Frederik Waage, professor i forvaltningsret og statsret ved SDU

Magtadskillelsen kræver, at Højesteret forsvarer individet mod systemet

Hovedhjørnestenen i et demokratisk system er, at det enkelte individ ikke må udsættes for vilkårlig magtudøvelse. I et demokrati beskytter domstole og forvaltning individet mod sig selv. Kravet til lovlighed, til hjemmel vokser eksponentielt, des dybere, des mere indgribende og krænkende  et myndighedsindgreb er.

I Enzensbergers essay: “Til  forræderiets teori” stiller sagen på spidsen: Jo mere demokratisk et samfund er, des stærkere beskyttes individet må systemets vilkårlige og ulovliger krænkelser og indgreb. Omvendt: Des mere romerretligt/diktatorisk et samfundsstyre er, des mere beskytter det sine egne magtpositioner og tillader styret at begå voldelige indgreb mod individer.

“Jo mere nidkært statsmændene efterlyser statshemmelighederne, des mere ubønhørligt går de efter forræderiet mod  dem. Absurditeten er indlysende. Men selve tabuets karakter af vrangforestilling forhindrer dets opløsning.”

Kan en efterretningstjeneste tage eller begå fejl?

Efterretningstjenesternes monopol på en retstilstand, hvor hemmelighed ikke længere kræver en god grund (forvaltningsretligt  grundprincip) indebærer en situation, hvor tavshed er normen, uden at tjenesterne behøver vurdere forlods, om noget skal hemmeligheldes eller ej.  Efter statsministeriets sikkerhedscirkulære, som følger USA-standard,  Efter den er egentlig åbenhed formelt slet ikke tilladt. Alt er klassificeret og derfor per definition hemmeligt efter en af de mange klassifikationsgrader, hvor den mindste er “til tjenestebrug”.

Denne mangel på refleksion og eftertanke om, hvorvidt noget skal være hemmeligt eller ej, indebærer en risiko for retsforfølgning af den art, som har ramt Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen. Men den fører også like lukt ned i det sorte hul af nulfejlskultur, som er en trusel mod enhver form for ledelsesmæssig kvalitet. Problemet, som anskueliggøres af Adam Grant i “Think Again”, “kunsten at vide, hvad man ikke ved” er lige præcis alvidenhedens indre paradoks. Hvad man ved, er ikke bare hemmeligt, det er sandelige også det vigtige. Hvad man omvendt ikke ved, er der ingen grund til at reflektere over, for det kun jo ikke være vigtigt?

Efterretningstjenesternes  forhold til demokratisk styre er et spørgsmål om dominans. Er tjenesterne under demokratiet, eller er det omvendt? Det viiste sig i Sam-sam-sagen og i tiltalerne mod Hjort Frederiksen og Findsen. For hvad de hemmeligheder, de påsåedes at have krænket retsligt, var jo selv hemmelige. Det er i den sammenhæng, Højesterets dom er vigtig. Den er vigtig for retssikkerheden.  Både direkte og indirekte,.

Kattelemmen til andre områder:
Individets domstolsadgang overfor myndighederne

Dommen, som jeg ikke har nærlæst endnu, fremstår for Waage som skelsættende på trods af dens karakter af undtagelse.
Emnet her er den almindelige domstolsadgang, der er indskrænket af flere former for praksis. Efter en uskrevet praksis afvises domstolsadgang, så længe der er tale om ankemulighed i det administrative ankesystem.  Navnlig, hvor der er tale om “god forvaltningsskik”,  det vil sige udenfor egentlig “afgørelsesvirksomhed” er der måske nu mulighed for at kunne gå direkte til domstolene.

Spørgsmålet er forholdet mellem dybe administrativer krænkelser af individer i myndigheder og det, nogle i Samsam-sagen kalder  “Justitsmord”

Som eksempel har kommunerne reelt adgang til at lyve ad libitum i kraft af en bestemmelse i kommunestyrelsesloven (læs her:
https://www.retssikkerhed.com/brev-til-sophie-lohde-om-anvendelsesbegraensning 

Den normale sagsgang i fx tvangsfjernelsessager tilsidesætter alle de nødvendige retsgarantier. Tvangsfjernelsen finder sted med det samme (fuldbyrdes, eksekveres), uanset om den hviler på åbne usandheder eller ej. Klager man over GDPR, forholdet, skal det ske til Datatilsynet, men Datatilsynet har dels en lang sagsbehandlingstid, dels ikke nogen kompetence til at gribe ind i sagsbnehandlingsforløbet.