for en anden person i den samme sag. I den del af sagerne, hvor plejeforældrene har en direkte partsinteresse er det derfor udelukket, at plejeforældre kan optræde som bisiddere.

I andre tilfælde er plejeforældrene ikke selv direkte part i sagen. Men der vil altid være en indirekte partsinteresse. Derfor kommer spørgsmålet om inhabilitet efter forvaltningsloven op.

Forvaltningslovens bestemmelse kommer her:

§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning (a), er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,

4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. (b)

ad a:

Plejeforældre er tilknyttet kommunen, der optræder som en slags arbejdsgiver. Der foreligger derfor et kontraktligt forhold. Det bevirker, at plejeforældre altid er omfattet af forvaltningsloven, herunder bestemmelsen om inhabilitet.

ad b:

Inhabilitet gælder selv, hvis der blot formodes at kunne optræde en usaglig interesse i forbindelse med en sags behandling.

Den usaglige interesse skal ikke bevises, den skal blot formodes. Konstruktionen er således, at det på den ene side skal kunne godtgøres, at der kan tænkes foreligge en sådan mistanke, og at denne mistanke er stærk nok til, at den inhabiles usaglige interesse vil kunne påvirke sagens udfald.

Konklusion:

Der kan udledes en regel: Plejeforældre til børn i en anbringelsessag må ikke optræde som bisiddere eller partsrepræsentanter på grund af generel inhabilitet.

Særligt om partsrepræsentant

Efter Barnets Lovs § 3 bliver barnet først part i sagen, når det er fyldt 10 år. Det indebærer en slags regel om, at børn under 10 år ikke skulle kunne have nogen egen partsrepræsentant, før de er fyldt 10 år.

I praksis kan det godt være, at det har hørt til sjældenhederne, at børn under 10 blev repræsenteret ved en partsrepræsentant.

Ikke desto mindre er det jo barnet, hele sagen handler om. Derfor er den nye bestemmelse kritisabel og muligvis i uoverensstemmelse med børnekonventionen.

Artikel 1: I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år

Artikel 8

1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.

Artikel 9

1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.

2. I behandlingen af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.

Børn mellem 0 og 10 har derfor efter børnekonventionen, kombineret med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikler 8 (Retten til et familieliv og 6 (Ret til fair rettergang) partsstatus.

Forfatter

Mikael Hertig

Cand. scient. pol. 1982 Gæsteforsker ved SDU, Juridisk Institut fra september 2024 Med speciale i forvaltningsret, kommunale forhold, offentlig økonomi, itsikkerhed, persondataret Diverse ansættelser i kommuner Nogle år i bankvirksomhed Grønlands Selvstyre Underviser, ledelsesakademiet, Grønlands Universitet
Vis alle indlæg