Klageskrivelse

ulovlig forvaltning

Sagen vedrører

XX, XX Kommune

Partsrepræsentant Mikael Hertig

¹

Hvorfor straffer man sjældent for ulovlig forvaltning?
‘

§

Fejl skal rettes og erkendes. Man antager, de alrdig er tilsigtede

Grunden til, at antallet af straffesager mod forvaltninger eller medarbejdere i offentlig forvaltning forekommer uhyre sjældent ligger i, at selv betydningsfulde fejl i offentlig forvaltning ikke formodes at være tilsigtede, men kan skyldes store sagsmængder, oversete detaljer, og måske også rutinefejl, der blot ikke er opdaget.

Ingen domme

Søger man på domme mod medarbejdere i offentlig forvaltning, handler det typisk om mandatsvig, svindel med offentlige midler osv. Derimod har jeg intet fundet, hvor en medarbejder dømmes for overtrædelse af sine pligter som embedsmand indenfor sit særskilte forvaltningsområde.

Kontrolmedarbejderen og den mistænktes retsstilling

Når det kunne tænkes at være relevant her, skyldes det, at en kontrolmedarbejder i forvaltningen trods gentagne breve er blevet oplyst om, at han befinder sig i en faktisk vildfarelse:

”Kronisk belastningsreaktion” er ikke nogen fysisk diagnose, men en psykiatrisk langvarig stresslidelse med sin egen kode og sine egne karakteristika.

Men kontrolmedarbejderen fastholder, at hvis man kan spille billiard, så kan man også arbejde. Analogien til vedkommendes knæbelastningslidelse – ”at hun også kan gå uden krykker” osv., som han stædigt fastholder, optræder nu mod bedre vidende. Ikke længere uagtsomt, men forsætligt.

Stop for alle sociale ydelser

Tilmed bruges dette som begrundelse for at stoppe enhver ydelse med omgående virkning, hvilket han med kendskab til sagen indebærer en markant sucidalrisiko.

Det er et gennemgående træk ved den konkrete kommunale kontrolgruppe, at efter alt at dømme aldrig informerer mistænkte for socialt bedrageri om de pågældendes nye retsstilling. Hertil hører, at de ikke har pligt til at fremkomme med oplysninger, der kan skade dem selv. (Selvinkriminering).

Det sømløse samarbejde mellem kontrolgruppe og jobcenter

I den foreliggende sag fastholdes mistanken reelt om socialt bedrageri, men det sker i et underligt sømløst samarbejde med Jobcentret. Jeg får oplyst fra kontrolgruppen, at der ikke længere foreligger nogen mistankesag, men kontrolgruppemedarbejderen selv skriver, at med virkning fra 15. april ophører alle sociale ydelser.

Det er en brutal besked at modtage for en suicidaltruet person, der er dybt nervøs for at miste sit økonomiske eksistensgrundlag. Begrundelsen er nu ”manglende medvirken”.

Men vedkommende  var jo hele tiden under kontrolgruppens mistanke, mens hun på grund af sin sygemelding ikke kunne give møder i forvaltningen, men måtte bruge mig som hendes partsrepræsentant i stedet. Men ”manglende medvirken” gælder jo netop ikke for mistænkte for socialt bedrageri.

Ankestyrelsen hjemviser.

Ankestyrelsen har ikke givet fuldt medhold til min klient og mig, men hjemvist sagen til fornyet overvejelse i den kommunale forvaltning

Sådan omtrent en 1 time efter denne henvendelse fra Ankestyrelsen fastholder forvaltningen  dele af kommiunen der nu står tilbage, tilsyneladende uden vicere, at “kronisk belatsningsreaktion” skulle være en slags knæskade uden yderligere granskning. Det er indlysende, at sådan undersøgelse ikke har fundet sted

Der kan i dette konkrete tilfælde næppe være tale om uvidenhed, men om, at forvaltningen og kontrolmedarbejderen vælger at se bort først og fremmest fra de specifikke retsregler, der gælder på det område, de selv er sat til at forvalte, og samtidig fra de faktiske lægeerklæringer og oplysninger i sagen.

Man kan jo ikke fastholde sine faktiske vildfarelser, når det e  klarlagt, at der er tale om vildfarelser. Så kunne man måske indvende, at der kunne være tale om en art cover up?

Det er er ret oplagt, at forvaltningen ikke kan krybe i ly af den hidtige indstilling,da der er tale om en ret oplagt  fejltagelse. Der er ikke truffet nogen afgørelse, og efter juridiske grundprincipper skal alle afgørelser jo hvile på et sagligt grundlag². Men i de procesledende beslutninger at fastholde fejl som her kræver en vilje, og da det kan være livstruende, en ond vilje. Det hedder et forsæt.

Klienten var som nævnt selv socialrådgiver i samme forvaltning, indtil hun af etiske grunde opsagde sin stilling. Ingen af de daværende kolleger, som hun har væeet uenig med om graden af hæderlighed i forvaltningen, har erklæret sig inhabile i sagen.

Om specielle inhabilitet gælder, at det i første omgang er de pågældende personer selv, der skal erklære sig inhabile. I den pågældende sag er det formentlig 2-4 personer, man kunne mistænke for at bære rundt på et hævnmotiv, og som nok burde have erklæret sig inhabile.

_____________________________________________