Plejeforældre kan ikke være være bisiddere i deres plejebørns sag,
Barn og bamse
“Det er børnene selv der bestemmer bisidder, men der bør være tungtvejende grunde til at det kan være pl fam netop for at undgå loyalitetskonflikt i barnet”
Lovbestemmelser
Barnets Lov:
§ 6. Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne lov, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre. Kommunalbestyrelsen skal oplyse barnet eller den unge om retten efter 1. pkt.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser (1), eller hvor andet er fastsat ved lov. Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges. (2)
Stk. 3. Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.
Stk. 4. En bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.
Med andre ord bør det både påklages og ankes, hvis barnet ikke er blevet orienteret. Der er ingen hovedregler for, hvilke offentlige eller private interesser, der skulle begrunde en fravigelse.
Plejeforældre kan ikke være bisiddere.
Spørgsmålet er blevet rejst: Kan plejemor i en samværssag være bisidder for barnet?
Svar:
Som udgangspunkt vil plejeforældrene være part selv i en del af sagerne. En part kan ikke både være bisidder/partsrepræentant og part for en anden person i den samme sag. I den del af sagerne, hvor plejeforældrene har en direkte partsinteresse er det derfor udelukket, at plejeforældre kan optræde som bisiddere.
I andre tilfælde er plejeforældrene ikke selv direkte part i sagen. Men der vil altid være en indirekte partsinteresse. Derfor kommer spørgsmålet om inhabilitet efter forvaltningsloven op.
§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning (a), er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller
5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed. (b)
ad a:
Plejeforældre er tilknyttet kommunen, der optræder som en slags arbejdsgiver. Der foreligger derfor et kontraktligt forhold. Det bevirker, at plejeforældre altid er omfattet af forvaltningsloven, herunder bestemmelsen om inhabilitet.
Den usaglige interesse skal ikke bevises, den skal blot formodes. Konstruktionen er således, at det på den ene side skal kunne godtgøres, at der kan tænkes foreligge en sådan mistanke, og at denne mistanke er stærk nok til, at den inhabiles usaglige interesse vil kunne påvirke sagens udfald.
Konklusion:
Der kan udledes en regel: Plejeforældre til børn i en anbringelsessag må ikke optræde som bisiddere eller partsrepræsentanter på grund af generel inhabilitet.
Særligt om partsrepræsentant
Efter Barnets Lovs § 3 bliver barnet først part i sagen, når det er fyldt 10 år. Det indebærer en slags regel om, at børn under 10 år ikke skulle kunne have nogen egen partsrepræsentant, før de er fyldt 10 år.
I praksis kan det godt være, at det har hørt til sjældenhederne, at børn under 10 blev repræsenteret ved en partsrepræsentant.
Ikke desto mindre er det jo barnet, hele sagen handler om. Derfor er den nye bestemmelse kritisabel og muligvis i uoverensstemmelse med børnekonventionen.
Artikel 1: I denne konvention forstås ved et barn ethvert menneske under 18 år
Artikel 8
1. Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet, herunder statsborgerskab, navn og familieforhold, som anerkendt af loven og uden ulovlig indblanding.
Artikel 9
1. Deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til barnets tarv. En sådan beslutning kan være nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt og der skal træffes beslutning om barnets bopæl.
2. I behandlingen af enhver sag i medfør af stykke 1 skal alle interesserede parter gives mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunkter.
Børn mellem 0 og 10 har derfor efter børnekonventionen, kombineret med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikler 8 (Retten til et familieliv og 6 (Ret til fair rettergang) partsstatus.
Det vil af principielle grunde være interessant at få en domstolsafgørelse.