Om PTSD og forældreevner  opdateret

 

 

Af Mikael Hertig *

* Cand scient. pol., Sønderborg
Partsrepræsentant

Nu med kommentar af cand. psych. Michael Adam Guul

 

 

Denne artikel er blevet til i forbindelse med en konkret sag. Der er ingen danske undersøgelser, men amerikanske peger på, at mødre med PTSD i almindelighed er lige så gode mødre for deres børn som andre mødre. Der burde således ikke være nogen grund til bekymring, blot fordi en mor lider af PTSD.
Børnene er jo nærmest dagligdagens og hverdagens postive indslag. De retraumatiserer jo ikke, men lever i en hverdag med den karakter, enhver hverdag i enhver familie har.

 

Efterfølgende kommentar af cand. psych. Michael Adam Guul

“Studierne, der henvises til er kun målt på enkeltparametre og tager forbehold for depression, hvilket er en kæmpe bias. Det er reelt godt, da argumentet for at traumatisering( fx pres fra kommune via trusler om adoption og lignende) øger cortisolniveau og dermed mindsker mentaliseringsevne), hvilket så ikke ville kunne bruges som argument mod kommuner, hvis de studier, der henvises til stod til troende. Derfor kan studierne reelt have den modsatte effekt for flertallet, der ikke har PTSD. I den konkrete sag henvises ligeledes til suicidalrisiko, der reelt ikke interkorreleres direkte i artiklerne. Når det er sagt, så bør PTSD i sig selv med selvfølgelighed ikke være anbringelsesgrundlag. ”

 

 

Baggrund

En sagsbehandler i en kommunes jobcenter har anvendt en lægeerklæring til brug for en ansøgning om førtidspension til at sende en underretning til kommunens børneforvaltning. Der er en almindelig pligt til at underrette børneforvaltningen, også for jobcentret, hvis medarbejderen føler, der er anledning til bekymring for børnenes trivsel¹. Det skal tilføjes, at sagsforløbet har udviklet sig mere og mere giftigt, så det fremstår som en hævnpræget handling for mig. Dermed er mine værdipræmisser i sagen blotlagt².

Det fremgår af artiklen, at jeg anser Jobcentret for inhabilt i fb, m underretningen. Det skal siges, at jeg er den eneste med kendskab til sagen, der kender børnene og moderen og kender lidt til deres måde at fungere sammen på. Den påståede ”bekymring”, der har sat familieforvaltningen i gang, tager afsæt i en lægeerklæring om moderens PTSD og traumer og disse traumers karakter. Lægeerklæringen beskriver hendes traumer, hendes tanke-mylder og natlige mareridt. Suicidaltanker nævnes, men netop glæden ved hendes børn og deres gensidige kærlighed anføres som årsag til, at hun klarer sig og lever et liv i håb.

Underretningen til familieforvaltningen er formuleret, så der udelukkende tages afsæt i suicidaltankerne, men ikke i den nederste del .Af den nederste del fremgår, at moderskabet holder både hende og børnene i live. Der er således intet i lægeerklæringen, der understøtter nogen reel bekymring. Sagsbehandlerne kender intet til børnene, til familiens daglige liv i det hele taget. Det eneste afsæt, jeg umiddelbart kan se, er det giftige forhold imellem min klient på den ene side og kommunen på den anden. På den anden side må jeg jo give kommunen en fair chance:

Er der en skik i kommunen eller andre kommuner, hvor PTSD i sig selv sagligt kan blive brugt som anledning til anbringelser eller underretninger?

Er forældre med PTSD er dårligere forældre end andre forældre?

Afdækningen af det spørgsmål sker ved læsning af videnskabelige værker. Det skal nemlig medgives, at jeg ikke selv er psykolog.

Hvis det fremgår af almindeligt anerkendt, gangbar videnskabelig viden, at PTSD i almindelighed i mærkbar grad nedsæt-ter forældreevnen, så vil det være relevant at inddrage det som argument i forbindelse om håndtering i en sag om en mulig anbringelse udenfor hjemmet. Omvendt: hvis det ikke er tilfældet, må det afvises i en anbringelsessag.

Min hidtidige søgevirksomhed via danske hjemmesider er forgæves. Jeg har ikke fundet danske artikler, der belyser sammenhængen mellem forældreevne og PTSD. Derimod findes der navnlig amerikanske artikler, der beskæftiger sig direkte med dette emne. Der er ingen grund til at antage, at der er problemer med at overføre amerikanske erfaringer til danske forhold.

Konklusionen hos Christie et al 2019 skal læses ret nøje for ikke at blive misforstået.

