Barnets Lov bliver en katastrofe

 

Barn sidder på jorden lidt ensom med ryggen til ved siden ad sin bamse

Barn og Bamse

 

Barnets Lov bliver en katastrofe

“Hav medlidenhed med dem, thi de ved ikke, hvad de gør”

af Mikael Hertig *

Mikael Hertig, siddende

Mikael Hertig. Cand. scient. pol.
Ny uofficiel borgerrådgiver

* cand. scient. pol., Sønderborg

Bekymringsindustrien skaber en katastrofe

Barnets Lov bliver, som jeg ser det en katastrofe. Denne artikel handler om de mest iøjnefaldende fejl. Men der er flere. I årevis har lobbyorganisationer som Socialrådgiverforeningen, Red Barnet og Børns Vilkår sammen med KL kørt en målrettet kampagne for flere, tidligere og længerevarende anbringelser uden for hjemmet. Det må siges at være lykkedes over al forventning på trods af indvendinger og protester fra Rigsrevisionen, Institut for Menneskerettigheder og ikke mindst Den Juridiske Tænketank Justitia.

Kort sagt har aktørerne gjort bekymring for børns ve og vel til deres eksistensgrundlag. Det kan der siges meget godt om, for den opvoksende slægt er samfundets fremtid. Men der er bare endnu mere grund til at være bekymret over den bekymringsindustri, der begår indgreb i børnenes tilværelse. For den kærer sig ikke om konsekvenserne.

Hvis man havde spurgt universitetspsykologer, advokater og jurister, om den stort anlagte politik er i overensstemmelse med gangbar udviklingspsykologisk viden, menneskerettigheder og juridiske garantiforskrifter, ville et helt andet billede have tegnet sig.

I Danmark anbringer vi 3,3 gange så mange børn som industrilandene i den vestlige verden i gennemsnit. Vi anbringer omkring dobbelt så mange som man gør i Norge og Sverige.

Der er underretninger på 7 % af alle børn, men altså ikke om 93 %. Der findes ingen systematisk viden om de børns 93 %, sammenlignet med de 7 %.

Vi ved ikke, hvad vi gør. Dog bortset fra at vi ved, at anbragte børn har større tendens til misbrug, stoffer, selvmord og kriminalitet end ikke anbragte – også når der anlægges sammenlignende, dobbelt-blindforsøgslignende metoder.

Hvad angår de familier, der oplever anbringelser: Bortset fra en lille kerne af vold, misbrug og pædofili skyldes anbringelserne det, der går under betegnelsen “omsorgssvigt”. Det er en meget rummelige og elastisk betegnelse, der kan anvendes på skrømt. Og det bliver den. De af os, der følger området set fra de krænkede forældres side oplever det som en bekymringsindustri, hvor “bekymringerne” optræder som begrundelse for magtfuldkommen systemadfærd, som regel førende til overflødige anbringelser.

Sagerne fra Langeland og Frederikssund viser, at sagsbehandlingen er fuld af fejl.

Hele systemet er indrettet på at spotte nogle børn og give såkaldt sagkyndige anledning til bekymring. Måske har de børn, systemet får kig på, behov for hjælp. Men den hjælp, de børn får, ser ud til typisk at gøre ondt meget værre.

Der er nærmest evidens for, at plejemødre og opholdssteder i almindelighed gør ondt værre. Naturligvis er der børn og voksne, der kan prise sig lykkelige, fordi anbringelsen var langt bedre end den skæbne, der ellers ville have været overladt til, efter alt at dømme ville have været langt værre.

Med barnets lov går vi imod menneskerettighederne på helt centrale områder. Det handler dels om barnets ret til sin egen historie og identitet, dels om et system, der ikke tilbyder fair rettergang.

Hvis en advokat møder op i retten for at få belyst en strid om prisen på en rusten bil, bliver der indkaldt uvildige skønsmænd, og der kan føres vidner. Men handler det om noget så ligegyldigt som et barns hele liv, ordnes sagen på en halv time uden adgang til at få sagen belyst. Den ene parts, kommunens fremstilling lægges uden adgang til indvendinger til grund, og retten tager alene stilling til, om Ankestyrelsen havde formel kompetence til at træffe den afgørelse, der behandles.

Et af omdrejningspunkterne i disse sager handler om “Barnets Tarv”. Det er det udtryk, der anvendes i internationale konventioner, også kendt som “Best interest of the child”. I 1990’erne gik en kreds af amerikanske universitetsjurister og -psykologer i flæsket på lokalregeringerne i New York og Massachussett. Der fandtes intet sted, mente de, hvor kløften mellem gadearbejdernes praksis og almindeligt anerkendt videnskabelig viden var større end ved sager om fostercare, anbringelser udenfor hjemmet. De forlangte, at Best interest of the child for fremtiden skulle være en risikoafvejning. De dybe traumer, der altid følger med familieadskillelsen, skulle altid indgå. Og tidsperspektivet skulle være det lange ungdomsliv, ikke et øjebliksbillede af barnets tilsyneladende mentale tilstand hos de aktuelle plejeforældre. Men i Danmark er øjebliksbilledet den udlægning, der altid i praksis rydder bordet.

Vi savner et fundamentalt opgør med K. K. Steinckes reform fra 1930’erne, der blev kendt for at indføre racehygiejne.

Lad os få Barnets Lov 2. Ikke for socialrådgivernes og bekymringsindustriens skyld. Men for børnenes. De bliver jo en slags voksne med tiden, men hvilken?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *