Denne artikel har dagbladene ikke ønsket at bringe. Måske skyldes det at mit sprog er for knudret. 
Men tanken om, at den udøvende magt voldsmonopol overfor borgerne absolut skal hænge sammen er et levn fra enevælden. Tværtimod bør retten til at rejse eller frafalde tiltale for domstolene ikke høre under regeringen/justitsministeren.

Ideen om, at noget absolut skal hænge sammen, fordi det plejer det at gøre.
Hvis havde vænnet os til savsmuld i melet, ville det så blive naturligt at holde op?

 

Udskil anklagemyndigheden fra politiet

 

 

Indblandet?

 

“En bagermester fra Sydfyn står nu tiltalt ved retten i Svendborg for at have blandet savsmuld i melet. En svend fra bageriet menes ligeledes at være indblandet”

Forslag

“Anklagemyndigheden bør løsrives fra regeringen og flyttes fra den udøvende magt.
I stedet bør den tildeles en uafhængig, selvstændig status.

Ingen i regeringen skal efter forslaget have nogen instruktionsbeføjelse, når det handler om rejsning eller frafald af strafferetlig tiltale.
Kompetencen bliver overført til en kommende helt selvstændig anklagemyndighed.

 

Den intense debat om sagerne i de hemmelige tjenester skyldes, at politikere og presse tager afgørende fejl af juraen. De tror, det er skændigt, hvis statsministeren og de to relevante justitsministre skulle have taget stilling i sagerne om tiltalerejsning mod Findsen og Hjort Frederiksen. Det er det ikke. Som et levn fra enevælden har vi i Danmark, hvor enhver retlige tiltale sker på justitsministerens vegne.
Havde vi indført magtens tredeling her, ville anklagemyndighed og politi have været totalt adskilt, så alt politi hørte under justitsministeren, og al anklagemyndighed hørte under en regeringsuafhængig instans udenfor regeringens rækkevidde. Men sådan er det ikke.
Det er derfor en god idé at tage skridt til at gøre Danmark lidt mere demokratisk og så afskaffe også denne luns fra enevældens tid. Og hele balladen kunne ikke have fundet sted.

 

Magtens tredeling: Skal regeringen kunne frikende sig selv eller dømme politiske modstandere?

Det er ikke nogen nødvendighed, at anklagemyndigheden (Rigsadvokaten, Statsadvokaterne og de lokale anklagemyndigheder under politidirektørerne) hører under regeringen, den udøvende magt. Forslaget her bør ses som et skridt i gennemførelse af magtens tredeling, indførelse af demokrati.

Det historiske forhold mellem domstols-, politi og anklage funktioner illustreres i denne artikel,

Spørgsmålet om en tvungen skilsmisse mellem anklagemyndighed og politi har tilsyneladende ikke været drøftet politisk for alvor tidligere. Den nuværende ordning er et levn fra enevældens tid.

Hvis man udskiller anklagemyndigheden, vil ingen politiker mere risikere at blive beskyldt for at blande politik ind i den dømmende magts dispositioner. Det er lige præcis det, Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen, Nick Hækkerup og Peter Hummelgaard bliver beskyldt for nu.

Grundlovens karakter af kompromis mellem enevældens magthaversynspunkt og borgerbeskyttelse indebærer, at skridt i mere demokratisk retning altid er værd at overveje.
Det er et skridt væk fra enevælden at udskille anklagemyndigheden, det vil sige retten til at bestemme om, hvem der skal stilles for en dommer i en straffesag, og hvem der ikke skal.

Begrundelse

Den nuværende sammenhæng mellem anklagemyndighed og politi er er levn fra enevælden, hvor man roligt kan karakterisere 1849-grundloven snarere som et imødekommende kompromis end som en meget konsekvent gennemførelse af princippet om adskillelse mellem udøvende og dømmende magt.

Vi har i århundreder vænnet os til den symbiotiske sammenvoksning mellem politi og anklagemyndighed. Men den relation er ikke nogen indlysende selvfølgelighed. Vi har vænnet os til det, og derved også til at betragte det som selvfølgeligt, at politidirektøren i en politikreds er chef både for politiet og for anklagemyndigheden. Det er i strid med magtadskillelseslæren.

Der kræves kun ændringer i retsplejeloven.

Den nuværende bestemmelse i retsplejeloven om forholdet mellem regering, justitsminister og anklagemyndighed kommer her:

 

“§ 98. Justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse.

Stk.2 Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om de offentlige anklageres udførelse af deres opgaver.