”Resultater tydede på, at forældres PTSD kan være forbundet med nedsat funktionsevne på tværs af en række forældreområder, herunder øget stressniveau, lavere forældretilfredshed, mindre optimale forældre-barn-forhold og hyppigere brug af negativ forældrepraksis, såsom åbenlys fjendtlighed og kontroladfærd. Metodiske begrænsninger på tværs af litteraturen som helhed begrænsede imidlertid potentialet til at udlede kausale virkninger af PTSD på forældreskab. Yderligere undersøgelse er også nødvendig for at fremme vores nuværende forståelse omkring virkningen af forskellige traumetyper på forældredomæner.” (Christie, 2019)…

”Forældres PTSD kan have en negativ indvirkning på forældreskabets områder, men det er ikke klart, om virkningerne er lige sandsynlige, om om de vil gælde på tværs af alle traumepopulationer, og årsagsbeviset er ekstremt begrænset. Derudover skal nogle metodiske begrænsninger i den eksisterende litteratur behandles. ” (Christie, 2019)

En gennemgang af 27 internationale artikler antyder, at der måske kan tænkes påvist en sammenhæng mellem PTSD, alt efter bestemt faglig-klinisk type, og nedsat forældreevne.

Der er ikke basis for på det foreliggende overbliksgrundlag uspecificeret at antage, at der eksisterer nogen generel sammenhæng mellem PTSD og nedsat forældreevne.

Franz Molly (2018) er en ph.d. afhandling, der søger dels neurologisk, dels baseret på interviews at påvise specifikke adfærdsutilstrækkeligheder hos PTSD-mødre, sam-menlignet med andre mødre i form af slaphed (laxness) og overreaktiv adfærd. Der bruges en del statistik i dette arbejde.

”Imidlertid medierede hverken kortisolreaktivitet eller oplevede følelser denne relation. Yderligere forudsagde PTSD-status ikke overreaktivt for-ældreskab, når der blev taget højde for moderens depression, moderens alder, moderens uddannelse, husstandsindkomst og moderens minoritets-status, og de foreslåede mediatorer var hverken relateret til PTSD-status eller overreaktiv forældreadfærd.” (Molly 2018, 55)

På lidt mere jævnt dansk viser Mollys undersøgelse, at der ingen neurologisk for-skel er på PTSD-mødre og andre mødre, målt på cortisol, ligesom der heller ingen målbar forskel ses med hensyn til slaphed/uopmærksomhed eller tenedens til overreaktivitet.

Kumar 2020 har et medierende sigte, og efterlyser et design. Fokus er ikke så meget på at identificere forskelle mellem normale og PTSD-mødre, men skitserer, at der savnes designs til at støtte og hjælpe de pågældende mødre for at afhjælpe mulige problemer i forældreskabet, afledt af PTSD. Man kan jo så lakonisk tillade sig at spørge, om det er realistisk, for så vidt det er muligt ikke konkret, men generelt at identificere den kon-krete PTSD-mors svagheder som moder.

”Den nuværende undersøgelse fremhæver behovet for at designe interventioner fokuseret på at hjælpe traumeudsatte mødre med at håndtere nød, i sidste ende med det formål at forbedre forældrenes effektivitet og forbedre børns resultater. (Kumar et al 2020)

Jeg har forgæves søgt efter fransk- eller tysksproget litteratur, der kunne føje noget til den nærliggende konklusion:

Konklusion

Mødre med selv svær PTSD har samme forældreevner som mødre uden. Underretningen i denne sag hviler på et uvidende grundlag, og der er ingen anledning til ”bekymring” alene på PTSD-baggrund eller de dertil knyttede suicidaltanker.

Underretning og saglighed i offentlig forvaltning

Det næste spørgsmål er: Er forvaltningen, når den fremsender underretninger, forpligtet af officialmaksimen³ og garantiforskrifterne⁴ med hensyn til saglighed?
Ganske vist forudsætter almindelige underretningspligt (§ SEL 154) noget, der blot under betegnel-sen ”bekymring”, her forstået som en diffus ukvalificeret mistanke af hypotesekarakter. Mig bekendt findes der ingen praksis her i landet for at straffe borgere for på skrømt at fremsætte underretninger, der er fremsat som hævn. Emnet er ikke under-søgt videnskabeligt.

På den baggrund vil jeg her nøjes med at anføre, at det må bero på en konkret juridisk vurdering, hvilke reaktionsmuligheder en borger har, hvis vedkommende er udsat for forfølgelseslignende chikanøs adfærd fra en sagsbehandlers side.

I forvaltningsretlig sammenhæng skal det være klart, at vi nok nærmer os den mellemting mellem faktisk forvaltningsvirksomhed og afgørelsesvirksomhed, der går under betegnelsen ’procesledende beslutning’ . Spørgsmålet om, hvorvidt en procesledende beslutning kan påklages, er kun en til vis grad behandlet som noget, der adskiller sig fra ”faktisk forvaltningsvirksomhed”, som ikke kan påklages.

