Anmeldelse af en kronik: Retsstatens stadige forfald

Tak til Tænketanken Justitia og ikke mindst Birgitte Arent Eiriksson

Dette er en personlig kommentar, inspireret af Justitias utrættelige arbejde.

Birgitte Arent Eiriksson er ikke hvem som helst. Hun er direktør for Tænketanken Justitia, som ene i ørkenen i årevis har italesat og beskrevet rigets sørgelige tilstand, når det handler om retssikkerhed.

Retsstaten ligner den bro ved Genua, der skvattede sammen, fordi dens fundament og styrke ikke var blevet vedligeholdt.

Når tænketanken Justitia markerer sig med advarsler skyldes det en truende udvikling, der har stået på i årevis. Endnu fungerer broen, omend den skal passeres med forsigtighed. Men den forvitrer fortsat. Tænketanken Justitia har fokuseret på dette tema masser af gange før, men nok mest med konkrete rapporter.

Alle rapporterne er væsentlige og burde indgå med endnu større opmærksomhed, end de er blevet til del.

Ser man på den nuværende justitsminister Hummelgaard og hans forgængeres søvngængeragtige politiske kapitalrejsning på hårdere straffe, man ved ikke virker, men som er en form for politisk magtfordrejning. Politikere, der vil straffe hårdere og hårdere, er i en intern kamp om at vise mod og handlekraft, for hvem er tilhænger af kriminalitet og strafbare handlinger? Til alt held har vi lidt kriminalitet endnu, som han og kolleger kan skamride på.

Helhedsbilledet er, at retspolitik i folketinget hele tiden fokuserer på kriminalitet og konsekvent overser forholdet mellem den udøvende magt og individet. Men vores demokrati bygger på en forståelse, hvor mennesket  (“borgeren”) konsekvent skal beskyttes mod den udøvende magts vilkårlighed. Den forståelse og den sikring er  blegnet, svækket, molestreret.

Defokuseringen har varet i årevis. Det eneste sted, hvor der måske sker lidt, handler om en forholdsvis flad interesse for “ytringsfrihed”, måske fordi pressen har en egen interesse i at være lidt med her.

Samtidig hermed indebærer den neoliberale nedskæring og ruinering af den offentlige sektor også domstolene med en så selvfølgelig automatisk ligegyldighed, at også deres indsats er truet.

Herfra skal der gå en indtrængende opfordring til de retspolitiske ordførere om at skifte fokus og praksis. Stop for skamridningen med hårdere straffe, se væk fra den ikke særligt truende kriminalitet.

Tilsvarende gælder for pressen. Få dog ansat og udviklet en forvaltningsretslig reportage, der også på generelt niveau interesserer sig for forholdet mellem magt, hvad enten den er kommunal eller statslig, og det enkelte menneske, der udsættes for magtmisbrug. Den form for magtmisbrug findes, men omtales ikke. Journalistikken skal jo stå sig godt med magthaverne i det lange løb, ikke?

 

 

 

Udpluk fra Birgitte Arent Eirikssons kronik i Politiken 16. juli 2023.

Det er ofte de store skandaler i retsstaten, som fylder i mediebilledet og i samtalerne ved middagsbordene. Det er der mange gode grunde til, men det betyder også, at man let overser, at der i effektiviseringens navn løbende er blevet filet på retsstatens grundpiller med tiltag og lovændringer, der får retsstaten til at erodere indefra.

Hvis man hurtigt skal tage temperaturen på den danske retsstat, ser det ud til at gå meget godt. Danmark ligger på et meget højt niveau i internationale målinger om beskyttelse af grundlæggende menneskerettigheder og retssikkerhed.

I 2022 blev Danmark rangeret som et af de lande, der har den bedste beskyttelse af borgerrettigheder i den årlige opgørelse fra Freedom House, og på indekset over retsstatsprincippet hos World Justice Project indtager Danmark en flot førsteplads.

På trods af den flotte placering i internationale målinger om beskyttelse af grundlæggende rettigheder og retssikkerhed er den danske retsstat særligt i de seneste år blevet ramt af en række store skandalesager. Det gælder f.eks. Tibetsagen, instrukssagen, minksagen og den stadig verserende FE sag, hvor sagens omfang og konsekvenser stadig ligger åbne.

Sager af denne karakter, og ikke mindst den udøvendes magts forsøg på at holde dem skjult, slår store revner i vores retsstat og undergraver befolkningens tillid til staten. Derfor er det også meget vigtigt, at sådanne sager bliver afsløret, undersøgt og beskrevet, og at de ansvarlige stilles til ansvar.

Det er dog ikke kun de store skandalesager, som vores retsstat slår sig på. Retsstaten kan også erodere langsomt indefra, når borgernes retssikkerhed og rettigheder løbende udsættes for forringelser.

Justitia refererer også til Justitsministeriets 2022 udgave,  Flemming Balvig med fleres årlige rapport.  Den viser, at kun 10 % af befolkningen er bekymret for selv at blive udsat for kriminalitet i det hele taget. (se tabellen på side 26). Knapt 70 % siger, de sjældent eller aldrig er bekymrede for at blive udsat for kriminalitet.

På den baggrund er hele dækningen konsekvent forvredet, et billede på dansk demokratis dekadente tilstand.

 

Tak til Justitia.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *