Borgmester Lauritzens svar på Hertigs spørgsmål

 

Drømmer jeg, eller er jeg vågen?

 

Nedenfor følger et stykke absurd teater. Hvem har magten, det formelt valgte byråd med dets borgmester i spidsen, eller er det forvaltningen? Er det orkestret, der dirigerer orkestret, eller er det orkestret, der tvinger dirigenten til at følge orkestret?

Det er spørgsmålet i denne artikel.

Jeg har ladet mig fortælle en historie om, at på Reeperbahn i Hamburg skulle der engang i det forrige århundrede have været  en ølhal med en stor skuespilstribune.

Her optrådte hver onsdag et symfoniorkester. Det lod sig dirigere af en til lejligheden udvalgt “dirigent”, der fik en klovnehat på. Han fik i stedet for en dirigentstok en stor grydeske.

Så startede løjerne. For mens dirigenten efter bedste evne forsøgte at dirigere de smukke wienervalske og “An der schönen blauen Donau,”, så satte orkestret takten op og ned, satte styrken op på de forkerte steder osv.  Med andre ord var vores narresdirigent sat til at følge med orkestret, og det var just underholdningsværdien på Reeperbahm.

Der er ingen tvivl om, at der jo skal bestå en slags tillidsrelation mellem Erik Lauritzen på den ene side og hans byrådssekretariat, gerne med jurister på den anden.

Men det eneste gode var på mit spørgsmål kunne jo have været:

Ja! Tak!

 

af Mikael Hertig

Mikael Hertig, siddende

Mikael Hertig. Cand. scient. pol.
Ny uofficiel borgerrådgiver

 

Officielt portrætfoto af Erik Lauritzen

Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune

 

Er det her virkelighed eller absurd teater?

Det gode spørgsmål for mig er, om det er kommunalbestyrelsen (byrådet), der bestemmer over forvaltningen, eller det i virkeligheden forholder sig omvendt: at det forvaltningen, der bestemmer over byrådet?

Når et menneske vil i kontakt med den officielle myndighed, kaldes vedkommende “borger”. Sønderborg Kommune har et folkevalgt byråd, og byrådet vælger en borgmester.

Men hvem er det, der bestemmer i kommunen? Det står i Lov om Kommunernes Styrelse:

§ 2. Kommunernes anliggender styres af kommunalbestyrelser, der vælges efter reglerne i lov om kommunale og regionale valg.

Man kan også hente citater fra den juridiske faglitteratur herom:

Fordelingen af funktioner mellem organisationens forskellige led er af loven beskrebet på den måde, at det tilkommer kommunalbestyrelsen at udøve den styrende myndighed i kommunen, mens det er tillagt udvalgene at varetage den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender (Harder, Erik: Dansk Kommunalforvaltning, Kommunalbestyrelsen Juristforbundets forlag 1974, 14-)

 

 

Mit spørgsmål, som er formuleret nedenfor, handler om, hvorvidt byrådet – som formelt jo har magten – vil pålægge forvaltningen at vejlede borgere, der risikerer at blive mødt enten med sanktioner eller bebyrdende forvaltningsakter som tvangsfjernelser, om deres ret til at få fejlagtige oplysninger om sig selv  berigtiget.

 

Jeg gætter i min uendelige fantasi på, at det talepapir, Erik Lauritzen pænt og artigt læste op på byrådsmødet, udtrykker præcist, om forvaltningen synes, den har lyst til at efterleve et centralt  forvaltningsretligt princip,  der skal beskytte borgeren mod vilkårlig forvaltning.

 

Vejledningspligt og Lauritzen i klemme?

Forvaltningens pligt til at vejlede borgeren er formuleret i forvaltningslovens § 7, stk 1. Her ser du hele paragraffen, der for god ordens skyld forbyder forvaltningen at svare, at bestemmelsen ikke afgøres her, men af mine kolleger i en anden afdeling:

 

 

§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.

Nu kunne den fiffige jurist i forvaltningen  fristes til at bilde sig ind, at vejledningspligten er skulle være udelukket alene af paragraffens ordlyd. – at borgeren selv skal bede om at blive vejledt. Men det er bare forkert.