Stk.3. Justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning. Et pålæg i medfør af denne bestemmelse om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt underrettes om pålægget¹. Hvis de hensyn, der er nævnt i §729 c, stk.1, gør det påkrævet, kan underretning udsættes. Pålægget betragtes i relation til aktindsigt i medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen.

Stk.4. Justitsministeren behandler klager over afgørelser truffet af rigsadvokaten som 1. instans, jf. dog bestemmelsen i § 1018 e, stk.4.”

En ændring vil også vedrøre de nævnte følgebestemmelser i § 729 og 1018.

 

Ordlyden ser jo ud til at være klar. Justitsministeren er direkte chef for anklagemyndigheden. Al tiltale ved en hvilken som helst domstol hviler på en delegation fra ham. Han har således om ikke pligt, men en indiskutabel ret til at blande sig i en hvilken som helst sag om tiltale eller frafald.

Hvis man forestillede sig, at der i PET skulle have været en intern strid om omfanget af åbenhed og hemmeligholdelse, altså fortolkningen af Statsministeriets Sikkerhedscirkulære ( Statsministerens tjenestebefaling til bl.a. PET&FET), så er spørgsmålet om graden af åbenhed i de hemmelige tjenester i dag ikke et partipolitisk anliggende, men et statsministerielt monopol.

Det er værd i forbindelse med en fremtidig ordning af disse tjenester, om ikke den principielle grad af åbenhed kunne diskuteres i det åbne rum?

Som det er nu, er kompetenceforholdet klart. Hvis regeringen synes, at en meddelelse bør klassificeres som yderst hemmelig, så er den en gyldig instruktion til alle, der er clearet til at se den. Deklassificering ligeledes. Spørgsmålet om efterfølgende tiltalerejsning sker på Justitsministerens direkte ansvar. Derfor er det illusorisk at antage, at han ikke har været “indblandet”. Det er han per definition.

Når der skal tages stilling til, om en person har brudt sin tavshedspligt eller ej, er det altid et juridisk skøn og en konkret vurdering. Hvis den skal være saglig, handler det for Hjort Frederiksens vedkommende om, hvorvidt oplysningerne om kabelsamarbejdet, som han bekræftede, formelt på det tidspunkt var klassificerede. Det har ingen bestridt. Højesteret har med sin nylige dom dog underkendt berettigelsen af klassifikationen, fordi oplysningen var bekendt i forvejen. Det udelukker blot ikke, at det justitsministerielle skøn lå indenfor de almindelige sagligheds- og kompetencekriterier.

Konspiration eller kompetence?

Den politiske og pressemæssige behandling af FE-sagen med tiltalefrafald mod Hjort Frederiksen og Lars Findsen har været præget af spredt politisering, hvor det ret åbent af Hjort Frederiksen har været fremlagt som et politisk komplot. Det ligger udenfor forslagets emne at tage stilling til sådanne påstande. På den ene side ser det ud, som om en lang række – navnlig socialdemokratiske – justitsministre og statsminister Mette Frederiksen har haft med sagen at gøre, men indenfor deres juridiske kompetence.

I skrivende stund – (17. november 2023) drøfter folketinget et forslag om, at en fremtidig kommission skal finde ud af, om der foreligger magtfordrejning (“usaglig forvaltning”).

Den kommende kommission ser ud til at skulle beskæftige sig med et tema, der ikke får det til at se ud, som om det skulle være forbudt, hvis Barbara Bertelsen, Nick Hækkerup eller Mette Frederiksen har haft med sagen at gøre. Men da beslutningen om at rejse tiltale under alle omstændigheder ligger under ministerens ret til at træffe afgørelser, er det ikke problematisk. Det vil sige, så længe denne kompetence hører under regeringen, den udøvende magt. Hvis anklagemyndigheden derimod havde hørt under en selvstændig, udskilt enhed udenfor regeringens rækkevidde, så ville det have været meget betænkeligt. Regeringen må jo ikke blande sig i uafhængige nævns og enheders beslutninger.

Det ser ud, som om de har handlet indenfor deres nuværende kompetence, og derfor må konspirationstankerne udelukkes, uanset Højesterets efterfølgende dom. Det primære hensyn har været, om Findsens og Hjort Frederiksens åbenhed var i strid med Bramsens, Hækkerups og Mette Frederiksens skøn eller ej på de tidspunkter, hvor de enkelte afgørelser blev truffet.

 

Konsekvenser for DUP og Vejlesagen

Vejlesagen, hvor en politienhed i oktober måned 2023 i pressen blev kritiseret for chikanøs og hårdhænder adfærd har givet anledning til en drøftelse af den såkaldt uafhængige politiklagemyndighed DUP viser problemet.