Dog findes der en ret klar fremstilling her:

”Som supplement til retsreglerne om inhabilitet i medfør af forvaltningsloven og andet retsgrundlag, giver ombudsmanden udtryk for, at indehavere af offentlige stillinger og hverv i det hele bør undgå at bringe sig i situationer, som kan forringe tilliden til den offentlige forvaltning, jf. kapitel 6, afsnit 3.1.

Som anført vil der i det hele taget kunne anføres eksempler på normer om god forvaltningsskik i forhold til praktisk taget samtlige de af den almindelige forvaltningsret omfattede proces- og sagsbehandlingsregulering. Se således om begrundelse kapitel 4, afsnit 3 og 7.1, om vejledning FOB 1990.80, jf. kapitel 7, om offentlighed FOB 1993.53, jf. kapitel 10, om partshøring FOB 1998.423 og FOB 1999.226, jf. kapitel 12, om partsaktindsigt, jf. kapitel 13. Om klagevejledning FOB

1973.386 og FOB 1982.104, jf. kapitel 15, om skriftlighed FOB 1992.267 og FOB 1993.173, jf. kapitel 15, afsnit 1.1. (Rønsholt 2006, 34)

---

I forhold til såvel spørgsmålet om klageadgang som til spørgsmålet om forvaltningslovens anvendelse må holdbarheden af dette udgangspunkt til dels bero på en formålsfortolkning af forvaltningsloven –respektive den pågældende klageordning i sammenhæng med reale overvejelser o-ver den pågældende beslutnings faktiske karakter og betydning for de involverede parter.” (Rønsholdt 2006, 55)

Heraf kan udledes, at der udenfor den egentlige afgørelsesvirksomhed trods de mere letkøbte konklusioner efter omstændighederne kan klages over procesledende handlinger i forvaltningen, beroende på en konkret vurdering af hand-lingens nærmere omstændigheder. Det gøres hermed.

Klage over underretningen

På den baggrund klager jeg hermed over den underretning, som Jobcentret uopfoedret og uden kendskab til omstændighederne i familien har oversendt til kommunens børn- og Familieafdeling, set som en katalyserende procesledende beslutning. 

Hensigten har været at forfølge med klient, ikke i relation til Jobcentrets arbejde, men med en manifest fejllæsning af en lægeerklæring at sætte en proces i gang, der truer min klients mentale situation yderligere.

Udsigten til eventuel anbringelse af de tre børn er – ifølge selvsamme lægeerklæring – en trussel på hendes liv, uden at der på nogen måde er grund til at antage, at de ikke trives i hjemmet.

 Henset til de nærmere omstændigheder, hvor kommunen i forvejen ser bort fra selvinkriminerings-bestemmelserne i forvaltningsretlig henseende⁵, er det efter min opfattelse klart, at hensigten med underretningen hviler på et usagligt grundlag, og at den finder sted i et klima, der er præget af kritisabel uvidenhed om garantiforskrifter, nærmere bestemt principperne om saglighed, proportionalitet og habilitet⁶.

Man kan således ikke automatisk sidestille en almindelig borgers underretningspligt med forvaltningens, blot fordi der er tale om et led i en forvaltningsproces.

Man kan også sige det på den måde, at naturligvis skal en forvaltningsmæssig underretning iht. SEL § 154 kunne finde sted. Men der må forventes et mere indgående kendskab til de faktiske forhold, som kvalificerer dette.

Det foreligger ikke her.

Derfor klager jeg over Underretningen som en afgørelse. Får jeg ikke helt eller del-vist medhold, overgår sagen til Ankestyrelsen.

Venlig hilsen

Mikael Hertig
Mågevænget 12 22
6400 Sønderborg
Tlf 27 24 47 00

Litteratur

The impact of parental posttraumatic stress disorder on parenting: a systematic review

(Christie er al, European Journal of Psychotraumatology 2019)
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6338266/

Rønsholdt, S ”Forvaltningsret, Retssikkerhed, Sagsbehandling” Thornton 2006.

https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/juridiske-monografier/roensholdt_forvaltningsret_2_udgave_2006.pdf

”PTSD and dysfunctional parenting” , Franz Molly, University of Nebraska 2018

https://digitalcommons.unl.edu/dissertations/AAI10831231/

Posttraumatic Stress and Parenting Behaviors: The Mediating Role of Emotion Regulation (Kumar et al 2020) Journal of Family violence
https://link.springer.com/article/10.1007/s10896-019-00124-5