Folketingets Ombudsmand skriver herom:

Formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.

Myndighederne skal således i nødvendigt omfang yde vejledning og bistand til borgere, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Vejledningen bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på et givet område har, og hvordan borgeren lettest og mest effektivt kan opfylde de krav, der følger af lovgivningen.  

Videre pointerer (Bønsing 2013, 465), at “Forvaltningsmyndigheder kan. blive ansvarlige for manglende eller mangelfuld vejledning af borgerne”.
Det er her reelt Erik Lauritzen selv , Økonomiudvalget og byrådet, der har ansvaret, ikke den enkelte forvaltning.

Der er næppe nogen tvivl om, at forvaltningen i sager, der berøres af principperne om legalitet og proportionalitet i forbindelse med bebyrdende forvaltningsakter har en klar og entydig vejledningspligt. 

Som det ser ud for mig, har forvaltningen i Sønderborg Kommune vildledt Erik Lauritzen – forudsat, at det er forvaltningen og ikke Lauritzen selv , der har formuleret besvarelsen.

 

Nedenfor følger Mikael Hertigs spørgsmål og det svar, Erik Lauritzen læste højt på byrådsmødet..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål fra Mikael Hertig til Byrådsmøde den 29.03.23
Spørgsmål:



Vil byrådet pålægge Familieforvaltningen, Jobcentret, delseskontoret og andre forvaltninger, der har mulighed for reelt at sanktionere borgere i deres afgørelsesvirksomhed, i deres vejledninger altid at henvise til bestemmelserne om berigtigelse, nvendelsesbegrænsning og information om videregivelse af foretagne berigtigelser til andre modtagere, jfr. Databeskyttelsesforordningens artikel 16, 18 og 19?


:Det er et universelt forvaltningsretligt princip, at væsentlige afgørelser overfor borgerne, Begrundelse,  herunder bebyrdende forvaltningsakter, skal hvile på et sandfærdigt grundlag. Det gælder også præmisserne for vurderinger, der foretages i forvaltningen i afgørelsessager.

Der er næppe nogen i forvaltningen, der bevidst bygger deres afgørelser på falske påstande. Ikke desto 
mindre sker der både fejl og misforståelser i enhver forvaltning. Når den berørte borger bliver opmærksom på, at der skrives noget falsk eller urigtigt om vedkommende selv, er det både i kommunens og i borgerens
interesse at få rettet vigtige faktuelle oplysninger så hurtigt som muligt. Man vil også kunne se en sådan vejledning som et stille opgør med tendenser til nulfejlskultur i Sønderborg Kommunes forvaltninger.

Jeg henviser her til Datatilsynets Vejledning om De Registreredes Rettigheder, kapitel 5.

 

 


Bormester Erik Lauritzens svar:

 


Du stiller et spørgsmål, som er af stor vigtighed – dels i forhold til den enkelte borger, som mener, at der er registreret urigtige oplysninger omkring en selv, men jo bestemt også i forhold til, at vi som myndighedtræffer afgørelser på et korrekt grundlag. Det er dog samtidig et kompliceret lovkompleks der danner grundlaget for vores handlemuligheder i disse situationer.

Ifølge Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder berigtiger offentlige myndigheder typisk forkerte oplysninger ved at tilføje de korrekte oplysninger på sagen uden samtidig at fjerne de urigtige oplysninger. Det skyldes, at offentlige myndigheder i almindelighed ikke må ændre eller fjerne oplysninger1Det er en halv retsvildfarelse, at myndigheden ikke må rette i eller forandre indholdet i dokumenter. Se videre nedenfor.når de først er indgået i en sag, da offentlige myndigheder har pligt til at dokumentere det grundlag, som en afgørelse eller anden beslutning i sin tid blev truffet på.2Se afsnittet under Erik Lauritzens svar.

MH: Læs note 1 om metoden ved berigtigelse

Af vejledningen følger det også, at det i nogle tilfælde kan være vanskeligt at fastslå, om oplysninger om en registreret er urigtige. Det gælder eksempelvis for faglige eller subjektive vurderinger af en registreret fra læger eller socialrådgivere. Ifølge Datatilsynet vil løsningen i sådanne situationer normalt være at tilføje oplysninger om den registreredes synspunkter på sagen.3Sondringen mellem vurdering og oplysning gennemgås i afsnittet nedenfor

Vi oplever indimellem at en borger ønsker at oplysninger slettes fra deres sag. Det er imidlertid ofte ikke muligt for os at slette oplysninger fra en sag.4Her er informationen nærmest vildledende. Metoden ved “sletning” gennemgås nedenfor.

Ifølge Datatilsynet medfører de almindelige forvaltningsretlige regler, at en offentlig myndighed kun i få tilfælde vil kunne slette et dokument/oplysninger. Sletning kan normalt kun ske, hvor der er lovhjemmel til det, eller hvor et dokument ved en fejl er journaliseret på en forkert sag og efterfølgende journaliseres på den korrekte sag. Reglerne har bl.a. til formål at sikre, at myndigheden senere – fx i forbindelse med klager eller genoptagelse – kan dokumentere, hvad der er passeret i en sag.

Herudover gælder arkivlovens regler, således at lukkede sager kan slettes i overensstemmelse hermed. Der er dog en række drifter og regler for, hvornår og hvilke sager det drejer sig om.

 

 

Mikael Hertig kommentar til  Erik Lauritzens svar

Note 1 om metoden ved berigtigelse

Sådan set refererer Erik Lauritzens svar indsigt i Datatilsynets  noget udflydende svar. Man skal her huske på, at reglerne i Vejledningen om de registreredes rettigheder både henvender sig til offentlig forvaltning og til private virksomheder.

Mit ærinde er ikke her at bestride Datatilsynets fremstilling i hovedsagen , blot at pointere, at Datatilsynet slet ikke kan tillægges det synspunkt, at når. forvaltningen nu efter en berigtigelse ved, hvad der er sandt, og hvad der er falsk, at så får sandhedsværdien ingen praktiske konsekvenser for den pågældende sags udfald.
I vore dage fylder fx. anbringelsessager typisk flere tusind enkelte sider eller dokumenter. At vedlægge en korrektion om sandt eller falsk behøver teknisk set ingen indflydelse få på afgørelsen i den enkelte sag.
Det bør derfor een gang for alle præciseres, Erik Lauritzen, at det er dit ansvar, at sagen træffes på et faktuelt sandfærdigt grundlag. Hvis forvaltningen bare putter betigtigelsen ned i sagen, men ikke lader sandheden få lov til at slå igennem i afgørelsen, er det nu din manglende ansvarlighed, der slår igennem.

 

 

 

Note 2 om forholdet mellem “vurderinger” og “påstande”.

Det ligger i luften, at de sagkyndiges såkaldte “vurderinger” skulle være “saglige”, mens andres vurderinger skulle være “usaglige”. Men alle vurderinger hviler på et grundlag. Det vil sige, at nedenunder vurderingerne finder man som regel igen forudsætninger eller forudsætninger, der enten latent eller manifest er falsificerbare påstande.

Selv om det kan være vanskeligt at formulere de underliggende præmisser, så. er det ikke desto mindre en del af opgaven.

Jeg er enig med borgmesteren i, at hvis der efter en nøjere granskning stadigvæk er uenighed om en vurdering, så skal oplysningen herom “tilføjes sagen”.

Men ikke nok med det: uoverensstemmelsen skal fremgå af alle efterfølgende indsillinger og afgørelser, og artikel 19 om videresendelse skal respekteres.

Om sporbarhed og notatpligt i offentlig forvaltning

 

Der gælder et helt universelt saglighedsprincip i offentlig forvaltning.
Der må aldrig træffes beslutninger på basis af falske påstande.

Sandhedsprincippet fremgår mange steder, fx. den såkaldte Kode VII – her fastslås det (II), at embedsmænd skal arbejde efter loven, og 2 absolut følge sandheden.

Nu kan de kommunalfolk, der søger at smyge Kode VII af sig i deres fantasifuldhed måske kunne finde på at påstå, at den kun gælder for embedsværket i de centrale departementer og ikke i kommunerne. Kom an Erik Lauritzen. Mener du også dét?

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *